Nordjyllands nye biskop blev hærdet som ung
Den tiltrædende biskop over Nordjylland bærer et kors, som har begrænset ham siden barndommen. En flammende lyst til at fortælle historier, og et heldigt møde i ungdommen, har været nogle af årsagerne til, at han alligevel har nået til tops i folkekirken. Fra 1. december 2021 kan Thomas Reinholdt Rasmussen kalde sig biskop over Aalborg Stift.
Den 14-årige dreng løfter røret, og taster otte cifre på fastnettelefonen. Han er rystende nervøs, og bekymringen cirkler om spørgsmålet: "Hvem besvarer opkaldet i dag?"
Drengen memorerer de få ord, han har tænkt sige at sige. Pludselig lyder en knitrende lyd fra den anden ende, og en granvoksen stemme siger: "Det er Kaj".
Den 14-årige dreng stivner. Han holder vejret et øjeblik. De næste sekunder udtrykker han en række uforståelige lyde. En hakkende tirade af ikke-ord. Manden i den anden ende siger alligevel roligt. "Hej Thomas. Ja, Kim er hjemme, jeg henter ham lige".
En time senere står de to 14-årige drenge på toppen af Pikkerbakken i Frederikshavn - et par kilometer fra Thomas Reinholdt Rasmussens hjem. Han er stærkt solbrændt, og iført cowboybukser og t-shirt.
Drengene hopper op på hver deres cykel, og overhaler kort efter både cykler og biler, da de suser med 80 kilometer i timen ned ad bakken. Der er mere end en kilometer til bunden, det er sommeren 1986. På sin gråblå SCO-cykel tænker Thomas Reinholdt Rasmussen over, hvor pinagtigt, det er for ham, at han stammer. Talepædagogerne på privatskolen prøver velmenende at hjælpe ham, men der sker ikke rigtigt noget. På hver eneste stavelse stammer han. Han kan ikke sige til købmanden, hvad han vil købe. Han kan ikke føre en samtale med de lokale voksne, der ligesom ham, ynder at dykke efter skibsvrag ud for kysten. Den 14-årige har så meget, han gerne vil ud med - han har så meget på hjerte. Men hans tungebånd slår ordene i stykker. Især når det er igennem et telefonrør.
Han vil ikke bruge telefonen mere, når han skal i kontakt med Kim og sine andre venner. Faktisk beslutter han, at han aldrig nogensinde vil snakke i telefon igen.
Et digt om dagen holder lægen af vejen
Han går fra at være provst til biskop, den 1. december 2021, men vejen dertil har ikke været problemfri for 49-årige Thomas Reinholdt Rasmussen. Han sidder i en lænestol, i det lille intime samtaleværelse i sit hjem i Hjørring.
- Hvis der bare havde fandtes sms'er dengang, så ville jeg have haft det meget lettere, griner han, og fortsætter:
- Det var hårdt i puberteten, for der er så meget andet invaliderende i den periode af livet. Men jeg blev ikke drillet i skolen. Talepædagogerne sagde, at dér var jeg heldig.
Efter valgsejren i oktober 2021, har hans mobiltelefon glødet som aldrig før. Journalister og nye kolleger ringer. Bekendte og fremmede vil tale med ham. Alle ønsker ham tillykke med det nye virke, som Folkekirkens øverste administrative leder i Nordjylland. Han begynder 1. december 2021. Selv om der på matriklen også er seks sammenbragte døtre, og hans hustru, sognepræsten Sara Dommerby Toft, så skal der hjælp udefra til at fortære de mange gaver, han har fået i forbindelse med valgkampen:
- Tag noget chokolade, vi kan simpelthen ikke nå at spise det hele, siger han.
Telefonen er stadig ikke hans ven, men af andre årsager end i barndommen. Han har brug for ro hver dag, og den finder han eksempelvis i en solnedgang uden for vinduet i den lille stue, hvor bøger tårner sig op til under loftet på flere af væggene.
- Et digt om dagen holder lægen af vejen. Hvis bare det passede, griner provsten, som lige præcis har læst et stykke poesi hver dag, siden han var 20 år gammel.
Professoren
De kalder ham "professoren", de andre børn i 2. klasse på Fladstrand Skole i Frederikshavn. Thomas Reinholdt Rasmussen er otte år gammel, og når hans gymnasielærer-far læser godnathistorie, står der Shakespeare, H. C. Andersen og Homer på bogryggene. Drengen sluger sultent fortællingerne om "Hamlet", "Odysseus" og "Den lille pige med svovlstikkerne". I skolen er det dog en anden bog, som yndlingslæreren Kurt læser højt fra, nemlig Biblen. Imens sidder den 8-årige dreng og tegner palmer, engle og lam ude ved vinduesrækken, mens han forsvinder ind i de storladne historier om Abraham og David, Moses, og Jesus. Han spekulerer over, hvordan Gud mon ser ud, når de om morgenen beder Fadervor sammen med en af lærerne. Han forbinder Gud med en følelse af tryghed, omfavnelse og varme.
Juleaften er familien som oftest i kirke, men ellers sker det sjældent. I hjemmet på Gammel Skagensvej er det mest Thomas, der taler om Gud. Han spørger aldrig sine forældre, om de tror på ham.
En dag, på vej hjem fra skole, tænker Thomas Reinholdt Rasmussen "Hvorfor skal Gud være så hemmelig. Kan han ikke bare vise sig? Springe frem og sige 'her er jeg'?"
Denne forårsdag begynder Thomas Reinholdts undersøgelse af, om Gud eksisterer - og hvem han i så fald er.
Jeg er ateist
Et par spidse sko stikker ud under skrivebordet. En læderjakke hænger på stolen i gymnasieklassen. 17-årige Thomas Reinholdt Rasmussens hestehale laver et lille sving, da han rækker hånden op. Året er 1990.
- Jeg syntes selv, jeg så intellektuel ud, griner Thomas Reinholdt Rasmussen fra lænestolen i Hjørring.
Thomas er flammende optaget af filosofi. Mest fordybet er han i Søren Kierkegaard. Den 17-årige har også diskussioner med sine venner om, hvorvidt Gud eksisterer. Han betegner sig selv som ateist, og argumenterer for, at der ikke findes en Gud.
I klassen rækker han hånden op denne dag. Dansklæreren peger på ham. Den 17-årige begynder at tale, men helt uden hans vilje bliver ordene hakket i stumper og stykker. Han må stoppe, uden at have leveret sit budskab. Det koger og brager indeni ham. Han har så meget, han gerne vil sige, men han føler sig spærret inde i sig selv.
Da han kommer hjem på Gammel Skagensvej, henter han cyklen i garagen. Han kører med fuld fart ned til stranden, og løber ud i bølgerne. Han tager det ene svømmetag efter det andet. Hurtigere og hurtigere. Hvem skal han være vred på? Han lykkes med at holde selvhadet nede igen.
Som årene går på Frederikshavn Gymnasium, mærker Thomas Reinholdt Rasmussen en ophobning af ord i sig. De skal ud, det er en nødvendighed. Så han begynder at skrive. Side efter side med kuglepen, i hans små notesbøger. Han drømmer om at blive litteraturanmelder.
Kierkegaards forhammer
Thomas Reinholdt Rasmussen bliver student i sommeren 1991. Han bor hjemme i Frederikshavn hos sine forældre, og ved ikke, hvilken uddannelse han skal begynde på. En formiddag sidder han fordybet i Søren Kierkegaards bog "Sygdommen til Døden", og en sætning rammer ham som en forhammer.
- Søren Kierkegaard skriver, at modsætningen til synd, ikke er at opføre sig moralsk korrekt. Det er i stedet at tro på Gud. Kristendom handler ikke om moralisme, men om vores relation til Vorherre. Pludselig kunne jeg se, at livet ikke handlede om, hvad jeg gjorde, men hvem jeg var. Det var en befrielse fra hele tiden at forsøge at definere mig selv som menneske. Jeg behøvede ikke at skabe mig, for jeg var allerede skabt. Det var, da jeg læste de linjer, at min tro på Gud blussede op. Det var dér, jeg besluttede, at jeg skulle læse teologi. Jeg havde troet, at jeg var ateist, men det var jeg så ikke.
Thomas Reinholdt Rasmussen har læst "Sygdommen til Døden" så mange gange, at siderne er slidt op. På hver eneste side har han skrevet noter, de første helt tilbage fra da han var teenager.
- Når jeg læser kommentarerne i dag, fra da jeg var teenager, så tænker jeg 'okay, så var du heller ikke klogere Thomas', siger han og smiler.
Den rene stammen
I gymnasiet er Thomas Reinholdt Rasmussen blevet kærester med den jævnaldrende Anne. Sammen beslutter de at flytte til København, da han kommer ind på teologistudiet. De får en lejlighed i Nordvest-kvarteret, lige bagved Nørrebro Station. Thomas Reinholdt Rasmussen begynder på Københavns Universitet i september 1993, og han får hurtigt nye venner. I foråret 1994 begynder han også at gå i kirke hver uge. Først Hans Tausens Kirke på Amager, men senere er venskaberne centreret omkring Trinitatis Kirke i København. Undervejs får han et nyt klarsyn. Han vil ikke bare læse teologi, han vil også være præst.
- Jeg blev voldsomt grebet af teologiens evne til at tænke de største tanker, men pludselig opdagede jeg også den praktiske side ved præstegerningen. Det var oplevelsen af at komme ind i et stærkt fællesskab.
Hans udfordringer med at tale, er ikke bare forsvundet ud af det blå. I efteråret 1994 indser Thomas Reinholdt Rasmussen, at han vil få et problem, når han skal stille sig op og prædike. Han bobler af raseri. En kold og mørk eftermiddag springer han op på cyklen, og træder så hårdt pedalerne kan holde, hen over Nørrebro. Nu skal det være slut med, at hans stammen skal have magten over ham. Han er vred over, at han ikke bare kan tage nogle piller eller blive opereret, sådan som andre skavanker kan fjernes eller helbredes.
En kilometer øst for Søren Kierkegaards gravsted på Almen Kirkegård parkerer han cyklen. I Ryesgade ligger Logopædisk Afdeling på Københavns Universitet. Han vader, uden aftale, direkte ind på kontoret hos logopæden Eskild, som er ekspert i at hjælpe stammere med deres udfordringer. De aftaler et møde.
Et par uger senere sidder Thomas Reinholdt Rasmussen igen på det lille kontor. "Vi skal ind til den rene stammen", siger Eskil.
Thomas Reinholdt Rasmussen har gennem årene fundet på en masse hjemmelavede tricks til at bekæmpe sit talehandikap. Han knipser hen over ét ord, som driller i en sætning. Han finder et synonym til et andet ord, som han ikke kan bestige. Alle disse strategier skal rives ned, siger Eskild. "Argh, ind til kernen" eller "hov, hvad var nu det", lyder det igen og igen fra logopæden, når han hører sin klient bøje af på sætningerne.
- Men jeg havde jo brugt de tricks siden barndommen, så det var ligesom at skralde lag af min personlighed. Jeg satte virkeligt mig selv i spil. Det var et benhårdt arbejde, som tærede både på krop og sjæl, og jeg fik hovedpine. Man bruger så mange kræfter. Det var ikke for børn.
At blive hærdet
"Der er kun en vej: Hærdning", siger logopæden Eskild, en af de første gange han møder Thomas Reinholdt Rasmussen. Nordjyden skal tale så meget som muligt, så ofte som muligt. Eksponeres for det, der gør ondt.
- Eskild gav mig en kold tyrker. Han fandt ud af, at jeg var bange for at snakke i telefon. Så han bad mig ringe til 20 forskellige boghandlere, og spørge til den samme bog.
Det er dog ikke det første skridt. Bare at løfte røret på telefonen er en prøvelse, for den 21-årige. Så Eskild sætter en fastnettelefon på bordet. Ledningen ender i ingenting. Den er klippet over, og frederikshavneren sidder nu bare med telefonrøret og en stump ledning i hånden. "Dav, jeg hedder Thomas Reinholdt Rasmussen….", hakker han sig igennem de imaginære samtaler.
- Jeg havde ikke talt i telefon i otte år. Eskil kaldte mig 'telefonblind'. Jeg havde for eksempel ikke lært, hvordan jeg afslutter en samtale. Det var den slags, vi øvede på Eskilds kontor.
Et par uger senere løfter frederikshavneren røret på ny, denne gang med forbindelse til omverdenen. Han taster otte cifre, og tager røret op til øret: "… jeg vil høre, om I har 'Den franske løjtnants kvinde' af John Fowles", lyder det hos 20 forskellige boghandlere i København.
Det er angstfremkaldende for Thomas Reinholdt Rasmussen, men han gennemfører det.
- Eskild sagde til mig, at bag hvert et nej, jeg gav, var der en stor angst. Han lærte mig derfor, at jeg aldrig måtte sige nej til en opgave. Hvis nogen spurgte mig, om jeg ville ringe til dem, være med til et socialt arrangement, eller holde et oplæg, så skulle jeg sige 'ja'. Kun hvis jeg i forvejen havde noget andet i kalenderen, var det en legitim undskyldning, for at undslå mig, fortæller provsten.
En gang om ugen tager nordjyden turen fra Svanevej i Nordvest til Ryesgade på sin SCO-cykel. Fremskridtene er for små, synes både Thomas Reinholdt Rasmussen og Eskild. Op mod sommerferien i 1995 tager de sammen en beslutning. Hærdningen skal accelereres.
Hver eneste hverdag i juli og august vandrer Thomas Reinholdt Rasmussen derfor henover Nørrebro og op på Eskilds kontor. Kl. 8.00 sidder han klar foran logopæden, denne stegende hede sommer. Nordjydens studiekammerater holder ferie, men frederikshavneren er motiveret som aldrig før. Da de to måneders intensive arbejde er forbi, er Thomas Reinholdt Rasmussen som forvandlet.
- Det var en befrielse af min tale - jeg kunne faktisk sige noget. Jeg har dog aldrig haft lyst til at læse 'Den franske løjtnants kvinde', griner han.
En flyvende start
Christian den 4. kaldte den bare "studenterkirken", dengang han besluttede at opføre Trinitatis Kirke. Den blev bygget som et kompleks, sammen med Runde Tårn og et bibliotek. Generation efter generation af unge teologistuderende har holdt deres første gudstjenester i den imponerende bygning, som stod færdig i 1656.
En storbrand, et bombardement og en omfattende ombygning har dog forandret Trinitatis Kirkes udtryk markant, da Thomas Reinholdt Rasmussen træder ind i rummet, i efteråret 1996. Han har set flere af sine venner og medstuderende afholde deres første gudstjeneste i den lange, smukke kirke. Han er blevet spurgt, om han også har lyst. Det er en kæmpe overvindelse at skulle stå foran menigheden. Men "nej" er bare ikke længere en mulighed.
Han arbejder hen over en uge med sin prædiken. Sætningerne bliver bygget oven på hinanden hen over dagene, til han har den fulde prædiken stående på nethinden. Derefter flytter ordene sig lynhurtigt fra hjerne til papir. Han ved præcis, hvad han vil. Thomas Reinholdt Rasmussen læser teksten højt igen og igen i dagene op til andagten, hvor han ved, at en række af hans studiekammerater vil være til stede.
Den 24-årige frederikshavner har aldrig før talt offentligt. Nu står han i skjorte og slips og kigger ud på 120 mennesker. Hans tekst er bygget op over teaterstykket "Mens vi venter på Godot" og historien om Lazarus, der er genstand for et mirakel, da Jesus vækker ham til live fire dage efter hans død. Den unge mand er spændt og klar. Nu skal det være.
- Jeg kom flyvende fra start. Der var sparet så meget op, og så røg proppen af flasken. Nu kunne jeg endelig bruge alt det, jeg havde lært. Det var en stor glæde, at det kunne lade sig gøre.
De 40 minutter flyver afsted. Efter andagten kommer flere af hans studiekammerater hen og roser ham til skyerne for hans præstation.
- De sagde, at det var en fantastisk prædiken. De roste mit indhold, og det var dén ros, jeg gerne ville have. Det handlede ikke om, hvorvidt jeg stammede eller ej. Det handlede om stoffet. Jeg ønskede ikke at blive defineret af min stammen, for jeg var så meget andet.
De følgende år prædiker Thomas Reinholdt Rasmussen et par gange hvert halve år i Trinitatis Kirke, Blågårds Kirke og Hans Tausens Kirke på Amager.
- Jeg fik styrket troen på, at det med at blive præst godt kunne lade sig gøre.
