2021
Nyheder

Biskoppen: Folkekirken må i denne situation ikke udstråle frygt, men tro og mod

Nye restriktioner træder i kraft søndag den 19. december 2021 kl.8. Det gælder også for folkekirken. Tak, for at I er der. Tak, for at I håndterer det, lyder det fra biskop Thomas Reinholdt Rasmussen til stiftets kirker.

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen i jakkesæt og slips


Kære menigheder, menighedsråd og præster.

Det er blevet endnu en jul med restriktioner. Men heldigvis kan kirkerne holdes åbne. Og restriktionerne har vi haft før, så dem kender vi. De er til at have med at gøre. 

Få et overblik over restriktionerne.

Vi vender tilbage til arealkravet. Det har folkekirken dygtigt håndteret før, og det gør vi igen. Det er også med til - sammen med kravet om coronapas - at skabe tryghed ved gudstjenester og handlinger.

Det kan betyde, at vi er nødt til at justere særligt på gudstjenesterne juleaften. Men her har jeg fuld tillid til, at stiftets menighedsråd og præster, sammen med personalet, kan håndtere dette, så det kan gøres med både munterhed og ordentlighed. Der er plads til skønsomhed og lokale hensyn i afviklingen af juleaftens gudstjenester.

Folkekirken må i denne situation ikke udstråle frygt, men tro og mod, og være klar til at være til stede også i denne tid. Julens gudstjenester skal være for så mange som muligt - under de vilkår, der nu er udstukket. Det er også væsentligt, at vi ikke pålægger hinanden yderligere restriktioner end dem, myndighederne har fastsat. Der skal være plads til de mange under de regler, der nu er. 

Vi er naturligvis alle påvirkede af situationen, men vi skal sammen tale glæden op, ikke frygten.

Englen sagde til hyrderne på marken, at de ikke skulle frygte, for der blev forkyndt dem en stor glæde, der skulle være for hele folket. Lad os synge med på det omkvæd, for sådan er det også i år.

Tak, for at I er der. Tak, for at I håndterer det. For selvfølgelig bliver det jul.

Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen