Luk. 12,13-21
Der står nogle ord i dagens epistel, som peger på noget vi skal forsamle os om i dag. Ord, som apostlen Paulus skriver til Timotheus. Han skriver, at tomhændet kom vi til verden og tomhændet skal vi gå ud af den.
Vi skal lade os nøje, som han skriver.
Vi skal lade os nøje, og ikke sætte mere i bevægelse end vi måske lige synes er påkrævet lige nu.
Måske er det at nøjes ikke noget, der er i særlig stor kurs lige nu og i vor tid. Eller rettere: måske er der sket noget i de sidste par år, så at nøjsomheden er kommet tilbage.
For der er sket noget på baggrund af corona og verdenskrise. Der er sket noget ved vores måde at betragte verden på. Det er som om, at vi er ved at finde ind til en ny erkendelse om, at vi er nødt til at fastholde en vis nøjsomhed, for at vi alle kan være og verden kan være her sammen med os.
Der lyder jo ellers så opgivende; det at nøjes. Det lyder som om, at vi slipper det hele og ikke ønsker at gøre krav og fordring på verden og på det liv, der er givet os. Men måske er det at nøjes netop en dyb respekt for alle gode gaver, og for alt, hvad der gives. At gaverne er mere end rigeligt.
Således falder kirkeårets tekster på denne søndag fint i tråd med mødets tema om bæredygtighed. Det er et begreb, der i høj grad kræver nøjsomhed, så at vi alle kan være her.
Og der er noget med det tomhændede, som Paulus taler om. At vi kommer til verden med tomme hænder, og når vi forlader verden, så kan vi intet tage med os herfra.
Vi har tomme hænder, og alt hvad vi får, har vi fået givet. Alt er skænket. Alt af nåde.
Og det er den store øvelse; at vi forstår, ja mere end det at vi tror, at alt er af nåde. At alt skænkes, og vi er kun modtagere af denne verdens rige gaver.
Således forsætter Jesu ord epistlens tale i dag han siger, at et menneskets liv ikke afhænger af, hvad det ejer, selvom det har overflod.
Overflod er tilsyneladende ikke kun et problem i vor tid, men også et problem på Jesu tid i antikken.
Men ordene peger også på noget andet, og det udfoldes gennem fortællingen om den rige bonde, der fylder sine lader.
Og man kan jo faktisk godt forstå bonden. Man kan godt forstå hans bevæggrunde og hans glæder over at høsten er i hus. Han glædes ved, at han er kommet sikkert i havn og hvem kunne ikke glædes ved det?
Men igen: tomhændet kommer vi ind i verden og tomhændet går vi ud af den. Hans liv kræves af ham, og de fulde lader står der til ingen verdens nytte.
Den rige bonde erfarer på den hårde måde, at der er forskel på bæredygtighed. Laderne og alt hvad er høre til dem bære ham ikke gennem livet og slet ikke gennem døden.
Det betyder ikke, at vi skal slippe alt og leve som asketer. Det er der ikke nogen, der får noget ud af. Slet ikke vores næste, som har behov og brug for at vi har overskud og midler til at elske. Askesen er der ingen der får glæde af. Men mere det at se hinanden som mål og ikke som middel for vores liv.
Måske er det det ordet bæredygtighed peger henimod? Det peger på, at vi ikke selv bærer eller skal bære, for vi er båret. Og det er måske det, den rige bonde overser, da han ikke høre ordene om, at tomhændet kommer vi ind i verden og tomhændet går vi ud af verden?
Vi er båret og de tomme hænder kan kun modtage. Vi er båret, og vi kan ikke bære os selv hverken gennem livet eller gennem døden. Vi er båret, og det er det vi skal tro, for at kunne frigives til at bære hinanden. Tage vare på hinanden. Tage vare på det, der er os givet.
Således foldes vi ind i beretningen om den rige bonde. En beretning, vi sagtens kan forstå og sagtens kan sætte os ind i, form hvem vil ikke gerne sikre sig, og sikre, hvad man har?
Men det afgørende er, at det sker i troen på at vi er båret af noget andet end de fyldte lader. De fyldte lader skal grundlæggende være til at tage vare på hinanden med.
Vi er båret.
Der er ordet. Ordet om, at vi grundlæggende hører til hos den Gud og Herre som har skabt os og forløst os. Ordet om, at vi er båret, så at vi tør at vove det at bære hinanden og endog sætte hinanden fri til at vide sig båret.
Det er det det handler om. At vide at tomhændet kommer vi til verden og tomhændet går vi herfra. Og midt i det modtager vi alt af nåde fra den rige Gud, der bærer alt i sin hånd. Og så dig og mig, når vi erfarer, at vi fylder vores lader og livet i samme øjeblik rinde os af hænde, så står Gud tilbage, der bærer den, der ikke bærer sig selv; altså enhver af os midt i vores sorrig og glæde. Enhver af os, der prøver at finde ud af livet. Alle som en af os, der trænger til Guds nåde i Jesus Kristus.
Amen
