Ny provst i Rebild: Kirken er med til at skabe fællesskab på landet

Af Ingeborg Marie Nielsen

En diset tirsdag i marts lyser Kristine Jersin gangene i bispegården i Aalborg op med et smil. Hun har netop haft et frokostmøde med biskoppen og er på vej til næste aftale.

Hun blev indsat som provst i Rebild 1. marts, og mødet med biskoppen handlede først og fremmest om at lære hinanden at kende. Det hele er så nyt, at hun denne dag stadig pendler mellem sit hjem i Houlkær Sogn til Rebild.

Ud over møder med biskoppen, flere hilse-på møder og mødet med ansatte, frivillige og en ny menighed, er det indtil videre mest transporttiden, som minder Kristine Jersin om forskellen på sit gamle arbejde og det nye.

Hun forklarer, at hun jo er vant til at bo og arbejde samme sted. Det gør hun heldigvis snart igen.

Vend historien om landet

Kristine Jersin var sognepræst i Øster Hornum Sogn i det nuværende Rebild Provsti fra 2002-2013, så der er også et element af at komme hjem, forklarer hun.

Netop det at bo og arbejde og være en del af det lokale fællesskab er noget, som hun sætter stor pris på som sognepræst og mener er vigtigt i stillingen som provst.

- Det er selvfølgelig også derfor, jeg synes, Rebild Provsti er interessant. Vi er på mange måder i en ombrydningstid for især folk på landet, fordi der er meget fraflytning mod byerne. Meget forsvinder, og det har det gjort mange år. Kirkerne står som noget af det sidste tilbage som samlingssted, men på hvilke vilkår?

Kristine Jersin nævner præstebemandingen og manglende ressourcer. Det er i nogle områder svært at rekruttere præster og medlemmer til menighedsrådene.

- Men folk har det jo oftest godt på landet, og derfor kan de godt blive trætte af at høre om "den rådne banan." Så det handler om at få vendt situationen til noget positivt, for det behøver jo ikke være en forfaldshistorie, siger hun.

I stedet skal man spille på de forcer, der vitterligt er, og få skabt et kirkeliv på landet, som kan noget andet end kirken i byen. Som ikke er dårligere, men bare anderledes.

Samarbejde skaber fællesskab

Det er et væsentligt vilkår som provst, sognepræst og menighedsråd i de mindre sogne og provstier, at man bærer en stor del af ansvaret for fællesskabet, for der er ikke ret mange andre tilbage til at gøre det.

Samtidig skal man være kirke for folk, som kun er i landsbyen om aftenen og i weekenderne, fordi de arbejder andre steder, og deres børn måske går i institution og skole andre steder.

- Der må vi bare sige, at der er nogle udfordringer. Men det skal lykkes at være et meningsfyldt kirkeligt fællesskab og give de mennesker, som bor der, et tilbud, som er i orden. De betaler ikke mindre i kirkeskat end alle mulige andre, og de har lige så meget brug for babysalmesang og sorggrupper, og hvad der nu måtte være. Så hvordan får vi det til at lykkes?

Det gør de ansatte og frivillige gennem samarbejde, samarbejde og samarbejde - og et klart blik for den rolle, man spiller lokalt, så man forbliver et relevant fællesskab i landsbyen, forklarer hun.

- Det er enormt spændende og vigtigt. Og det kan medvirke til at vende historien om det at bo på landet. For det har absolut også nogle forcer, og dem, der bor der, har valgt dét. Det kan også noget, siger Kristine Jersin med eftertryk.

- Det er bestemt ikke provsten, der kan gøre det selv. Men det interessante som provst er selvfølgelig at være med til at sætte rammerne for, at det kan lade sig gøre.

Rammerne skal være i orden

Nogle af de rammer er et godt arbejdsmiljø i provstiet. En bunden opgave, som Kristine Jersin tager meget seriøst.

- Det handler om, at vi selvfølgelig ikke kan være andet bekendt, end at det skal være rart at gå på arbejde. Men også om, at hvis vi vil rekruttere kvalificerede medarbejdere og holde på dem, så skal vi skabe nogle ordentlige rammer og interessante stillinger, som man også kan trives i de små steder. Man skal kunne se en udvikling og have det ordentligt.

Det er samtidig vigtigt, at menighedsrådene bliver klædt på til at være arbejdsgivere. Den opgave bliver ikke mindre på små arbejdspladser, hvor der er ikke så mange om at tage ansvaret.

- Man mister jo også menighedsrådsmedlemmer, hvis de ikke bliver ordentligt klædt på til det. Ingen kan holde til at sidde med en opgave og et arbejdsgiveransvar, der er for stort. Det er heller ikke en fortælling, vi kan holde til, siger hun.

Præstedelen er vigtig

Kristine Jersin ved, hvad hun taler om. Hun har masser af viden og erfaring at trække på efter 20 år som sognepræst i folkekirken.

Den har været med til at give hende et syn på, hvordan tingene kan eller bør være, og lyst til at sætte sit præg på selve institutionen som provst. 

- Jeg er selvfølgelig stadig præst, som jeg altid har været. Man kan jo ikke være ”halv præst." Så jeg har ikke søgt væk fra præstedelen, og det passer mig fint, at der også er så forholdsvist meget præstearbejde i stillingen. Selv om jeg nu også har en rolle som provst, så er jeg stadig en del af præstefællesskabet og deler vilkår med de præster, jeg er provst for. Det er der en vigtig pointe i, siger hun.