Sidst på året 2022 fik landet en ny regering, og derved også et nyt regeringsgrundlag.
Grundlaget blev selvfølgelig studeret i vidde kredse og også i Aalborg stift. Det sprang i øjnene, at regeringen anerkendte kristendommen og folkekirkens store betydning for sammenhængskraften i landet, men også, at man ville ”afskaffe en helligdag”, som det blev udtrykt.
Først troede jeg faktisk, at man havde skrevet forkert og mente en fridag, for helligdage er jo ikke statens område. De hører under folkekirkens forkyndelse med den opdeling i tankerne, som blandt andet er udtrykt i en af folkekirkens grundlagsbekendelser: confessio augustana artikel 24, hvor statens område er tvang over kroppen ved lovgivning og lignende, og kirkens område er fri forkyndelse til samvittighederne.
Folkekirken er i grundloven defineret som evangelisk-luthersk, og det betyder, at kirken ikke har verdslig magt. Omvendt betyder det også, at staten ikke blander sig i forkyndelsen. Talen er med andre ord fri.
Men her overtrådte staten det princip og blandede sig i forkyndelsen. For der var ikke sket en fejl. Bededag blev udpeget som den helligdag, man bedst kunne undvære, så derfor skulle den afskaffes.
Det fik den såkaldte bededagsfejde til at bryde ud i begyndelsen af året. Man må sige, at rigtig mange medier havde forstået fejdens omfang, og der blev også givet taletid til Folkekirken.
Jeg mener ikke, man skal svinge sig op til at tale om grundlovsbrud i denne uskønne sag, men man kan godt tale om et brud på den skønsomhedstradition, hvor staten lod det folkelige rum være i fred. Den blev brudt.
Der er ingen tvivl om, at staten kan det, som den valgte at gøre. Spørgsmålet er om den skal det?
Mit og mange andres budskab i offentligheden handlede da heller ikke isoleret set om en helligdag, men om hvilken stat, vi vil have. For hvilken stat dukker op bag ved afskaffelsen af en helligdag?
Det blev debattens omdrejningspunkt, som på trods af alle protester og indsigelser altså endte med, at staten afskaffede en folkekirkelig helligdag og derved de facto skrev folkekirkens alterbog. Det er uhørt. Og det er en sag, vi ikke vil slippe, for det er så afgørende for vores samfund, at vi alle respekterer den fine linje mellem verdslig magt og forkyndelse. Den skal fastholdes, og vi skal gøre alt for, at den bliver det.
Hvis der kom noget godt ud af denne sag, må det være, at politikerne trods alt opdagede, at politik ikke kun afgøres på Christiansborg, men at der også er et civilsamfund at tage hensyn til.
Jeg mener, at stat-kirke-forholdet er et godt og nødvendigt forhold, ikke kun for vores kirke, men også for staten. Det er en god afbalancering af forholdet.
Kirke og stat skal være sammen; særligt for statens skyld. Men det har vakt nogle overvejelser hos mig om Grundlovens såkaldte løfteparagraf, nemlig grundlovens paragraf 66, hvor det udtrykkes, at ”folkekirkens forhold ordnes ved lov”.
Dette er gennem tiden udfoldet i tanken om, at folkekirkens forhold ordnes ved love. Det fungerer, når staten respekterer skønsomheden, men bededagsfejden har vist, at det gør regeringen ikke. Derfor er spørgsmålet nu, om paragraf 66 skal aktiveres i den hensigt, som den er ment? Paragraf 4 i grundloven knytter folkekirken til staten. I paragraf 66 kunne man på samme tid skelne folkekirken fra staten.
Det er i hvert fald et spørgsmål, som vi er nødt til at tale om.
For mig er essensen i bededagsfejden, som altså endte med bededags afskaffelse, det grundlæggende spørgsmål: hvilken stat er det, der dukker op, når røgen har lagt sig? Hvilken stat ser vi?
Det er det spørgsmål, alle skal stille sig selv, og om det virkelig er en stat, man ønsker sig?
Bededag er afskaffet som nødvendig kirkedag. Heldigvis er præster og sogne stillet frit til, hvilke gudstjenester man ellers vil holde; man kan jo holde alle de særlige gudstjenester o.l. man vil.
Derfor er anbefalingen herfra, at vi på bededagsaften holder gudstjeneste og måske derefter samles om de varme hveder, så vi folkeligt kan holde gudstjenesten og traditionen i live. Men det er naturligvis noget, som hvert sogn og hver kirke må afgøre for sig.
Tal om Aalborg stift
Vi hører tit, at folkekirken er i krise, kirkebænkene er tomme, og medlemstallet er i frit fald. Det er nu ikke helt sandt.
I 2022 havde vi 30.000 kulturelle arrangementer i vores kirker. De omfatter blandt andet *gudstjenester, koncerter, foredrag, oplysende aftener og teater for børn.
Det gør folkekirken til den vel nok største kulturudbyder i Nordjylland. Her belyses, tænkes og tales om livet.
Optællingerne viser også, at der i samme periode i gennemsnit var 43 deltagere pr. gudstjeneste. Selvom det selvfølgelig dækker over lokale variationer fra små kirker med færre deltagere til andre kirker med flere, så må alene det tal sige os, at kirkerne ikke er tomme.
Det betyder ikke, vi skal slå os til tåls med det. For sandt er det, at der er nogle kirker, som af særlige grunde kan have lav tilslutning. Der findes kirker, som er nødlidende, og her må vi sammen tænke på og arbejde med, hvad vi kan gøre for, at de også bruges og slides på.
De nyeste tal for Aalborg stift viser en medlemsprocent på 81,1. Fraregner vi flygtninge og indvandrere, som oftest har en anden trosretning, er medlemsprocenten i Aalborg stift 88,9.
Det kan der siges meget om. Man kan sige, at folkekirken i Nordjylland er god til at holde på sine medlemmer. Man kan også sige, at vi er dårlige til at være kirke og udbrede kendskabet til alle de nye borgere, der kommer til vores land.
Det skal vi simpelthen være bedre til, hvis vi vil være folkekirke; altså kirke i og med det folk, vi er i blandt, og lige så længe, vi er dårlige til det, vil det være medvirkende til, at medlemsprocenten falder.
Det skal vi sætte ind overfor. Det har biskopperne blandt andet gjort med forslaget om dobbelt medlemskab, som stadig ligger i Kirkeministeriet, men også lokalt har vi en opgave med at invitere en bredere del af befolkningen ind.
Men ellers må vi sige, at stiftet med 88,9 procent medlemskab blandt etniske danskere ligger flot – også i forhold til resten af landet.
Aalborg stift har altid haft mange frikirker og frie kirkesamfund, og derfor har medlemsprocenten altid ligget omkring 90 procent. Det nye i vore dage er, at ikke-medlemmerne heller ikke er medlem af andre kirker. Det kan være en udfordring, at vi i højere grad taber et sprog for det åndelige aspekt og for de store fortællinger.
Samtidig oplever vi, at befolkningen i Aalborg stift rykker mod øst. Der er i grove træk affolkning i vest og tilvækst i øst. Det sætter præstefordelingen internt i stiftet under pres, for ofte er det sådan, at folk i de tyndere befolkede områder i høj grad bruger deres præst, og man skal bestemt også have en præst. Samtidig vokser nogle sogne i øst med så eksplosiv hast, at det med kirkelige handlinger er svært at følge med.
Vi oplever ligesom flere andre stifter, at ansøgerantallet til præsteembeder er lavt, og at det er meget svært at få ikke-tjenestemandsstillinger besat.
Det udfordrer os. Og det er for mig at se en af de mest pressende organisatoriske og strategiske udfordringer i Aalborg stift. For hvis der ikke for alvor tages fat nu, og det ikke løses med overblik og indsigt, så kommer det til at sætte dagsordenen for os mange år frem i tiden. Der bliver så at sige prioriteret bagom ryggen på os. Og tallene viser, at fra 2027 bliver præstemanglen kun mere omfattende.
Vi er nødt til at finde en løsning på dette, og det arbejdes der også på i forskellige fora i folkekirken, hvor også Aalborg stift er med om bordet.
Arbejde integreret i Aalborg stift
Aalborg stift udfører forskelligt arbejde for folkekirken på landsplan. I planafdelingen, som screener lokalplaner og lignende, udføres det første arbejde med undersøgelse af placering af vindmøller, solceller parker o.l. for alle landets stifter
Lad mig i den forbindelse gøre det helt klart, at folkekirken arbejder for den grønne omstilling. Vi er allerede langt fremme med den proces. Så når folkekirken må foretage indsigelser mod f.eks. opstilling af vindmøller, så er det ikke imod mod den grønne omstilling. Men det er en forvaltning af den opgave, som man politisk har pålagt os: at forvalte kulturarv i det åbne land.
Det er altså ikke, som Kommunernes Landsforening, KL, lidt ufint har antydet, folkekirken som kirke, der har noget imod vindmøller. Enhver med fornuft og indsigt kan høre, at det ikke er en funktion af evangeliets forkyndelse at forvalte vindmøllesager.
Det er en statslig forvaltningsopgave, som stiftet udfører som myndighed. Og lad mig sige, at vi her i stiftet ingen indsigelser har haft de sidste to år. På landsplan har vi kun haft 25 de sidste ti år. Når man tænker på antallet af sager generelt, fristes man til at sige: rolig nu.
Indsigelsesretten er et incitament til at gå i dialog, så vindmøller og lignende kan få den bedste placering til gavn for os alle. Vi taler os med andre ord frem til gode placeringer, også efter indsigelser.
Hvis vi ikke har indsigelsesretten, kan man sagtes tænke sig til, at lysten til dialog fra kommunernes side vil være mindre. Spørgsmålet, som KL og alle vi andre bør forholde os til, er i stedet: hvor meget skal kulturarven fylde i forhold til den grønne omstilling?
Et andet område, hvor Aalborg stift udfører opgaver på landsplan er Sjælesorg på Nettet, som er folkekirkens digitale tilbud som sjælesorg. Projektet er forankret her hos os, men er landsdækkende. Projektet ledes af sognepræst Pernille Hornum.
Også folkekirkens intranet – kaldet FIN – er forankret her hos os. Det fik vi i gang helt efter planen 12.april i år, og lad man blot bemærke, at her er faktisk et offentlig IT-projekt, der kommer i gang til tiden, og som virker.
Det har været et slidsomt projektarbejde, og nu arbejdes der på at gå fra projekt til drift. Projektleder Jenny Hvid skal have en stor tak for, at projektet er så godt kørende, som det på nuværende tidspunkt er muligt.
Som en udløber af, at biskopperne i 2016 nedsatte et større liturgisk forarbejde, nedsatte regeringen på biskoppernes foranledning en dåbskommission.
Kommission har fået undertegnede som formand og er således også forankret i Aalborg stift. Kommissionens opgave er i første omgang at undersøge, om der skal laves et nyt dåbsritual, og i givet fald, så udarbejde et nyt ritual. Det nuværende dåbsritual er fra 1912 og har været i anvendelse til i dag med enkelte små justeringer.
Derudover skal kommissionen udarbejde diverse vejledninger til dåb i højmessen, konfirmanddåb o.l.
Det er klart, at der har stået en del debat om dåben, og særligt det teologiske spørgsmål om, hvorvidt man bliver Guds barn i dåben. Det er det såkaldte sakramentale spørgsmål. Og kommissionen har som en af sine udsætninger, at dåben er et sakramente, så dåben er frelseshandling, hvilket er slået fast både i folkekirkens bekendelsesskrifter og af landsretten i den såkaldte Snedsted-sag tilbage i 1990’erne. Men det glædelige budskab om at blive Guds barn, kan jo også vække frygt for skæbnen for dem, der er uden for dåben.
Nu er opgaven altid at forkynde det glædelige budskab. Opgaven er ikke at sætte skel. Spørgsmålet om, hvem der er uden for, og hvem der er inden for er ikke, hvad man teologisk set kan kalde syndens spørgsmål.
For en af dåbens opgaver er jo netop at ophæve skellet, og derfor er den døbtes opgave i videste forstand at gøre sig solidarisk med den fortabte. Set indefra i dåben er vi alle lige. Her ophæves skellet. Det er dåbens storhed. Det er evangeliets storhed. Her ophæves spørgsmålet.
Det er en stor og spændende opgave, der skal løses med Aalborg stift i spidsen. Hvis der skal udarbejdes et nyt ritual, skal det fremlægges til afprøvning i kirkerne primo 2025 – altså om halvandet år – hvor det kan afprøves.
I løbet af året kan man aflevere høringssvar uanset, om man har prøvet ritualet eller ej. Kommissionen skal behandle høringssvarene i 2026 og efterfølgende præsentere et nyt ritual for Majestæten i begyndelsen af 2027. Det er opgaven.
Et andet projekt, som folkekirken har været involveret i, er projektet om differentieret vedligehold af middelalderkirkerne. Projektet er ikke forankret i Aalborg stift, men folk fra stiftet har været dybt involveret i det, herunder provst Mette Moesgaard fra Mors, som hermed takkes for arbejdet.
Middelalderkirkerne er en meget stor og væsentlig kulturarv, og deres vedligeholdelse påhviler alene folkekirken. Det kan være en stor opgave at løfte især i mindre tyndt befolkede egne, der paradoksalt nok ofte rummer flest kirker.
Hvad gør man? Det er rettidig omhu at undersøge det nu.
Selvom det kan være vanskeligt, og der er mange forskellige instanser inde over vurderingerne, så har vi høstet mange erfaringer gennem projektet, og vi er kommet tættere på de forskellige interessenter.
Det er et område, der kun bliver mere påtrængende i årene, der kommer. Igen: hvorledes vil vi prioritere vores midler?
Jeg tror ikke, vi skal forstille os, at der kommer flere udligningsmidler fra rigere provstier. Alene et provsti som Gentofte Provsti i Helsingør stift bidrager med cirka halvdelen af sin ligning til fælleskassen. Der kan ikke hentes flere midler. Vi er nødt til at tænke nyt. Og det er et projekt som differentieret vedligeholdelse med til.
Hvad er folkekirken her for?
I moderne tid er traditionens argument blevet mindre tungtvejende. Vi lever i en tid, som ikke lader sig vejlede af traditionen, men af andre argumenter. Derfor kan en institution som folkekirken heller ikke blot hvile på traditionen. Det dør vi af.
Evangeliet er, at alt er nyt, og derfor er det heller ikke en ordentlig måde at forvalte evangeliet på at gøre det til fortid.
Mennesker i vore dage vil vide, hvad vi er her for. Hvad bidrager folkekirken med til det fælles? Det er spørgsmålet. Hvad bidrager I med? Og her skal vi godt nok ikke tøve. Her skal alle både præster og menighedsråd og ansatte kunne svare, og svaret behøver ikke være ens, for der kan være forskellige synspunkter, men vi skal kunne svare, og vi skal ville svare, også på eget initiativ.
Folkekirken bidrager jo med både begravelsesvæsen, uddannelse, oplysning og dannelse. Med 30.000 kulturelle arrangementer i 2022 er vi som sagt Nordjyllands vel nok største kulturudbyder. Men grundlæggende er folkekirken her for håbets skyld. Håb til spæde døbte, håb til forældre, håb til mennesker på vej gennem livet, håb til dem, der tager afsked med deres kære.
Det er for mig at se folkekirkens egentlige bidrag. Håb – håb og trøst.
Samtidig må folkekirken være det sted, hvor vi ser på folk med værdighed. Hvor værdighed netop ikke er noget, vi skal skabe selv, og slet ikke noget, der kommer indefra, så kun de stærke kan mønstre det, som værdighed gives os. Og folkekirken må insistere på, at værdighed også findes hos den syge, hos den døende og hos den trængende.
Der var værdighed i en beskidt krybbe i Betlehem julenat, og der var værdighed på et kors på Golgata. Således skal vi også se på hinanden. Som de, der trods alt gives værdighed.
Men også, at vi vedvarende ser på hinanden med værdighed i det arbejde, vi skal udføre, hvad enten det er som præst, organist, graver, kirkesanger, kirke- kulturmedarbejder eller menighedsrådsmedlem. Vi er simpelthen forpligtet til at sørge for et godt arbejdsmiljø for hinanden.
Et af redskaberne til dette er den omfattende trivselsundersøgelse af folkekirkens ansatte, der er sat i gang her i efteråret. Det bliver spændende at se, hvad den siger, og det bliver endnu mere spændende at få det udfoldet til gavn for os alle. Det skal der være midler til.
Enhver skal kunne gå på arbejde i folkekirken med glæde og værdighed, og det kræver, at vi har et godt arbejdsmiljø. Det kræver også god ledelse, som vi diskuterede på et seminar i Folkekirkens Hus i september.
Initiativet var taget af formand i Vodskov Kirke, Hans Jørgen Dalum, og det er vigtigt, at netop viljen og initiativet til at finde gode løsninger for arbejdsmiljøet lige så vel kommer fra menighedsrådene og de ansatte som fra mig og provsterne. Det prioriteres højt, og det skal prioriteres højt af alle.
Resultatet af trivselsundersøgelsen kommer i foråret 2024.
Fremtiden
Når vi ser på den nære fremtid, så ligger der mange gode opgaver, som jeg allerede har beskrevet. En af de større opgaver er at forsøge at beskrive, hvorledes vi er folkekirke om ti år - i 2033.
Som opfølgning på vores velbesøgte ledelsesseminar inviterer Aalborg Stift i november til en visionsaften for stiftsråd og provstiudvalg, som skal sætte samtalen i gang. Planen er, at visionsaftenen efterfølges af lignende og andre initiativer.
Folkekirken er levende, og selvom vilkårene ændrer sig, skal folkekirken også være en levende og nærværende kirke i 2033.
Det er så ganske afgørende, at vi fastholder forholdet mellem kirke og folk. Vi må ikke spærre os inde i en boble, hvor vi taler et sprog, omverdenen ikke forstår, og refererer til en virkelighed, der er tømt for erfaring. Fortællingerne skal hænge sammen.
Som noget helt konkret skal vi have menighedsrådsvalg i 2024. Der fornemmes en større udskiftning i menighedsrådene, og det er mit håb, at vi får god erstatning for de gode folk, der gennem årene har gjort et stort arbejde for folkekirken. Det skal de have tak for.
Vi skal have valgt nye menighedsråd, der kan og vil være med til at bære folkekirken videre ind i fremtiden, og som er med på at tænke nyt om kirke, sogn og struktur.
Der skal tales nye medlemmer ind i rådene, og jeg glæder mig til at møde alle de nye folk.
Tak
En af de store glæder som biskop er at komme rundt i stiftet, og tak for de mange gode møder i sognegårde og kirker. Det er jeg virkelig glad for.
Aalborg stift er et vidtstrakt stift, og befolkningen og kirkelivet kan være forskelligt fra egn til egn. Samtidig er det afgørende, at vi ser os som en helhed fra Skagen til Hadsund og fra Læsø til Vestervig.
I mange år er det blandt andet blevet udtrykt i stiftsbogen, som i en årrække er blevet redigeret af provst Niels Christian Scheel Lassen, der skal have en stor tak for sit store og kompetente arbejde med bogen. Det er en flot bog.
Alligevel har provstemødet og stiftsrådet nu besluttet at nedlægge stiftsbogen. Ting har sin tid. Men det er på samme tid afgørende, at andre initiativer kan ”sy stiftet sammen.” Det klares ikke af et ellers på mange måde meget veldrevet facebookfeed alene, og vi er åbne for idéer.
Tak også til menighedsrådene for aldrig svigtende opbakning i arbejdet, særligt ved præsteansættelser, som tages meget alvorligt i sognene.
Tak til stiftsrådet for godt og inspirerende samarbejde, og til formand Karsten Konradsen, for kærlighed til folkekirken og vilje til at føre det ud i livet.
Tak til præsterne for sikkert arbejde og arbejde fyldt med ideer og initiativ. Tak til provsterne for uvurderlig sparring og samtaler og sikker forvaltning af folkekirken.
Tak til stiftsadministrationen og alle dets ansatte med stiftskontorchef Helle Hindsholm i spidsen. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre uden jer. Tak til bispekontorets to sekretærer, som til tider må gribe noget mærkelige opgaver og lægge ører til lidt af hvert.
Tak til stiftamtmand Trine Hede samarbejdet. Det er simpelthen en fornøjelse af arbejde med et så vidende og muntert menneske.
Folkekirken i Nord- og Nordvestjylland – Aalborg stift – er levende og nærværende. Det skal vi blive ved med at være.
Vi skal huske, at vi arbejder under nådens fortegn. Det skal vi huske hinanden på, når vi møder trælse og triste tider, og når vi møder glædelige og givende.
Vi er jo med apostlens ord medarbejdere på hinandens glæde.
Tak.
Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, 29. september 2023.
*Præciseret 30.01.24: Indsat "Gudstjenester"
