Pinsedag her og i Tyskland

Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Læs synspunktet hos Nordjyske Stiftstidende

HØJTID: Når dette indlæg i dag, pinsedag, læses af Nordjyskes gode læsere, befinder jeg mig i Tyskland.

I over 20 år har jeg sammen med et par andre engagerede folk arrangeret rejser til det tidligere Østtyskland i Martin Luthers fodspor, og gentagne gange har vi fortalt den gode og spændende historie om reformationen og dens udspring.

Det har været godt. Vi har været vidt omkring i historien både gode og mindre gode sider med spændende perspektiver til vor tid. Og i disse dage er vi således på tur igen med en stor gruppe glade nordjyder, der skal høre om reformationen, Luther, og spise god tysk mad og drikke lidt øl til. Det plejer at være en indholdsrig og festlig tur.

Netop i dag er vi i Eisleben, der ligger lidt vest for Leipzig. Det er Luthers fødeby, dåbsby og sågar også hans dødsby. Her blev han født i 1483 og døbt få dage efter i den nærliggende Peter-Paul kirke. Kirken er i dag smukt restaureret og dåbskirke for hele området.

Her omkring Eisleben var Luthers far ejer af en række kobberminer, og med tiden skulle Hans Luther, som faderen hed, blive en velhavende herre. Han havde det håb for sin søn, at han skulle blive jurist og hjælpe med de sager, der nu kunne opstå for en mineejer.

Martin ville noget andet. Han blev munk, teolog og professor, og kom til at tegne med på den moderne verden, hvor det enkelte individ også var noget i sin egen ret.

Som ældre mand kom Luther tilbage til Eisleben. Det gjorde han for - af alle ting - at hjælpe med nogle juridiske problemer, som der var herskaberne i byen imellem.

Han opholdt sig i byen i flere uger, og 14. februar prædikede han i Andreaskirken, som ligger ved byens centrale torv. Han blev dårlig under gudstjenesten, måtte afbryde sin prædiken med ordene "jeg er for svag", og måtte lægge sig i seng i et nærliggende hus, hvor han havde logi. Her døde han 18. februar 1546. Kredsen var sluttet, må man sige.

Ved hans dødsleje fandt man efter sigende et lille notat, hvor der stod; "Vi er tiggere, det er vist og sandt". Således alt af nåde.

Luther havde et frihedssyn på mennesket. Et af hans væsentlige skrifter er fra 1520 og hedder "Om et kristent menneskes frihed".

Det er et skrift i den europæiske humanistiske tradition. Her redegør Luther for, at når mennesket i kristendommen er befriet fra religiøs lov, så er det frit til at turde vove at elske. Vi kan vove kærligheden, fordi vores salighed ikke afhænger der af. Selvom vi rammer ved siden af i vores forsøg på at udfolde kærligheden, så er det ikke verdens undergang. 

Det er et meget smukt skrift, der handler om at turde kærligheden, fordi vi tror på en nådefuld Gud.

Områderne ved Erfurt, Wittenberg, Wartburg og Eisleben har gennem årene ændret sig en del. I begyndelsen var det som at rejse i det gamle Østtyskland, men særligt efter reformationsjubilæet i 2017, er der foregået en del restaurering og modernisering.

Det har ofte været bevægende at tale med gamle evangeliske kirkefolk i Østtyskland og høre deres beretninger om overvågning af Stasi, undertrykkelsen af døbte, og kampen for frihed frem til murens fald; en kamp, som de evangeliske kirker i den grad var spydspids i og forkæmper for. 

Det er ikke noget, vi hører meget om i Danmark, men den evangeliske kirke var vitterligt arnestedet for den omvæltning, der førte til murens fald.

I dag er det pinsedag. Og vi har altid skik på disse rejser at gå til gudstjeneste i en tysk kirke, men pinsedag er konfirmationsdag i det østlige Tyskland, og alle kirker i området har konfirmation. 

Derfor låner vi i Eisleben St. Annen Kirche i det gamle augustinerkloster, hvor også Luther virkede. Her holder vi i dag gudstjeneste på dansk, hvor jeg så prædiker. Og også her skal der tales om pinsedag.

Her skal tales om, at mennesket bestemmes af ånd og ikke af, hvad det er eller gør. Vi er mere, end vi gør os til. For som vi synger med Grundtvig i dag også i Tyskland: "Det virker alt den ånd som taler/ det virker alt den ånd som daler".

Grundtvig siger et sted, at hvis vi ikke bestemmes af ånd, er vi bare "en fornuftig kødpølse". Et fantastisk udtryk.

Måske vil jeg tage udgangspunkt i de meget smukke ord, som Luther skriver i et af den europæiske kulturs hovedværker " Den store Katekismus".

Her skriver han under tredje trosartikel, som altså er artiklen om Helligånden, som er det, pinsen handler om: Helligåndens komme, at "Kristus er faderens hjertes spejl". Kristus spejler Guds kærlighed. For sådan kender vi Gud: som kærlighed.

Det skal siges igen og igen, for vi er så hurtige til at forlade det, og gøre det hele til skræk og advarsel. Også det almindelige liv.

"Faderens hjertes spejl" er et gode ord at have i tankerne på en pinsedag. Det er gode ord at gå at tænke for selv også i "sommernattens korte svale", som vi også synger med Grundtvig.

Jul, påske og pinse er de tre store højtider. Jul og påske taler om fortidige begivenheder; at Jesus blev født i Betlehem, og at Jesus blev korsfæstet i Jerusalem. 

Men kristendom er ikke tro på fortiden. Det er altid mødet med Gud i nutiden.

Det er det, pinsen er til for: at fastholde os på nutiden og på hinanden. Det skal også lyde i Eisleben i det gamle Østtyskland her i dag.

Alle ønskes en glædelig pinse.