Der er altid noget forunderligt over januar. Der er en friskhed og en styrke i kulden, der peger på et nyt og ubeskrevet år. Nye ting skal til at ske. Året ligger foran os.
Og dog kender vi allerede til ting og begivenheder, der er planlagte. Det kan være med private ting som konfirmationer og runde fødselsdage, men også offentlige som jubilæer og højtider. Alle mulige ting og begivenheder, som skal have et indhold. Selvom vi også oplever at tingene stadig aflyses omkring os på grund af covid-19.
For det ser ud til, at vi må leve med det et stykke tid endnu. Myndighederne gør sikkert, hvad de kan. Og også folkekirken er påvirket af situationen. Vi har været underlagt restriktioner i julen, som vi dog har håndteret flot og godt. Folkekirken er en dygtig organisation, der kan varetage de opgaver, der nu pålægges.
Men det er også ved at gnave i os. Det er træls, at tingene aflyses og ændres. Vi er ved at være trætte og trætte af det.
Her er folkekirkens store opgave at tale om håb og fornyelse. Hvis ikke folkekirken skulle gøre det, hvem skulle så?
Det er den store opgave i det kommende år: At tale tingene op og at tale os fulde af håb. Håb er egentlig det eneste, der er værd at tale om. Det kristne håb er jo også en slags profeti: Vi har et håb om fremtiden, som vi med tålmodighed venter på, bliver opfyldt. Håbet er en kerne i den kristne tro.
Det er det, vi sammen skal tale om. Og tale om det i alle forhold. Januar ligger der foran os og fortæller om et år, der er nyt. Det skal fyldes med håb.
Med ønsket om velsignet nytår til alle.
Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen
