Det ord jeg vil lægge dig særlig på sinde på denne din ordinationsdag, skrives af apostlen Paulus i sit første brev til korinterne:
”For legemet er en enhed, selvom det har mange lemmer, og alle legemets lemmer, så mange som de er, dog danner eet legeme, sådan er det også med Kristus. For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være et legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke”
Amen
Kære ordinand – kære Lillian
I dag bliver du ordineret – præsteviet – til et godt embede i Rebild provsti. Både de og vi alle glæder os til at du træder ind i arbejdet og ind i den opgave, det er at forkynde evangeliet om Jesus Kristus. At forkynde i prædiken, undervisning og sjælesorg og diakoni og derved være med til at række trøst og håb til os alle.
Ved bispeeksamen havde vi en god samtale om dåben i teori og praksis. Dåben er ganske afgørende for et menneske og der har gennem længere tid været en større debat for dåbens betydning og indhold. Avisernes spalter har til tiden været fyldt med debat om dåben, og det er glædeligt at erfare, hvor meget det betyder. Knap så glædeligt har det være at læse de hårde ord og stejle holdninger, der også er blevet åbenbaret i debatten. De fortjener vist bedst at blive glemt.
Spørgsmålene er føjet hen over bordet: Bliver man Guds barn i dåben? Og hvis man gør, hvad så med de udøbte? Hvilken status har de så?
Det bliver meget hurtigt til en debat om, hvem der er udenfor og hvem der er indenfor. Hvem er med og hvem er ikke med?
For der bliver stillet skelsættende spørgsmål om, hvem der hører til Gud, og hvem der ikke gør?
Men spørgsmålet er, om sådanne spørgsmål om dem og os ikke netop er syndens spørgsmål? Synd er jo netop at sætte skel. Synd er at sætte skel mellem mennesket og ikke mindst mellem os og Gud selv. Synd er skel.
Og hvem der hører til og hvem der ikke hører til, er netop syndens spørgsmål, for dåben selv er et liv i et overskud, der ikke er vores eget. Vi døbes ind i et overskud. Det er at høre til den korsfæstede, der gør sig solidarisk med den fortabte, og således er det den døbtes opgave at gøre sig solidarisk med den fortabte, at gøre sig solidarisk med den, der står uden for; med den, der ikke er med.
En døbt er solidarisk med den fortabte, fordi vi lever sammen under korset. Vi gøres solidarisk af ham, der på korset gjorde sig solidarisk med os alle.
Der er syndens spørgsmål, der er skelsættende og evangeliets tiltale, der er nådefuldt og forenende.
Det er det, du skal arbejde under og i dit embede. Det er det, du hele tiden skal holde dig for øje: At vi er fælles om det vanskelige liv, og vi er fælles om at høre evangeliets tilsigelse om nåde og tilgivelse. Vi har ikke noget at lade hinanden høre. Vi kan kun lade os høre af evangeliet om Jesus Kristus, der er solidarisk med os de fortabte.
Således er arbejdet som sognepræst altid et arbejdet i fællesskab. For vel er der ensomme stunder og vel kan man føle sig til tider lidt forladt i tunge dage og med tunge opgaver, men grundlæggende er vi fælles: Fælles om livet og fælles om evangeliet.
Sognepræsteembedet kan være ensomt, og vi skal ikke foregøgle os andet. Når man arbejder med vores medmenneskets inderste tanke, erfaringer og hændelser, så kan man ikke og så skal man ikke dele alt. Så er man nogle gange på den ensomme holdeplads. Husk derfor at bede. Husk at bede til Gud og derigennem se og erfare, at vi er fælles med hinanden i dette besværlige liv.
For det skal vi ikke bære selv. Der er en pointe i at Luther, når han blev spurgt om sin kristen tro, sagde: Jeg er døbt! Det hang ikke på ham. Det hang på Gud.
Og det skal du holde dig for øje i dit arbejde: At midt i trængsler og glæder, så hænger det på Gud. Hvis det ikke gør det, er arbejdet uden mening. Vel skal du slide og arbejde, men det afgørende er, at det er Guds værk og ham, der står inde for det. Det er den store glæde.
Kære Lillian
Jeg er meget tryg ved at sende dig ud i embedet. Du kommet til det med stor livserfaring og med teologisk indsigt. Der er ingen tvivl om, at sogn og pastorat får en præst, der lytter og tænker med, og giver sit bidrag til det fælles liv og den fælles samtale.
Sognet skal tage imod dig og bruge dine evne og kundskaber. Sammen skal I være under det ord, der er solidarisk med det liv, vi lever og som kræver af os, at vi som den korsfæstede selv, også er solidarisk med de mennesker, som vi måske ikke kan se os sammen med.
For vi er døbte. Vi er salt til verden. Og når det hele bliver for meget, så er der én, der solidarisk med os, og som er med os alle dage ind til verdens ende: Den korsfæstede Jesus Kristus, som vi tror samler os de fortabte op, når vi står ved den forkerte udgang.
I dit embede ønskes du al Guds nåde og velsignelse.
Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen
