Fortsæt til hovedindholdet
2022
Nyheder

En festlig dag med fokus på fællesskab

430 fremmødte deltog i Stiftsmenighedsrådsmøde i AKKC, hvor også kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen lagde vejen forbi. Se billederne fra dagen her.

biskop foran stor folkemængde i AKKC

Europahallen i Aalborg Kongres og Kulturcenter lagde rum til en festlig dag for menighedsråd, provstiudvalg, præster og provster fra hele stiftet. Her byder biskop Thomas Reinholdt Rasmussen velkommen. Foto: Lars Horn/Baghuset

7. maj klokken 10.30 ringede klokkerne synkront i Budolfi Kirke, Sankt Markus Kirke, Vesterkæret Kirke og Ansgars Kirke. Her skød menighedsrådsmedlemmer, præster, provster og provstiudvalg 'Stiftsmenighedsrådsmøde 2022' i gang med gudstjeneste i de fire Aalborg-kirker.

Busserne, der efterfølgende kørte videre til Aalborg Kongres & Kultur Center var fyldt med muntre menighedsrådsmedlemmer. Alle på vej til en inspirerende dag med fokus på det folkekirkelige fællesskab i Nord- og Nordvestjylland.

Først var der frokost, og klokken 14 gik biskop Thomas Reinholdt Rasmussen på scenen i Europahallen og bød de 430 fremmødte velkommen.

Stiftsmenighedsrådsmøde 2022 startede med gudstjeneste i fire Aalborg-kirker. Her gudstjeneste i Ansgars Kirke ved provst Folmer Toftdahl-Olesen. Foto: Lars Horn/Baghuset

Kirkeminister: "Det er et privilegium af se jeres store indsats"

Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen gæstede også arrangementet og takkede menighedsrådene for indsatsen for fællesskab i en tid, hvor der mere end nogensinde er brug for det:

- Som kirkeminister er det et særligt privilegium at se jeres arbejde og være en del af den indsats, I, på vegne af folkekirken, lægger for dagen, lød det var Ane Halsboe-Jørgensen.

- Folk kommer ofte til mig og taler om, at de er troende og hvad det betyder for dem at have troen med sig og hvad det betyder, at de har et fællesskab i deres kirke. Og det fællesskab er jo jer! Der ville ikke være nogen folkekirke, noget fælleskab, nogen spirende samhørighed omkring vores folkekirke og det at tro, uden jer, sagde Kirkeministeren og roste folkekirken i Nordjylland for til stadighed at være tilgængelig i alle egne på tværs af regionen:

- I er i alle afkroge af regionen her. Fra Kollerup Sogn, hvor jeg selv er døbt, og helt ud i alle afkroge af Nordjylland. Også der, hvor bussen og Brugsen og børnehaven ikke længere er. Der er I stadigvæk, og det har en kæmpe værdi. For samlingskraften, for livet i det hele taget, for vores lokalsamfund. I er der.

Kirkeministen lagde vægt på, at vi lever i en tid, hvor livets bump ofte ikke er noget, vi deler med hinanden. Men det er der mere end nogensinde brug for, og her spiller fællesskabet i kirken en meget væsentlig rolle:

- Det er nødvendigt, at vi har den ro, eftertænksomhed, det rum for at mærke efter. Det fællesskab, der ikke handler om, at ting skal stå stærkt, at vi skal præstere og vise glansbilledet på sociale medier, hvor man skal have flest likes. På mange måder er I det modsatte af alt det. Og hvis der nogensinde har været behov for det modsatte af alt det, så er det i dag. 

Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen ankommer til AKKC i højt humør. Foto: Lars Horn/Baghuset

Foredrag, fællessang og samtaler på tværs

Dagens videre program bød på foredrag med lektor David Bugge om Den etiske fordring, masser af fællesang under ledelse af Jens Nielsen med band, og oplæg om Vestervig Kirkemusikskole. Og selvfølgelig mange gode netværkssamtaler om det gode folkekirkelige liv i Nord- og Nordvestjylland. 

Irene Mejlvang fra Serritslev Menighedsråd deltog for første gang i Stiftsmenighedsrådsmøde efter anbefaling fra andre i menighedsrådet:

- Det er rart at være afsted til noget sammen. Det var rigtig fint at starte med gudstjeneste. Det er jo det, vi er sammen om. Og så var det et super godt foredrag (med David Bugge, red.). Det var godt at få fyldt noget livsklogskab på. 

Irene Mejlvang har i seks år siddet i Serritslev Menighedsråd og deltog for første gang i Stiftsmenighedsrådsmøde. Foto: Lars Horn/Baghuset

Annemette Kamp Nielsen, sognepræst og medlem af Bislev Kirkes menighedsråd, var med til Stiftsrådsmøde for sjette gang. Og hun gik heller ikke skuffet hjem efter dagens program:

- Det har indtil videre været en god dag. Det er godt at opleve noget sammen som menighedsråd. Og man ser mange kendte ansigter i løbet af dagen. Det er godt, at det er fælles - på tværs af hele stiftet - selvom det jo er lidt langt for nogen. Jeg kommer ihvertfald igen næste gang.

Lektor David Bugge leverede et underholdende foredrag om et stort emne - "Den etiske fordring". Foto Lars Horn/Baghuset

En stor tak fra biskoppen

Efter middagen tog Paula Larrain scenen og fortalte sin rørende livshistorie eller, som hun selv beskriver det, fortællingen om, hvordan en chilener blev grundtvigianer. 

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen rundede dagen af med endnu engang at takke de mange fremmødte:

- Det er mit håb, at vi i dag har kunne tale og grine sammen og høre nogle gode indlæg. Som Kirkeministeren sagde: Det afgørende er, at folkekirken er til stede overalt. Vi lever i en tid, hvor der er efterspørgsel efter kirken - også de unge har tillid og tryghed i folkekirken. Der spiller I som menighedsråd en meget væsentligt del. Tak for jer. Folkekirken kan ikke være foruden. Tak for jeres store arbejde. Det ER bare godt!, sluttede biskoppen, der efterfølgende var godt tilfreds med, hvordan dagen var forløbet.

- Det er gået rigtig godt og lige, som jeg havde håbet, lød det fra en glad Thomas Reinholdt Rasmussen.

MERE OM

Se programmet for Stiftsmenighedsrådsmødet

Kl. 10.30-11.30: Gudstjeneste i fire af byens kirker

Kl. 11.30-14.00: Frokost 

Efter frokost fortsætter arrangementet i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Kl. 14.00: Velkomst ved biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Kl. 14.05: Tale ved Kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen

Kl. 14.15: Foredrag ved lektor David Bugge "Den etiske fordring" – et underholdende indslag om et stort emne 

Kl. 15.00: Kaffe og the til alle i Aalborg Kongres- og Kulturcenter 

Kl. 15.45: Indlæg ved emeriti provst Jens Fahnøe Munksgaard om Vestervig Kirkemusikskole 

Kl. 16.15: "Den nye Højskole Sangbog" - musikalsk indslag og fællessang

Kl. 17.00-19.30: Middag

Kl. 19.30: Foredrag med Paula Larrain "Rejsen til hjerterummet"

Kl. 20.30: Afslutning ved biskop Thomas Reinholdt Rasmussen

Se alle billederne fra dagen herunder (foto: Lars Horn/Baghuset)

Aalborg Kongres & Kultur Center dannede rammen for årets Stiftsmenighedsrådsmøde, der finder sted hvert fjerde år. Foto: Lars Horn / Baghuset

Stiftsmenighedsrådsmødet var oprindeligt planlagt i 2021, men blev udskudt på grund af corona. Foto: Lars Horn / Baghuset

Biskop Thomas Reinholdt Rasmussen bød velkommen til en dag i fællesskabets tegn. Foto: Lars Horn / Baghuset

En oplagt kirkeminister lagde vejen forbi Stiftmenighedsrådsmødet i Aalborg. Foto: Lars Horn/Baghuset

- Jeg elsker kirken for at være et eftertænksomt rum i en tid, hvor vi for alvor har brug for eftertænksomhed. Være et rum for fællesskabet, hvor vi har flere ensomme end nogensinde. Og jeg har et håb om, at især vores ungdomsgeneration får endnu mere blik for, at kirken kan noget - også for deres generation, lød det fra Kirkeministeren på talerstolen i AKKC. 
Foto: Lars Horn/Baghuset

Lektor David Bugge fortalte levende om K.E. Løgstrup og Den etiske fordring. Foto: Lars Horn/Baghuset

Lektor David Bugge på scenen i AKKC. Foto: Lars Horn/Baghuset

Dagen bød på mange muligheder for samtaler på tværs. Om menighedsrådsarbejdet og det folkekirkelige liv i Aalborg Stift. Foto: Lars Horn/Baghuset

Flere benyttede lejligheden til at skabe nye folkekirkelige bekendtskaber. Foto: Lars Horn/Baghuset

Netværk i solskinsvejr i Kildeparken ved AKKC. Foto: Lars Horn/Baghuset

Provst Emeritus Jens Fahnøe Munksgaard viste video om Vestervig Kirkemusikskole og fortalte om behovet for fortsat at rekruttere kirkesangere og organister til fremtidens folkekirke. Foto: Lars Horn/Baghuset

Musik var der masser af dagen igennem. Foto: Lars Horn/Baghuset

Fællessang ledet af Jens Nielsen og et oplagt band. Foto: Lars Horn/Baghuset

Paula Larrain på vej på scenen til aftenens program i AKKC. Foto: Lars Horn / Baghuset

Journalist og studievært Paula Larrain leverede sin livshistorie og vej ind i troen under overskriften "Rejsen til hjerterummet". Foto: Lars Horn/Baghuset