Stiftet
Prædikener

20. søndag efter trinitatis

17-10-2021
Niels Christian Scheel Lassen
Sognepræst (kirkebogsfører), Sejlflod Sogn, Storvorde Sogn
Lignelsen om kongesønnens bryllup
Matt. 22,1-14
Jer. 18,1-6 Ef. 5,15-21

Jeg var gået i biografen i sidste uge. Pludselig 20-25 minutter inde i filmen, dukkede der en mand op og spurgte ganske højt ud i biografmørket: ”Hvad ser I?” ”James Bond” blev der svaret tilbage lidt fra mig. Det syntes at falde i mandens smag, for han fandt et af de ledige sæder forrest i salen og satte sig nok sig frejdigt og behageligt til rette med et Ahh. Var vi ikke alle så optaget af actionen i filmen, var det lige til at blive forarget over, at manden sådan sneg sig ind. Han havde jo ikke betalt for billetten som os andre.

Der er noget ved den oplevelse, som minder om lignelsen om kongen, der ville holde sin søns bryllup og så er der rigtig meget, som adskiller den fra lignelsen. Jeg tænker på, at der var en til stede som godt nok var til stede, men der var noget galt med hans tilstedeværelse. Der er der en lighed.

I lignelsen var alle gratister, hvad der var helt i orden i modsætning til snigeren i biografen. De havde ikke betalt for at komme med til festen. Kongen var så opsat på, at der skulle være fest, at han udvidede kredsen af indbudte betragteligt, da de først inviterede takkede nej. De andre kom med på et afbud. Ja, han inviterede alle dem, som tjenerne fik øje på, når de indbød til fest, ”hvem som helst”, som der står. Til sidst var det derfor en meget broget forsamling af gode og onde. Et repræsentativt udsnit af befolkningen. Ingen af dem havde betalt en nikkel for at deltage. At de var indbudte skyldtes ej heller noget ved dem, deres ædle handlinger, som når en medarbejder har gjort en ekstra indsats og får fribilletter til en sportskamp eller biografen eller noget tredje – altså et skulderklap og et incitament til fortsat at gøre sig umage og være arbejdsom. De havde blot taget imod invitationen og var mødt op til festen. Det siger meget, det siger noget afgørende, for da lignelsen er en lignelse på Himmeriget og adgangen dertil, fortæller den os, at enhver er indbudt til Himmeriget, uanset bedrifter og moral. Der åbnes ikke adgang dertil fordi vi har gjort os fortjent på en eller måde, men fordi Gud gerne vil have os med. Evangeliet er noget andet end moral. Moral er noget vi laver mellem mennesker, for at vi kan leve sammen med mindst mulige sammenstød. Det er for menneskelivets skyld, at vi har moralske spilleregler. De gælder kun imellem mennesker og er tidsbundne til menneskelivet. Der er ikke brug for dem i Himmeriget, for der fylder Guds kærlighed alt i alle og al samkvem foregår naturligvis gnidningsfrit. Der er ikke brug for nogen moralske regler, love og paragrafer, for alle vil alles bedste. Livet i Himmeriget er gennemsyret af kærlighed. Livet i Himmeriget er som en bryllupsfest, hvor alle er glade og feststemte, alt går op i en højere enhed.

Himmeriget er hinsides moral og derfor hinsides, hvad vi måske stolt kan pege på af smukke bedrifter fra et langt liv. Af nåde får vi adgang. Vi behøver derfor ikke at liste os ind i ly af mørket og på den måde snige os til at være med som den omtalte snyder. Vi er inviteret. Vi er velkomne. Man kan ikke være en såkaldt partycrasher, hvis døren står vid åben. Det ville være som at sparke en åben dør ind.

Det er sket til mange fornemme fester, at en uindbudt mand har indfundet sig og når det er blevet opdaget, er han blevet smidt på porten. Festen er kun for særligt indbudte, for alle andre er døren stængt. Med Himmeriget er det ligesom, når der bliver holdt åbent hus og der i annoncen står: alle er velkomne.

Alle er velkomne, og bryllupsfesten rummer hele spektret af menneskeheden, gode og onde, hvad er det så for noget med en mand, der ikke har bryllupsklæder på og som midt i festen bliver opdaget, for slutteligt at blive smidt på porten, ud i mørket? Når nu alle er inviterede, er der så alligevel adgangskrav, nemlig at man skal have bryllupstøj på? Det virker noget pedantisk og nøjeregnende, at man skal have bryllupsklæder på for at deltage i festen. Det kan forekomme lige så pedantisk som når vi er på ferie i sydeuropæiske lande og i den forbindelse går ind i en kirke for at se på de meget anderledes kirkebygninger og har vi da bare skuldre eller for korte bukser/kjoler på og er gået ind i vores afslappede danskerstil, kan vi risikere at blive bedt om at gå ud. Nu troede vi lige, at der var fri adgang til Himmeriget og så er der dresscode. Hvad er det for noget rod?

Der er blevet gjort mange forsøg på at tolke meningen med bryllupsklæderne. Den mest udbredte tolkning er vist nok, at man har forstået bryllupstøjet bogstaveligt som tøj, nemlig som dåbskjolen: At for at blive optaget i Himmeriget skal man blive døbt. Det hedder jo også i dåbsritualet med læsningen fra børneevangeliet, Markus 10, 13-16: Den, der ikke tager imod Gudsrige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Himmeriget kan man kun tage imod som et lille barn. Man bliver ikke prakket noget på. I troen tager man imod dåben og forstår den som en gave. Ellers er det som at få en gave, og putte den ind i et skab og smide nøglen væk.

Vi har fået gaven, dåben har fundet sted. Men idét vi hører om dåben, hører evangeliet, hører om Guds nåde imod onde og gode, så kan underet ske, at troen springer frem i os. Troen er en Guds gave, som vi ikke selv præsterer. Det er Gud, som skaber den i os. Når vi således tror, at vi er blevet til Guds børn i dåben, modtager vi dåben og begynder at pakke den ud og lader den få betydning i vores liv. Overgangen finder sted i dåben, i troen opdager vi, glæder vi os over indgangen i det nye liv som kristne og forsøger at leve som kristne.

Også er vi tilbage ved manden uden bryllupsklæderne. Det kan tolkes således at han nok var fysisk til stede, men ikke åndeligt. Det betød ikke noget for ham at han var inviteret med. Han var der og så alligevel ikke, ligesom til en fest, hvor man gør sig til tilskuer og sidder og skuler over alt og alle. Det gælder med livet i himmeriget som i det liv vi lever nu, det kan man ikke være tilskuer til, ellers går man glip af det. Livet skal leves ved at tage del i det, anderledes kan det ikke være. Amen

Tilbage