Kø til Kirketeltet
Nibe Festival 2023 bød endnu engang på fuldt hus i Kirketeltet, der er de unges 'safe house' på festivalen.
Af festivalpræst Anette Rask Hollesen og Marie Hoehl Tolstrup
"Her er ro og roulade."
"Det er det bedste telt på festivalen!"
"Sidste år brugte jeg 40% af festivaltiden i Kirketeltet".
Sådan lyder det fra nogle de unge festivalgæster på Nibe Festival 2023, der netop er løbet af stablen i det nordjyske.
Og det er altså også hyggeligt i folkekirkens telt, der i år slog lejr for 16. gang lige midt i de unges camp-område på festivalen.
Der er blomster på bordene, skriftord på teltdugen og dyrebamser her og der og allevegne. Og så er der plads til bare at være og lade sig selv - og mobilen - op. For når man er ung og på festival, kan der være brug for en pause og et åndehul i de festlige strabadser.
Et helle i larmen
I Kirketeltet er der voksne frivillige og præster, der har tid til at snakke og hjælpe de unge, når kroppen trænger til vand, saft eller kaffe. Eller man lige skal have kogt vand til de medbragte kop-nudler.
Døgnet rundt er der en præst i teltet, og man kan altid få en fortrolig snak i skriftestolen eller en samtale ved bordene om lige det, der fylder. Eller bare få taget en selfie med præsten. Lige til at snappe hjem til mor. Kirketeltet er nemlig et helle og et safehouse, der skaber tryghed for flere end dem, der er på festivalen.
Fodvask og fællesskab
Om formiddagen er der ofte ro og hygge, hvor de unge sidder og spiller ved bordene og slapper i sofaen, mens mobiltelefon og festmuskel bliver ladt op.
Ud på aftenen og om natten kan teltet gynge af feststemte unge, der istemmer fællessang.
Og ind imellem det hele er der en kort andagt med bønner, som festivalgæsterne selv har skrevet. Med brød, vin og fred for dem, der har lyst til at modtage det. Med musik og sang og en fortælling af en præst. Og, som altid, med mulighed for at få vasket festival-fødderne.
I Kirketeltet kan man komme for fællesskabet. Eller for bare at sidde lidt for sig selv. For en snak om de eksistentielle spørgsmål eller en pause fra tankerne om samme. Der er plads til alle i Kirketeltet, og holdet bag takker for alle de herlige besøg i teltet!
Om Kirketeltet på Nibe Festival
Der er 16. gang, folkekirken deltager med Kirketeltet på Nibe Festival.
Kirketeltet ligger på Ungdomscampen og har døgnåbent.
Program i Kirketeltet:
5.45 Morgensang/bøn
10.30 Morfars lænestol en fortælling af præsten
11.30 Brød, vin og fred
16.00 Fodvaskning
18.30 Aftensang/bøn
22.30 Brød, vin og fred
3.00 fællessang
Der er gratis vand, saft, kaffe og te samt kage, frugt og snacks og mulighed for at lade mobiltelefonen op.
Teltet er altid bemandet af en præst og 3-5 frivillige.
For mere info om Kirketeltet, kontakt festivalpræst Anette Rask Hollesen ars@km.dk
Se flere billeder fra Kirketeltet på Aalborg Stifts Facebook