Beretning for 2024 ved årsmøde den 07.03.2025 for Den Danske Kirke i Udlandet – Aalborg Stift
Verden forandrer sig med hastige skridt – og i disse uger sker forandringerne næsten time for time, men godt at der stadigvæk findes nogen stabilitet, og her tænker jeg på, at vi igen er samlet til årsmøde i marts måned. Dog er der også sket ændring med vores organisation. Navnet er ikke mere De Danske Sømands- og Udlandskirker men Den Danske Kirke i Udlandet. Det vender jeg tilbage til senere.
Bestyrelsen var samlet i Sulsted Sognegård den 12. februar for at forberede årsmøde 2024, som startede i Sulsted Kirke den 15. marts. Tidligere Sydslesvigprovst Viggo Jacobsen stod for andagten i kirken, og sognets næstformand Axel Lottrup fortalte om kirkens historie samt de prægtige kalkmalerier.
Derefter kørte vi til sognegården. Efter spisningen fortalte Viggo Jacobsen om sit virke som præst i udlandet. Første embede var ved Sømandskirken i Rotterdam, hvorefter Viggo Jacobsen blev ansat ved Ansgar Kirke i Flensborg og fortsatte som præst og senere provst ved Helligåndskirken også i Flensborg. Det spændende foredrag gav et godt indblik i, hvilke udfordringer man stilles overfor, når man bliver ansat i en kirke udenfor Danmark, og Viggo Jacobsen gav også et fortrinligt billede af udfordringerne i Sydslesvig i de mange år, som han havde boet og arbejdet i Flensborg.
Herefter fulgte generalforsamlingen. På valg var Kristinna Brejner, som havde fået stilling som præst i Slesvig og var flyttet til Tyskland. Peter Sand ønskede ikke genvalg. Bestyrelsen havde besluttet at arbejdet kunne klares med 5 bestyrelsesmedlemmer, hvorfor der ikke var nyvalg til bestyrelsen.
Provst Mette Moesgaard Jørgensen blev valgt som suppleant, og Mette var i forvejen med i bestyrelsen som observatør, da Stiftsrådet havde besluttet at have en observatør i alle udvalgene under Aalborg Stift.
Revisor Edmund Jensen, V. Hjermitslev blev genvalgt.
Den 31. maj – 1. juni stod jeg igen på DSUK’s stand under Landsforeningen af Danske Menighedsråds årsmøde på Nyborg Strand, og det var igen en god oplevelse at fortælle om arbejdet i de danske kirker i udlandet.
På det følgende bestyrelsesmøde i juni måned konstituerede bestyrelsen sig med Ole Stevns som næstformand, Jytte Lind Kobstrup som kasserer, Rita Moore som sekretær, Poul Venø som menigt bestyrelsesmedlem, og jeg fortsatte som formand.
På mødet besluttede bestyrelsen at takke ja til et tilbud fra kirken i Nykøbing Mors om, at man kunne præsentere brochurer om DSUK’s arbejde på en stand under Kulturmødet på Mors, som skulle finde sted sidst i august måned.
Vi fandt også frem til de 5 personer, som skulle repræsentere foreningen ved DSUK’s repræsentantskabsmøde på Nyborg Strand den 30. og 31. august.
Sidst i juni måned var der teams-møde for stiftsbestyrelsernes formænd- og næstformænd, og her fortalte DSUK’s formand Anne E. Jensen om planerne for et nyt navn til vores organisation.
DSUK’s Lands- og Repræsentantskabsmøde fandt som sagt ovenfor sted på Nyborg Strand. Ole Stevns og jeg deltog i et møde for alle stiftsbestyrelsernes formænd og næstformænd, og alle bestyrelsesmedlemmer samt 3 ægtefæller deltog både i lørdagens landsmøde med foredrag samt fejringen af 20-året for DSUK ved en flot festmiddag lørdag aften. Søndag var der repræsentantskabsmøde, hvor man vedtog at ændre organisationens navn til Den Danske Kirke i Udlandet, og der var også ændring af vedtægterne. Bl.a. står der ikke mere i vedtægterne, hvordan reglerne er for arbejdet i Danmarks. Disse regler bliver fremover fastsat af bestyrelsen for Den Danske Kirke i Udlandet. – For god ordens skyld vil jeg nævne, at dette årsmøde samt dagsorden er indkaldt iht. teksten i de tidligere vedtægter.
Som tidligere var det positivt at være med til lands- og repræsentantskabsmødet på Nyborg Strand, fordi vi igen fik et godt indtryk af, at vi er med i en organisation, som er repræsenteret i store dele af verden, og hvor vigtigt et arbejde der udføres af alle udsendte præster og juniorassistenter samt alle lokale kirkeråd og ansatte ved kirkerne. Især var det spændende at høre indlæg fra de udsendte præster, hvor de fortalte om deres arbejde, som slet ikke kan sammenlignes med jobbet som præst i Danmark.
Den 4. november samledes bestyrelsen hos Jytte i Åbybro, og vi begyndte at planlægge dette årsmøde samt drøftelse af, hvordan vi kunne støtte sømandskirken i Gøteborg ved igen at hjælpe til ved julebasaren, som fandt sted den 23. og 24. november. Poul, Mariann og jeg drog afsted, og vi fik igen det indtryk, at de var glade for vores hjælp. Denne gang havde Poul og Mariann støvet rundt et par måneder efter gode tilbud hos alle supermarkeder i Frederikshavn, hvorfor der i år var billige indkøb til videresalg i basarens butik. De mange flæskestege og stykker ost blev revet væk. De billige indkøb i Danmark var en af grundene til, at basaren gav større overskud end i 2023, og da det regnede begge dage, var der virkelig mange besøgende, som valgte at gå i ly for regnen. Vi kunne se, at mange kom og spiste smørrebrød både lørdag og søndag.
Som jeg har nævnt i min beretning for de seneste år, har bestyrelsen været engageret i at kontakte alle de sogne i Aalborg Stift, som endnu ikke var medlemmer af Den Danske Kirke i Udlandet. Vi startede i 2021 og dengang var der 86 sogne, som ikke var medlem. Vi er næsten færdige, og det foreløbige resultat er, at vi har fået 22 nye sognemedlemmer dvs. en succesrate på 25%. Og det er vi faktisk både glade for og også lidt stolte over. Da vores forening får 5% af det beløb, som sognene i Aalborgs Stift indbetaler i kontingent, betyder det også flere penge til aktiviteter.
Jeg vil slutte med at takke bestyrelsen for det gode samarbejde i årets løb, og jeg håber, at der er spørgsmål til beretningen.
Tak for ordet.
Birgit Hjortlund, den 1. marts 2025.