En gang imellem får han et tilbagefald, hvor taleproblemerne får overtaget. Så ringer han til Eskild, som over telefonen siger "hov hov, der var den igen". Sidste samtale med Eskild finder sted omkring 2007 eller 2008.
Tilbage til Nordjylland
Den unge nordjyde får sin teologiske kandidat i 1999, med speciale i reformatorisk teologi. Thomas og Anne får deres første barn, 14 dage inden de flytter tilbage til rødderne i Nordjylland. Thomas Reinholdt Rasmussen tiltræder derefter i sit første job som sognepræst, i Elling Pastorat, fem kilometer nordvest for Frederikshavn.
- De første år var ind imellem hårde i forhold til min stammen. Nogle gange talte jeg flydende, andre gange var der mange blokeringer. Men den store glæde ved at formidle stoffet drev mig videre, og for langt de fleste tilhørere var det underordnet, og de var med mig.
Parret får to døtre mere, og efter otte år i Elling rejser familien videre, da Thomas Reinholdt Rasmussen får job som sognepræst i Tversted Pastorat. I 2010 bliver parret skilt. Tre år senere bliver Thomas ansat i Sct. Catharinæ Kirke, inden han udnævnes til provst af daværende biskop Henning Toft Bro i 2015.
I alle årene gør han mest muligt for at komme ud og holde foredrag, minimum 30 om året. Dermed følger han logopæden Eskilds råd til punkt og prikke.
- Men det handler jo ikke om, at jeg bare skal tale. Nej, jeg står jo deroppe, fordi jeg har noget på hjerte. Grundlæggende handler det om, at jeg vil fortælle, at Gud er kærlighed. Det handler om at forkynde glæden ved at tro på, at han bærer os gennem livet og døden.
Thomas Reinholdt Rasmussen har holdt minimum 600 foredrag de seneste 20 år. Han har besøgt et utal af kirker, forsamlingshuse og skoler. Han taler om Biblens tilblivelse, folkekirkens historie, Martin Luthers liv og Søren Kierkegaard, blandt meget andet.
Du skal stille op som biskop
I marts 2021 ringer telefonen hjemme hos Thomas Reinholdt Rasmussen. Han bor med sin hustru, Sara Dommerby Toft, og deres seks sammenbragte børn. Det yngste har de fået sammen. Henning Toft Bro har 10 minutter tidligere annonceret, at han stopper som biskop over Aalborg Stift. Menighedsrådsmedlemmet, der ringer, vil opfordre Thomas Reinholdt Rasmussen til at stille op som biskoppens efterfølger.
De følgende minutter tikker flere sms'er ind, og andre stemmer på telefon slutter sig til koret; "Du skal stille op".
Denne gang venter provsten dog med at sige 'ja'. Han går en tur i skoven med sin hustru for at drøfte forslaget.
- Jeg ringede tilbage og svarede, at jeg kun ville stille op, hvis de selv kunne finde 75 stillere, som det kræver. Tre timer senere modtog jeg en liste med 200 navne, der støttede mig.
Et halvt års valgkamp, og to valgrunder senere, havde Thomas Reinholdt Rasmussen vundet kampen om at blive den næste biskop over Aalborg Stift.
Den store eksamen
Det er ikke hver dag, at alle landets biskopper, Kirkeministeren og Hendes Majestæt Dronning Margrethe II er samlet ét sted. Det er de den 12. december 2021 i Aalborg, sammen med i omegnen af 600 øvrige gæster, til bispevielsen af Thomas Reinholdt Rasmussen i Aalborg Domkirke, Budolfi Kirke. Bispevielsen bliver ovenikøbet sendt direkte på DR1. Man kunne tænke, at det er den ultimative eksamen for et menneske, der har kæmpet med sine taleevner hele livet.
Sådan ser Thomas Reinholdt Rasmussen det ikke.
- Du kan jo spørge hvem som helst, om de ville få sommerfugle i maven. Det ville alle. Selvfølgelig er jeg utroligt spændt, men jeg frygter det ikke. Jeg har lært at tænke; 'Her kommer jeg, og så taler jeg. Det her er min personlighed. Jeg har noget, jeg gerne vil sige. Jeg har noget på hjerte'. Min stammen er mit kors, men det har ikke fyldt ret meget de sidste 10-12 år. Det bliver en rigtig spændende dag, slutter den kommende biskop.