Påskemorgen gør forskellen

Af biskop Thomas Reinholdt Ramussen

Læs kronikken i Jyllands-Posten

I dag er vi i spændet mellem langfredag og påskemorgen. Påskelørdag er dagen, hvor menneskets Gud døde på korset i går, og Guds egen fortælling om sig selv sprænger graven i morgen, påskedag. Det fortæller livet større.

Påsken giver os igen lejlighed til at tænke over de store ting i livet. Således er helligdage altid en god anledning til at komme til at overveje ting, som man måske ikke ellers havde givet sig til at tænke over.

Helligdage gør vores liv større og trækker os ind i fortællinger, som giver os mulighed for at se vores liv i et større lys og en større horisont.

Helligdage er som en slags bibel for os, for de kan føre os ind i fortællinger, der tvinger os til at tænke os om på ny.

Det er jo det, kristendom også er: konstant eftertænkning af livets forhold og altid at begynde på ny.

Helligdage åbner for tanken: Julen giver os anledning til at tænke over magt og sårbarhed og forholdet mellem forældre og børn, og påsken giver os i høj grad mulighed for at tænke over forholdet mellem livet og døden. Det er jo det grundlæggende forhold i livet.

Der går en historie om Grundtvig, der engang i sin lejlighed på Christianshavn fik besøg af den hegelianske, spekulative teolog Philip Konrad Marheineke. Marheineke havde - til fortrydelse for professor og senere biskop H. L. Martensen - ønsket at møde Grundtvig, og de to var så gået ud for at træffe ham.

Marheineke sagde i tråd med sin spekulative teologi, at hans grundproblem skulle være forholdet mellem tro og viden, hvorefter Grundtvig så på ham og skulle have sagt: »Ja, mit grundproblem er forholdet mellem livet og døden.« 

Det er grundproblemet, som påsken kæmper med i forholdet mellem langfredag og påskedag. Langfredag ender med, at Gud dør. Hvis Kristus, som den kristne kirke bekender det, er sand Gud, så er korset Guds død. 

Luther beskriver det i et skrift fra 1539, "Om koncilierne og kirken", hvor han skriver: »Kristus er død og Kristus er Gud, altså er Gud død.« Langfredag er Guds død, og Luther graver dybere ned i tanken: Den Gud, der dør, er den Gud, der er i forhold til mennesket. Altså ikke en spekulativ Gud, men en levende Gud.

Når man arbejder teologisk, kan man ofte blive forbløffet over, hvor dybt teologien gennem historien har tænkt, for her bliver der tænkt dybere over Guds død end i meget moderne tænkning.

Nietzsche tænkte med god ret over Guds død, og på mange måder er han som en dyb teolog og under alle omstændigheder en uomgængelig og spændende tænker, men tit er det alligevel, som om han bare gentager Luther, der tænker nogle spadestik dybere. For Nietzsche er det gudstankens død.

For Luther er det den levende Guds død.

Langfredag er dødens sejr, men påskemorgen er ikke livets sejr, for det ville være vitalisme. Påskemorgen er kærlighedens sejr over døden.

Det er kærligheden, der er størst af alt. Og det er det, vi tror.

Grundproblemet er forholdet mellem livet og døden. Livet giver os den erfaring, at døden er den største almagt, vi møder. Den udsletter alt. Troen siger os, at kærligheden er størst af alt. Erfaringen har døden som den største erfaring.

Troen har kærligheden. Dette forhold giver udfordringer i det liv, vi har til fælles.

Teologen K. E. Løgstrup udviklede tankerne om den etiske fordring, som er en grundlæggende størrelse i vores liv, der åbenbarer den etik, som er givet med livet.

Når vi spontant griber ind til det bedste for hinanden, så er det den etiske fordring, der virker i vores liv, og når vi ikke griber ind, men alligevel hører fordringen, så bliver fordringen til en dom over det liv, som vi ikke kan få til at lykkes.

Den tidlige Løgstrup ofrede ikke metafysikken den store interesse, men det ændrede sig hos den sene Løgstrup frem til hans død i 1981.

I sit store værk "Skabelse og tilintetgørelse" fra 1978 udfolder han sine religionsfilosofiske betragtninger. I den sammenhæng er det spændende, hvordan han udvikler begrebet "tilgivelse".

Løgstrup slår fast, at hvis vi tager det alvorligt, at mennesker lider, så er der grænser for, hvad der kan tilgives.

Tilgivelse har etisk og menneskeligt set grænser. Og hvis tilgivelsen ikke har grænser, så tager man overfladisk på nøden, som han udtrykker det. Hvis man blot tilgiver gerningsmanden, så er det ensbetydende med at se stort på elendigheden, smerten og ofret. Så træder man på offeret igen.

Så etisk og menneskeligt set er der grænser for, hvad der kan tilgives, for ellers er tilgivelsen blot en blankocheck til gerningsmanden og en forhånelse af ofret en gang til. 

Løgstrup udtrykker det kortfattet sådan her: »Kun hvis Gud i sit rige oprejser den, der er blevet bedraget for sit liv, undgår den betingelsesløse tilgivelse af bedrageren at blive en bagatellisering af den bedragnes ulykke og lidelse.« 

Løgstrup peger her på, at hvis der ikke er en oprejsning af offeret, så er tilgivelse grundlæggende ikke mulig. Fundamentalt kræver tilgivelse, at Gud oprejser den ramte.

Det er måske netop det modernes problem, hvor vi ofte hører udtrykt, at tilgivelse ikke mere findes.

Måske er problemet, at vi intuitivt fornemmer, at tilgivelsen ikke giver mening, eller værre endnu: Den gør tingene værre for offeret, fordi vi ikke kan tro på opstandelsen.

Det er måske det grundlæggende problem: at tilgivelsen i et dennesidigt samfund bliver hjemløs? Hvis vi standser ved langfredag, så bliver tilgivelse hjemløs, eller i et videre perspektiv: til endnu et overgreb. Nu standser den kristne kirke ikke ved langfredag, men tager her døden alvorligt som det største i den menneskelige erfaring.

For vi kan erfare mange gode ting: kærlighed, håb og meget andet, men intet trækker os ud af døden. Døden er den ultimative vinder.

Det er også det, langfredag fortæller, sammen med at Kristus går helt derind, hvor vi også skal.

Korsets offer adskiller sig ikke meget fra mange af de andre ofre, som er ydet gennem tiden. Også mange andre mennesker har kastet deres liv ind på en sag eller for at redde andre mennesker. Forskellen er påskemorgen.

Påskemorgen forkynder, at Jesus er opstanden. Og her skal vi ikke isoleret lade os forblinde af opstandelsen, men opstandelsen peger på, at kærligheden er større end døden. Det er trosspørgsmålet.

For det er vitterligt en tale mod vores erfaring. Og det er forudsætningen for tilgivelsens dybde: opstandelsen og genoprettelsen af offeret.

Når Jesu på korset langfredag råber, at de skal tilgives, for de ved ikke, hvad de gør, giver det først mening, når han selv er oprejst.

På den måde kan vi se, at ord, som betyder meget for os - tilgivelse, håb og lignende - først får fuld fylde i en tro på opstandelsen og genoprettelsen.

Indtil da er de som hjemløse i verden.

Det er nogle af de tanker, som helligdage kan sætte i gang. Nu er det påske. I dag er vi i spændet mellem langfredag og påskemorgen.

Påskelørdag er dagen, hvor menneskets Gud døde på korset i går, og Guds egen fortælling om sig selv sprænger graven i morgen, påskedag.

Det fortæller livet større.

Glædelig påske!