Med udgangen af oktober 2021 gik stiftets 58. biskop Henning Toft Bro på pension. Han skal her takkes meget for det store arbejde, han har gjort for stiftet og folkekirken, hvor bare Folkekirkens Hus og projektet Sjælesorg på Nettet, er områder, der bærer hans gode aftryk. Tak til Henning Toft Bro for god og tro tjeneste.
Ved indgang til december kunne undertegnede så træde ind i bispeembedet som stiftets 59. biskop. Indtrædelsen skete midt i snestorm og tilspidsende corona, og det sidste betød, at festlighederne omkring bispevielsen, der var planlagt til d. 12.december, måtte nedeskaleres. Alligevel blev der afholdt en både nærværende, smuk og intens bispevielse i domkirken, og selve festgudstjenesten og festlighederne måtte udskydes til 5. juni i år. Tak til hver og en af jer for opbakning og venlige hilsener.
Året er således gået med at rejse rundt i stiftet. Jeg har prædiket i stiftets 14 provstiet og også talt i lige så mange. Alle steder er erfaringen, at man er glad for at være kirke på lige netop det sted, man er. Der er stor interesse for kirke og kristendom, og man vil kæmpe for sin kirke og for sin lokale præst. Det er godt.
Det er klart, at folkekirken i disse år er inde i de samme strukturforandringer, som resten af samfundet. Folkekirken er ikke en isoleret ø, som tidens strøm går uden om. Også folkekirken må opleve, at lokalsamfundet forandrer sig, og at handlende forsvinder, og skoler lukker. Det tvinger os til at tænke os om. Og at stille os selv spørgsmålet om, hvorledes vi er folkekirken på dette sted. Stiftets 47. biskop P.C. Kierkegaard – Sørens kloge storebror – havde gjort det til sit motto, at der ikke måtte være et sted i landet, hvor evangeliet ikke kunne høres. Et motto, som jeg gerne vil gøre til mit eget. Hvis folkekirken ikke er lokalt forankret, dør den. Folk, som de er flest, har ingen eller meget lille interesse for kirkeorganisationen, men deres lokale kirke og deres lokale præst er ganske afgørende. Det er i mødet, også nogle gange i mødet en til en, at folkekirken lever og har sin berettigelse. Det er mødet, der er afgørende. Derfor skal præsterne også huske på, at vi får betaling for at have tid nok. Vi må ikke have så travlt, at vi ikke har tid til at standse op, når et menneske kontakter os. Vi skal have tid til samtaler og møder med mennesker, for det er her også her, at folkekirken er afgørende.
Præstesituationen
En af de største udfordringer for folkekirken generelt, og sandelig også for Aalborg Stift, er præsterekruttering. Det er måske som om, at det er blevet måske lidt bedre, for det er i hvert fald glædeligt, at vi har færre embeder ude i tredje opslag, end vi havde år tilbage. Vi kan også glæde os over, at selvom at der er få ansøgere, så er de af høj kvalitet, og vi ansætter virkeligt dygtige præster i disse år.
Men det er et konstant fokuspunkt, og vi kan så også høre, at andre områder i samfundet: hospitalsvæsenet, forsvaret og andre, også spørger efter arbejdskraft.
Rekrutteringsspørgsmålet er et stadig vedvarende emne, som der allerede året igennem har været afholdt mange møder og undersøgelser om. Det holder ikke op foreløbigt, hverken i Aalborg Stift eller på landsplan.
Derfor må vi også til at gennemtænkte præsteembedet igen i disse år. Hvor mange opgaver kan vi lægge i præsteembedet? Også hvis præsten, på grund af få eller manglende ansøgere, skal dække mere end sine egne sogne. Hvad er det umistelige i præsteembedet? Hvad er præstens kerneopgaver? Hvad kan løses af andre? Det er nogle af de ting, som det tvinger os til gentænke, og derfor tvinger situationen os også til at gennemtænke præsteembedet både arbejdsmiljømæssigt og også teologisk og kirkeligt. Embedsteologien kommer for os alle i de kommende år til at stå højt på dagsordenen.
I det hele taget trænger vi til at gennemtænke embedsforståelsen og til at se præsten også som bærer af et embede, der medfører både ansvar og befrielse. Vi skal alle tage embedet på os.
Det er glædeligt, at der er åbnet en ny vej til præsteembedet, nemlig den såkaldte §1a-uddannelse, hvor man bygger oven på en i forvejen akademisk uddannelse med en treårig teologisk efteruddannelse. Universiteterne løser opgaven på forbilledlig vis, og fornemmelsen er, at de, der går på denne linje, hænger ved. Vi kan glæde os over, at vi har forholdsvis mange fra Aalborg Stift på den nye uddannelse, og håbet er selvfølgelig, at de bliver i Aalborg Stift og søger embede her, når de er færdige. Vi er i hvert fald klar til at tage imod dem. En af grundene til, at vi har så mange på den nye uddannelse, skyldes Teologisk Voksenundervisning i Aalborg Stift, og jeg vil her gerne takke bestyrelse og lærere for arbejdet og opfordre til, at man får lokale folk i sognet, der har kirkelig og teologisk interesse til at deltage. Det kan åbenbart også være en vej ind i et nyt arbejdsliv.
Det afgørende er, at de netop i kraft af en tidligere akademisk uddannelse har lært at forholde sig ret i de mange spørgsmål, der kan opstå. Og derudover bliver de skolet i teologien, som de skal fortsætte med resten af livet – lige som alle os andre. Min gamle professor på Københavns Universitet, Theodor Jørgensen, sagde, at han jo sådan set vedvarende var teologisk student. Sådan skal vi også se på os selv.
Men derfor ses der også med bekymring på regeringens nye forslag om at ændre uddannelsen fra fem til fire år, således at kandidatdelen på teologi-uddannelsen nedjusteres fra to til et år. Godt nok lyder argumentet, at der tilføres flere timer, men et universitetsstudium er ikke en skole, hvor man sidder den af i timer. Det er fordybelse og samtale, også for at skabe en teologisk kultur og et vokabular, som betyder, at man selvstændigt kan tilegne sig nye teologiske og faglige, pastorale færdigheder. Vi kommer til at gøre indsigelse mod denne reducering af uddannelsen, selvom jeg godt er klar over, at man ikke selv ser det således. Det er helt afgørende for folkekirken, og for en nærværende forkyndelse, at have dygtige og veluddannede teologer; således også præster, der er en del af samfundets uddannelsesstruktur.
Endelig er den store udfordring, at også Aalborg Stift skal afgive præstestillinger til de andre stifter. I år skulle vi afgive 1,35 stilling, og frem til 2027 skal vi afgive to stillinger mere. Det skal vi nok få løst, men det sætter naturligvis præstefordelingen under pres.
Det nye IT-skrivebord
Der arbejdes i disse år på et nyt intranet for folkekirken til afløser for den gamle digitale arbejdsplads. Projektet er for hele folkekirken og ikke Aalborg Stift, men det er forankret her i stiftet. Således bruges en del arbejdskraft her i stiftet på dette projekt.
Det afgørende er, at det er indbydende og brugervenligt, og en af de væsentlige ting er, at langt størsteparten af oplysningerne ligger i et åbent net, som således kan tilgås af alle. Man skal således ikke bruge kode og andet for at kunne tilgå det. Det er brugervenligt, og det er også indlysende, for langt størsteparten af de ting, der kan findes på intranet, er ikke hemmelige. Det er vejledninger og lignende. Kun en begrænset del, som for eksempel vedrører lønforhold, skal der bruges kode til.
Planen er, at den nye portal skal gå i luften i løbet af 2023, og vi vil således have én indgang til folkekirken. En journalist spurgte mig, om folkekirken nu skal til at tale med en røst, og det er jo slet ikke tilfældet. I lovgivningsforhold er vi selvfølgelig og forhåbentlig ens. I arbejdet med og fortolkningen af evangeliets konsekvenser er der naturligvis frihed. Men det er en anden sag, der ikke vedrører det nye intranet.
Frihedsspørgsmålet
Det får mig til at tage spørgsmålet om friheden op. Det har været omdrejningspunktet for mange af de offentlige debatter i år. Det vedrører for eksempel præsters ret til at vie personer af samme køn. Det vedrører debatten om kvindelige præster.
Det forunderlige i årets debatter er, at jeg mange gange er blevet kontaktet af journalister om disse spørgsmål, men ikke én af dem har spurgt ind til frihedsbegrebet. Det forbløffer mig lidt. Og det er også som om, at andres frihed bliver betragtet som en indskrænkning for mig. Vi mangler en grundlæggende debat om frihedsbegrebet og det gamle slagord ”Frihed for Loke såvel som for Thor”. Og samtidig en samtale om ikke nødvendigvis flertallets forhold til mindretallet, men også om mindretallets forhold til andre mindretal, for det er ofte der, det brænder på. Hvorledes forholder mindretallene sig til hinanden?
Samtidig skal vi være tydeligere i definitionen af folkekirke. Vi er ikke en statskirke, men en folkekirke, der er båret nedefra. Derfor kan staten ikke diktere præsternes forkyndelse. Præsterne vælges af menighedsrådene, der vælger den præst, som de synes repræsenterer den evangelisk-lutherske forkyndelse hos dem.
Og her er vi ved et kernepunkt: Det handler om menighedsrådenes kaldsret. Og her skal man være varsom, for det er virkelig et demokratisk maskinrum, som man nødigt skal røre ved. For hvis man rører ved det, har det påvirkning ud i andre dele af samfundet. Menighedsrådene vælger præster efter forkyndelsen og intet andet. For hvad skal en evangelisk præst måles på, hvis ikke på forkyndelsen? Hvad er der andet at sige?
Og præster har altså ikke samvittighedsfrihed, selvom det ofte siges sådan. Præster er bundet af det Ord, som de har hørt. Da Martin Luther, uden sammenligning i øvrigt, stod foran kejseren på Worms i 1521, kunne han ikke tilbagekalde sine holdninger og skrifter, for hans samvittighed var, som han udtrykte det, bundet i Guds ord.
Der er ikke tale om samvittighedsfrihed, men skal forkynde det ord, man har hørt, og man er bundet af. Men menighedsrådene har kaldsret. Det må være det afgørende argument.
Lovforslag
Jeg var inde på det nyt intranet før, og dets forankring i Aalborg Stift. Ligeledes har Aalborg Stift ansvaret for den såkaldte Planafdeling, hvis opgave er at screene nye bygningsforslag i forbindelse med opførsel af for eksempel vindmøller i nærheden af kirkerne.
Det er en ren verdslig opgave, som staten har lagt ud i stifterne, og som handler om forvaltning af kulturarv.
Dette gøres nænsomt og dygtigt, men det er også klart, at det i disse år støder mod det berettigede krav om den grønne omstilling. Også folkekirken er en del af den grønne omstilling, som er helt nødvendig. Det skal der ikke herske tvivl om. Vi må og skal både energi- og klimaoptimere. Og dette sigte er væsentligt - også for Planafdelingen. Der skal balanceres og afvejes, hvilket sker i det enkelte stift.
I sommer kom et lovslag i høring. Det var det lovforslag, som var blandt andet var en udløber af den folkekirkelige forsøgsordning, som har kørt i nogle år. Høringen var over lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi og lov om forsøg i folkekirken.
Lovudkastet åbner op for øgede samarbejdsmuligheder på kryds og tværs i Folkekirken. Det er godt. Men det har i lovforslaget nogle konsekvenser. Det åbner op for at flytte opgaver ud af sognene, væk fra det lokale, væk fra sognet. Det vil i mange tilfælde medføre øget professionalisering, og dermed behov for flere ansættelser især i provstierne og stiftet. Det vil igen medføre færre ligningsmidler i den enkelte kirkekasse.
Både stifter, stiftsråd og andre afgav høringssvar, og selv rejste jeg i mit høringssvar den bekymring, at magten i folkekirken flyttes opad. Når man løfter magten op ad, så bør tilsynet følge med. Hvis provstierne eksempelvis skal administrere bygninger (præstegårde) i stedet for menighedsrådene, så bør stifternes tilsyn udvides til at omfatte disse områder, da det også handler om f.eks. rekruttering af præster i form af ordentlige præstegårde. Stifterne bør således have samme tilsyn og indsigelsesmulighed overfor provstierne, som provstierne for nuværende har overfor menighedsrådene. Der savnes således generelt en drøftelse af stiftets tilsyn og evt. udvidede tilsyn, hvis provstiet får yderligere beføjelser.
Lovforslaget var i det hele taget båret af et særligt kirkesyn, som er fuldt legitimt, men som er væsentlig at samtale åbent om. Vi skal tale om, hvilken kirke, og derved også folkekirke, vi ønsker. For Aalborg Stift er det ganske afgørende også i et større folkekirkeligt perspektiv, at menighedsrådene fastholdes som folkekirkens omdrejningspunkt. Således anser jeg også ansættelsesretten som en central del af det at være menighedsråd. Det betyder ikke, at man ikke kan ansætte folk til den praktiske styring. Men personale ansættes i menighedsråd.
Bekendelsesskrifterne
Der har i løbet af året været en debat om folkekirkens bekendelsesskrifter. Det kan man kun hilse velkommen. Det er i en luthersk kirke ganske nødvendigt hele tiden at sætte troen på debat, så at vi ikke fastfryser i et særligt historisk udtryk.
Særligt den lutherske bekendelse Confessio Augustana fra 1530 har været under beskydning. Bekendelsen er en del af folkekirkens bekendelsesskrifter og således også det, der gør, at folkekirken er en del af Grundloven.
Jeg skal ikke her åbne for debatten igen, for den har mange forskellige facetter og sider. Men blot i forholdet til bekendelsen vil jeg nævne to ting, en særlig og en almen.
Den særlige vedrører dåben i artikel 9. Når denne artikel nævner, at dåben er nødvendig til frelse, så gør den det i et opgør med de såkaldte gendøbere, der anbragte frelsens mulighed i mennesket selv. Så når bekendelsen slår fast, at dåben er nødvendig til frelse, er det ikke et postulat om at udøbte per automatik fortabes. Sådan kan bekendelsen ikke læses. Det er et udsagn om, at frelsen er Guds alene. Det kaldes at læse i kontekst.
Og det bringer mig til en almen betragtning. Hvad er kernen i Confessio Augustana? En historisk betragtning vil måske sige artikel 7, som handler om kirken, for det er ganske afgørende for reformatorerne i den historiske situation at slå fast, at de er også kirke.
Men ellers vil man med god ret pege på artikel 4 om retfærdiggørelsen. Det er også den artikel, hvormed den evangelisk-lutherske kirke står og falder. Det handler om, at menneske uforskyldt møder Guds nåde i Jesus Kristus.
Den artikel er en strålekaster til alle andre artikler. Det er den artikel, alt andet skal måles på. Ud af den udledes kirkeforståelse, embedssyn og alt andet. Det er den artikel, der sætter rammen.
Lad os endelig debattere bekendelser og teologi. Meget gerne og lad os gøre det i en tryg for forvisning om at retfærdiggørelsesartiklen betyder, at der er vide rammer og højt til loftet. Ingen behøver at være nervøse for et bekendelsespoliti. Det ville også ligge en grundtvigsk farvet kirke meget fjernt.
Men debatten peger også på det kommende liturgiarbejde, som skal sættes i værk. I de kommende år skal et arbejde igangsættes om dåben og nadveren, men også om tilsynet, og måske nedsættes et liturgisk forum. Det bliver en spændende tid, for folkekirkens liturgi er også en del af folkekirkens identitet. Det er her afgørende, at alle inddrages i arbejdet, som vi kan udføre et godt arbejde som folkekirke. Arbejdet er i sin vorden, men i løbet af det kommende år, vil man kunne se, hvorledes det konkret udmønter sig. Det bliver spændende.
Det mellemkirkelige arbejde
Året har ikke alene budt på gode møder og gudstjenester rundt om i sognene. Det har også budt på mellemkirkeligt arbejde, som senest har udmøntet sig i et besøg fra Tanzania.
En gruppe fra kirken, der brugte to uger i Aalborg Stift, og rundt om i kirker og sogne, og var også forbi til en festlig dag og aften i bispegården.
Det er i denne tid meget betydningsfuldt, at vi også møder kirker med andre former for kirkelighed og liv end vores egen. Året har jo også budt på mødet med flygtningene fra Ukraine, og mange af stiftets kirker har åbnet deres døre for dem i form af elementær hjælp, andagter og gudstjenester. Det vil jeg gerne takke for.
Det mellemkirkelige arbejde og det økumeniske arbejde må meget gerne prioriteres i stiftet, og det ser jeg meget gerne mere af. Det er meget væsentligt, at vi møder hinanden og udveksler synspunkter. Mange af de nye borgere, der kommer til landet, er kristne, og folkekirken er nødt til, hvis den vil være folkekirken, altså kirken for og i det folk, den er i blandt, også at være kirke her. Det kan sine steder betyde en anden folkekirke end vi er vant til, men sådan må det være, når kulturer mødes. Folkekirken er kun folkekirke, når den er det sammen og med det folk, der bor i landet.
Udblik
Som konkrete arbejdsopgaver, udover præstefordelingen og liturgiarbejdet, det næste år, er ansættelse af ny religionspædagogisk konsulent. Den religionspædagogiske konsulent er en væsentlig medspiller for præster og sogne i arbejdet med undervisning, som fylder mere og mere i disse år. Og her taler vi om undervisning på alle niveauer. Det er en undervisning, som kan blive yderligere kvalificeret gennem arbejdet med den religionspædagogiske konsulent, som vi håber snart kommer på plads. Det er som sagt væsentligt arbejde. Der er ingen tvivl om, at undervisningsarbejdet kommer til at fylde mere og mere. Og det skal have vores fokus.
Desuden arbejdes der med en ansættelse af arbejdsvejleder for præsterne. Præstearbejdet kan været udfordrende, og der er behov for sparring med et dygtigt menneske, der kender arbejdet indefra. Denne ansættelse håber vi også snart vil kunne finde sted. Det er en ansættelse, som Stiftsrådet står bag, tak for det.
Vi må ikke springe fra tue til tue i tidens spørgsmål om at være folkekirke. Vi må ikke drage forhastede beslutninger om præstestillinger og deres placering. Derfor er det mit håb, at vi igen får sat strøm til strukturarbejdet i stiftet, så at vi får en mere langsigtet plan for stiftet og måske bedre kan træffe de rigtige beslutninger også på længere sigt. Det kræver en samtale om hvad vi vil som Aalborg Stift. Hvor skal stiftet bevæge sig hen og hvilket udfordringer står vi overfor? Derfor er det mit ønske, at strukturarbejdet påbegyndes igen i løbet af det kommende år, for at kunne have et kvalificeret forum at drøfte disse ting i. Folkekirken er som sagt ikke en ø, men rammes også af tidens strøm og de trends, som ofte er som ustoppelige floder. Hvordan forholder vi også til dette? Hvorledes træffer vi de rigtige beslutninger for folkekirken og derved for forkyndelsen af den levende Guds evangelium i Jesus Kristus? Det er opgaven.
Det har været en glæde at tingene har kunnet fungere igen efter corona. Vi har afholdt Stiftsmenighedsmøde og Stiftspræstemøde. Det har været glædeligt at mødes igen. Det vil vi fastholde. Det vil jeg glæde mig til.
Et særligt fokusområde er folkekirkens arbejdsmiljø. Der har været en del kritiske indslag og arbejdsmiljøet skal tages meget alvorligt. Det skal været sundt at gå på arbejde også i folkekirken. Vi kan glæde os over stor tilfredshed med arbejdet blandt folkekirkens ansatte, men det må også til stadighed været en opgave at forbedre arbejdsmiljøet. Der gøres en kæmpe indsats i menighedsrådene, hvor kontaktpersonerne gennemfører APV for medarbejderne. Der finder en stor kursusvirksomhed sted for at ruste dem til denne vigtige arbejdsgiverrolle. Der etableres mange steder ERFA-grupper for kontaktpersonerne, så de kan sparre med hinanden. Fra biskoppernes side iværksættes om kort tid en stor trivselsundersøgelse. Hele tiden fokus på det er den rette vej.
Tak
En dag som i dag føler jeg en stor trang til at sige tak. Ikke mindst at sige tak til de utallige sogne, der i løbet af året har inviteret mig ud, og den gode måde, I har modtaget mig på. Tak til menighedsrådene for det og for det gode arbejde, I gør i det lokalområde, der er jeres.
Desuden vil jeg gerne takke Stiftsrådet med formand Karsten Konradsen i spidsen for muntert og godt samarbejde, og for den store entusiasme, der lægges i det helt konkrete arbejde i udvalg og fora.
Der skal også i dag lyde en meget stor tak til Stiftsadministrationen. I har været hårdt spændt for med to festgudstjenester og en ny biskop, der spørger om alt. Tak for jeres gode arbejde og tålmodighed, og ikke mindst tak til Stiftskontorchef Helle Hindsholm, uden hvem jeg slet ikke kunne virke i dette embede.
Jeg vil også gerne takke vores nye stiftamtmand Trine Hede. Tak for de både indholdsrige og fornøjelige samtaler, vi har haft indtil nu. Jeg glæder mig meget til samarbejdet. Helt konkret er mødet mellem stiftamtmand og biskop måske det tydeligste tegn på forholdet mellem stat og kirke. Det er ikke et ægteskab, men en gensidig påvirkning. Kirken skal holde staten fast på at være stat og netop ikke kirke. Staten skal holde kirken fast på, at der er et liv uden for murene.
Der skal også rettes en tak til præster og provster. Tak for jeres med og modspil og tak for jeres vilje til at forkynde evangelium på rette måde og i rette tid. Og tak til de mange andre ansatte, der også er med til at løfte denne gode og store opgave. En særlig tak også til provst Line Skovgaard-Pedersen for prædikenen her ved gudstjenesten i dag.
Evangeliet skal forkyndes. Evangeliet om friheden og frelsen i Jesus Kristus. Vi har lige så meget brug for at høre det i vores tid, som generationerne før os havde det.
Der skal tales til frihed, frimodighed, håb og glæde.
Og lad mig derfor afslutte med det vers, som vi også indledte med ved gudstjenesten i dag:
O Gud, som har din kirke
Grundfæst på dette sted,
du selv alt godt udvirke
her i din menighed!
Lad her os i dit hus
i troskab mod dig vandre
Og følges ordets lys!
Tak.
Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen
30. september 2022
