Fintænkning fra Medouza

Af Michael Nørrelund (tekst & foto)

Der er kommet en ny sending grise. Så Palle er 20 minutter forsinket, da han dukker op på parkeringspladsen ved Hjørring Øst Station. Han sætter hånden frem til håndtryk, i den anonyme café i supermarkedet Meny.

- Jeg går sjældent forbi her, uden at købe en ristet hotdog til 15 kroner, siger han og stiller sig i kø, mens han retter på sin håndflettede, sandfarvede stråhat, med det sorte bånd. Kedeldragten er byttet ud med et par khaki-farvede shorts og en grøn polo t-shirt. Grisebonden får rødkål på toppen af sit svin i brød, som bliver langet over disken.

Ad de snoede, hullede markveje, viser det sig hurtigt, at det ikke er Guds hus, som Palle kører imod i sin gamle sorte Ford. Det er ellers vendelboens forandrede forhold til Folkekirken vi skal snakke om. For halvandet år siden, gik han fra at være en sjælden gæst i de lokale kirker, til nu at sidde bænket næsten hver søndag. Flere minutter efter vi senest har set andre mennesker, drejer Palle ind ad en lille jordvej i Astrup, hvor bevoksningen bliver tættere. Han parkerer bilen foran et lille sortmalet træhytte.

- Velkommen til Villa Medouza, siger Palle Joest Andersen, og peger på den 12 kvadratmeter store hytte. Den har faktisk været endnu mindre, men for et års tid siden lavede Palle en tilbygning, som simpelthen hedder "Meredouza".

- Vil du have en øl?, spørger grisebonden, og trækker en ranke af dåser op af et rør i jorden.

I den græske mytologi er Medusa kvinden med slanger i håret, som med sit blik kan forvandle mennesker til sten. Historien lyder at Medusa skjuler sig ved verdens ende, men at helten Perseus finder hende, og slår hende ihjel. For Palle er Medouza verdens begyndelse, altså livet uden for grisenes stalde. Her drejer samtaler sig ikke kun om de lange marker af kartofler, raps og frøgræs, som han dyrker og sælger. Her fintænker han livets store eksistentielle spørgsmål. I Medouza er der stille, når der ikke lige er fest, og Palle kan sidde og lytte til den stille susen fra træerne. Fra sin lille terrasse i Medouza kan han mod vest spejde ud over en sø, og mange hektar grønne marker. Halvanden kilometer mod nord skimtes staldene og laderne, hvor 2000 af hans mange grise befinder sig.

- Dér er min gård, siger Palle, og peger på den trelængede hvide bygning, som grænser op til staldene.

Han var tre år, da han flyttede ind på gården med sine forældre i 1966. Hans far, Bendix Joest Andersen, var landmand med bare en enkelt ansat. Sønnen Palle har altid malket køer, hakket roer og kørt med traktor og plov. Han husker ikke en tid uden jordens arbejde. Som 21-årig blev Palle selvstændig landmand, og faderen lod ham forpagte en nærliggende gård, som også stod i familiens navn; ”Så kan du gøre som det passer dig”, sagde faderen. Han vidste godt at Palle, havde tanker om vækst, som faderen ikke delte. I dag har Palle Joest Andersen 11 ansatte på flere matrikler, og bor stadig på den fædrene gård. Faderen gik på pension ved årtusindeskiftet.

- Min far og jeg har siddet lige her på stolene i Medouza, og diskuteret om Folkekirken, så det brager. Da mine tre børn var små, var der nærmest ikke råd til et søm på den lokale skole, men når kirken efterspurgte ombygninger, så kom stadsarkitekten valsende og skulle have sit flotte honorar, når der skulle bygges om. Det kunne simpelthen ikke passe, mente jeg. Min far blev indigneret og udbrød, at kirken er en af grundpillerne i det her samfund, og at vi skylder at passe på byens ældste hus. Den idé har nok langsomt vokset sig større inde i mig med alderen.

Grundtvig og grise

Der stod mindst 20 højskolesangbøger i reolerne i Palle Joest Andersens barndomshjem i Astrup, lidt uden for Hjørring. Biblen var der også, men den blev sjældnere trukket frem. N.F.S Grundtvig var det åndelige forbillede, men digterpræsterne Kaj Munk og Johannes Møllehave havde også prominente pladser i reolen. Moren Birgit Andersen var primus motor i foreningen Kirkens Samfund, hvor hun med stædig ildhu trak navne som Erhard Jakobsen, Bertel Haarder og Anker Jørgensen til forsamlingshuset i Astrup. Forinden havde de kendte gæster gerne nydt hakkebøffer med bløde løg, og et glas vin, i stuen hos familien Joest Andersen. Her sugede unge Palle til sig, når samfundsdebatterne gik lystigt hen over aftensmaden.

Mens Palle var barn kom den travle landmandsfamilie lidt mere til gudstjenester end den gennemsnitlige dansker. Først da børnene var flyttet hjemmefra begyndte Palles forældre at gå i kirke stort set hver weekend. Palle så man ikke ret meget i Guds hus. Hele vejen fra ungdommen, og op til sin 57 års fødselsdag var han skeptisk over for Folkekirken. Godt nok var der to år begyndelsen af dette årtusinde, hvor han næsten hver weekend frekventerede diverse kirker på søndage, men det var nærmere en slags research, for at forstå sin søster, som pludselig var blevet meget troende. Hvis Palle skulle kunne diskutere kirkelige forhold og tro, skulle han vide noget om det, mente han. Palle stod de halvandet år igennem for at komme sin søster nærmere, men oplevede hverken en vækkelse eller åbenbaring, konstaterer han. 

- Jeg så ærligt talt folkekirken som støvet tidsspilde, fortæller han. Der skulle et dødsfald, en skilsmisse og en ny forelskelse til, før Palle fik rokket ved den overbevisning.

Lit de parade

Mens Palle fortæller er hans 86-årige mor ude og cykle på landevejene i Astrup og omegn. Hun bor tæt på sønnens gård, og tilbagelægger op mod 100 kilometer hver uge, selv om øjnene svigter.

- Der er jo el på, smiler Palle. Ofte følges Palle med sin mor i kirke om søndagen. Han kommer mest i Astrup Kirke, men også Sørig og Bjergby-Mygdal Kirke besøger han indimellem.

Den nye vane opstod for halvandet år siden, og efterfølgende har han ikke misset ret mange gudstjenester. En af de forandrende begivenheder fandt sted den 12. februar 2021. En skarp sol skinnede gennem vinduet, ned på en uberørt skål havregrød. I sin lænestol sad Bendix Joest Andersen, og var stille sovet ind. I sin fars ansigt læste Palle, at den pensionerede bonde var kommet herfra uden smerter og angst. Det var en fredfyldt oplevelse for sønnen. Den hårde frost gjorde, at faderen i en uge kunne ligge lit de parade i garagen på et leje. Familie og venner kom på skift, og tog afsked med manden, som havde sat mange aftryk, ikke mindst hos Palle. 

- Min far lærte mig ansvarsfølelsen over for byens ældste hus. Jeg lovede ham faktisk, at jeg ville hjælpe til med at passe på kirken efter hans død. Det var meget vigtigt for ham, siger Palle.

Skilsmisse og forelskelse

Palles kirkegang startede faktisk et par måneder før faderens død. Palle og hans kone gennem mange år, var gået fra hinanden, efter en række hårde år med alvorlig sygdom, og et samliv i opløsning. Palle var blevet forelsket i en anden kvinde, og fra 2020 var han fraskilt. 

- Jeg havde jo ikke meget selvrespekt i perioden op til min skilsmisse. Det var frygteligt at se, at det gjorde så ondt på den, man burde elske. Det kunne jo ikke passe, at man ikke kan finde ind til kærligheden igen. Jeg var i krise, men jeg vil ikke sige, at jeg begyndte at komme i kirken, fordi jeg ville lægge alt i Guds hænder. Nej, det her var noget, jeg selv skulle tage ansvar for. Men måske har skilsmissen alligevel haft en større betydning end jeg selv forstår, i forhold til at jeg opsøgte kirkens rum, siger Palle Joest Andersen.

Velkommen her 

Han forliger sig langsomt med tanken om, at bruddet var den bedste løsning, selv om skammen også er hans følgesvend. Skilsmissen var en bombe i Palle Joest Andersens liv, men han blev også kærester med kvinden, Nutcha, som han var blevet forelsket i. I barndomshjemmet i Astrup var rummelighed en kerneværdi for hans forældre, de skubbede ikke nogen væk fra sig. Alligevel var det med bankende hjerte, han skulle præsentere sin nye kæreste for sin 88 år gamle far, og lidt yngre mor. 

- Forelskelse og kæresteri hørte jo teenagealderen til, følte jeg, så det var akavet. Mine forældre havde jo kendt min ekskone i så mange år. Alligevel stod mine forældre og ventede på trappen, og havde taget pænt tøj på. Nutcha udtales Nadja, men det kunne min mor ikke finde ud af. "Velkommen her Nudja - er du ikke forfærdeligt nervøs", sagde Palles mor. 

Palles far nåede at kende Nutcha i fire måneder, inden han døde, og de nåede på den korte tid at komme til at respektere og holde af hinanden, siger Palle. Hans mor er fortsat meget glad for Nutcha. 

- Der viste deres grundtvigianske rødder sig virkelig. Nutcha er 52 år og fra Thailand. Hun er buddhist, og driver en massageforretning. Men de var aldrig fordømmende, faktisk tværtimod. Hun var velkommen fra første minut. De var i stand til at rumme og tilgive, og sætte sig i et andet menneskes sted, og se, hvad der skulle til for at jeg kunne trække vejret frit.

Buddhistens kirkegang

Det er to år siden Nutcha og Palle blev kærester. Nu bor de sammen på Palles Joest Andersens gård i Astrup. Nutcha har været i Danmark i 10 år, og har sin egen forretning. Nutchas fire voksne børn lever i Thailand, og parret taler med dem over Skype flere gange om ugen. Palles tre børn er også fløjet fra reden.

- Nutcha er en stor inspiration for mig. Hendes buddhistiske levevis er dybt inspirerende. Hun lever kærligt og omsorgsfuldt. Hun hjælper alle, der har brug for det, og deler det hun ejer. En dag gik hun hen til en fremmed kvinde, og gav hende et kæmpe knus ud af det blå. Hun kunne se, at hun havde kræft. Det er sådan hun er. 

Sammen med Nutcha tager han ind imellem til buddhistiske ceremonier, med hjemmelavet mad og feststemning. Men langt oftere er det en lokal kirke, parret besøger. 

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg nok ikke kommet ligeså ofte, hvis ikke det var fordi Nutcha trækker mig med i kirke. Hun nyder at komme der. Det er ikke mange ord hun forstår af salmerne, men jeg opmuntrer hende med at sige, at det gør jeg sgu heller ikke selv, konstaterer Palle tørt. 

Det er dog en række elementer, som Palle holder af ved sit nye søndagsritual. 

- Jeg oplever ind imellem at få fred i kirken. Som selvstændig landmand er det svært at slippe ansvaret. Jeg vil altid have i tankerne, hvordan det går med grisene, hvordan er vejret, hvad laver mine ansatte, og tusinde andre ting. Det ansvar vil jeg aldrig slippe, for det er indgroet. Men i kirken får jeg lidt fred.

Det er kirkens rum kombineret med præstens ord, som indimellem kan skabe den tilstand hos Palle Joest Andersen.

- Skulle man drømme en hed drøm, så var det jo at være et frit og fredfyldt menneske. Når vi sidder oppe i kirken, og præsten siger ’Gud velsigne dig og bevare dig’, og hvad er det nu, det hedder? 

Palle leder efter resten af ordene fra den aronitiske velsignelse. 

- Selv om jeg har hørt den 400 gange, den der trosbekendelse…. nej velsignelse, så kan jeg ikke huske den ordret. Men jeg kan huske essensen. Når jeg hører den føler jeg fred. Det er klokkerne og orglet. Det er stilheden. Fordybelsen. Det er alle ritualerne, og at man ikke skal noget andet mens man er der. På den måde får man markeret, at det er søndag. Hvis ikke vi markerer, at det er søndag, så går ugerne bare i ring. Så bliver det bare at tømme opvaskemaskine, være på Facebook, se fjernsyn og passe grise. Ved at gå i kirke får vi rundet en uge af, og ladet op til den næste der kommer.

En omgang vælling 

Selvom Palle Joest Andersen ofte finder det meningsfuldt at komme i kirken, så mener han også der er brug for forandringer. Han værdsætter når prædikerne handler om de store begivenheder i samfundet, som præger de fleste menneskers liv. Han oplever at præsterne ind imellem mangler modet til at sige deres mening.

 - Når min mor er med i kirke siger hun altid: 'Sådan en god gudstjeneste'. Nutcha nyder bare sangen, og ser det som en succes, hvis hun forstår lidt af prædikenen. Og selv kan jeg kun komme i tanke om, at præsten har snakket om at Jesus han har gjort dit og sagt dat, og jeg synes det var en omgang vælling. 

Palle stopper sin talestrøm, og er stille et øjeblik. 

- Jeg søger nok at blive konfronteret med det jeg selv tænker om verdens tilstand, og få lidt sparring på det der rører sig i samfundet. Jeg vil gerne have at præsten markerer sig i forhold til krig, flygtninge, klimaspørgsmålet, eller andre religioners kraft i vores samfund. Præsterne skal turde at brænde nallerne. For det er jo ikke sikkert alle lige synes det var dét spørgsmål man skulle sætte lys på, eller er enige i præsten holdning.

Det er derfor ikke altid Palle Joest Andersen får så meget med fra gudstjenesten, som han kunne ønske. 

- Så var det rart, at vi under Corona-pandemien kunne få gudstjenesten overstået på 30 minutter, siger han med et glimt i øjet.

Palle alene 

Palle Joest Andersen er i det polemiske hjørne denne dag, men grundlæggende mener han at 55 minutters søndagsgudstjeneste er et "formidabelt" tilbud, som mange flere ville få glæde af, hvis de kom. 

Men det bekymrer ham, at der mange steder i landdistrikterne er langt mellem de besøgende om søndagen. 

- Jeg besøgte et nabosogn en søndag, hvor det bare var Nutcha og jeg plus én anden kirkegænger, og så fire ansatte. Den holder nok ikke på den lange bane. Og så tænker jeg på min far, og ordene om at passe på byens ældste hus. Jeg stiller mig selv spørgsmålet, 'hvad skal vi gøre, så der er andre end mig på 59 år eller ældre, der kommer’. Når jeg har fundet svaret, så skal jeg nok fortælle dem (red: folkekirken) det. 

Palle Joest Andersen er sikker på at det moderne menneske kan få stor glæde af kirken, uanset om man er troende eller ej. Men den travle hverdag og det uoverskuelige antal valgmuligheder i livet, er med til at gøre kirken usynlig for mange. 

Mange ikke-troende er desuden meget berøringsangste over for at diskutere åndelighed, oplever han. 

- De unge har sgu da ligeså god tid som mig til at gå i kirke. Men folk er mætte og fyldt op af sociale medier, og vi kan vælge og vrage frit mellem alle muligheder, eller stå i nakken af hinanden, og se nogle køre på cykel (red: Tour de France i Danmark startede dagen efter interviewet blevet lavet). Det er stressende for unge mennesker, med så mange muligheder, så hvordan finder de ud af, at i kirken er der fred? Moderne mennesker er rastløse, og skal gerne berige andre med hvad vi har oplevet af eksotiske ting på sociale medier. Det skal helst være en ferie, som ingen andre har prøvet. Der er pres på hele tiden. Hvorfor ikke berige hinanden med noget vi har oplevet oppe i hovedet. Mange flere mennesker kunne have glæde af en åndelig diskussion, om de store eksistentielle spørgsmål i livet.

Palle Joest Andersen har tydeligvis en længsel efter at møde ligesindede, der har lyst til at diskutere livets store spørgsmål, men der bliver længere og længere mellem snapsene. 

- Jeg kan sgu ikke finde ret mange mennesker længere, der gider diskutere religion og tro. Måske er jeg for provokerende, for folk slår op i banen. Jeg kunne selvfølgelig starte en bibelkreds, siger Palle med et smil på læben. 

Palle synes ikke det vigtigt, om folk tror på Gud, når de kommer i folkekirken. For få år siden ville han endda selv have stået stejlt på, at der umuligt kunne findes en Gud. Dén opfattelse har han også langsomt fået rokket ved de seneste år. 

- Jeg tror på en eller anden form for guddommelighed; at der er noget, som jeg ikke kan forstå, og som jeg ikke behøver at kunne forklare. Jeg så på min far, at troen var en stor del i hans liv. Måske vokser den sig også større i mit liv, det ville jeg blive glad for, hvis den gjorde, siger Palle Joest Andersen.

Artiklen er udkommet i Aalborg Stiftsbog 2022. Find hele stiftsbogen her