Stiftet
Prædikener

4. søndag efter trinitatis

05-07-2020
Peter Thøgersen
Sognepræst (kirkebogsfører), Elling Sogn, Jerup Sogn
726 – 276 – 695 – 439 – 69 v. 5-6 – 696
Om fjendekærlighed
Matt. 5,43-48
5. Mos. 24,17-22 Rom. 14,7-13

Fra tid til anden hører man om spøgelsesbilister, der forvilder sig ud på motorvejen i den forkerte retning. Dermed udsætter de sig selv og andre for fare. Jeg kan ikke forestille mig, at det er rart at møde en modkørende i ens egen bane, når man selv kører 120 i timen. Og det er næppe heller rart for spøgelsesbilisten at indse, at han var været på en skæbnesvanger tur. Motorvejstrafik er nødt til at være ensrettet.

Det samme gør sig gældende i flere p-huse, hvor man – for at undgå, at folk kører ind det forkerte sted mod kørselsretningen – har installeret forhindringer i asfalten, som kun kan passeres i den korrekte kørselsretning. Forsøger man at passere forhindringen mod kørselsretningen, går det galt. Man får sprættet dækket op og kan ikke køre videre.

Det er også den indgangsvinkel, vi må have med til dagens evangelium, for hvis vi forsøger at forstå Jesu ord om at elske vores næste – ja, mere end det – vi skal tilmed elske vores fjender – hvis vi forsøger at forstå det som udtryk for, hvad vi skal præstere for at være kristne, så går det galt. Så river vi os som dækkene på spøgelsesbilisten også på Jesu ord, og vi kan ikke fortsætte.

Hvis det er kravet for at kunne kalde sig kristen, at man skal kunne elske ens værste fjende, så er der sikkert mange, der vil takke nej. For hvem kan dog elske sin fjende? Hvordan kan man kræve det af et menneske, der har været udsat for undertrykkelse eller uhyrlig ondskab, at man blot skal elske fjenden tilbage, når alt i os skriger på retfærdighed, hævn og gengældelse?

Jesus taler til sine disciple i Bjergprædikenen. Til dem, der allerede hørte til hos ham. Han taler dermed ikke om, hvad der skal gælde som adgangskrav for at høre til hos ham som en discipel. Han taler dermed om, hvilket sind og hvilken handlemåde, der skal karakterisere hans disciple.

Forskellen er stor. Er det et adgangskrav til Guds rige, at vi til hver en tid evner at elske vores fjender, at vi undlader at tænke ondt om andre, og at vi på enhver måde efterligner Guds overstrømmende kærlighed og barmhjertighed, så løber vi panden mod muren. Så sprættes dækket op, og vi mister pusten. For det kan ingen af os leve op til.

Sådan sagde disciplene og skarerne også flere gange, når de hørte Jesus undervise. Hvis det er kravene, hvem kan så blive frelst? Engang ville en rig mand vide, hvad han skulle gøre for at arve evigt liv. Da han allerede overholdt budene, sagde Jesus til ham: sælg alt hvad du ejer og giv det til de fattige og kom så og følg mig. Han gik fortvivlet bort, fortæller Lukas.

Da disciplene hører Jesu ord om, at det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige, så siger de opgivende: Hvem kan så blive frelst? Ja, hvem kan blive frelst, hvis kravene er så umenneskeligt store? Højere end noget menneske kan præstere. Sådan må vi opgivende sige, når det går op for os, at det kan vi ikke leve op til.

Jesu ord til disciplene er da også ord til os: Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Gud kan nemlig frelse os. Det gjorde han ved at sende sin søn Jesus Kristus til jorden for at leve iblandt os og for at dø for os. Vi gøres retfærdige ved at tro på ham – ikke ved at stramme os an og følge en særlig moral. Som om Jesu bjergprædiken og Guds lov i det hele taget skulle være en barre, vi ved egen kraft skal nå over for at kunne høre til hos Gud.

Det, der er umuligt for mennesker, er muligt for Gud. Det må også være vores indgangsvinkel til at tale om og forstå fjendekærlighed. Gud er kærlighed. Deri består kærligheden, skriver Johannes i sit første brev, ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Kærligheden kommer altid først fra Gud.

Kærligheden kommer fra Gud, barmhjertigheden kommer fra Gud, tilgivelsen kommer fra Gud, selv kærligheden til at elske ens fjende, den, der har svigtet og forrådt. Det kommer altid først fra Gud – til os – aldeles ufortjent. Gud lader sin sol stå op over både onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Sådan er Guds kærlighed – ødsel og uden måde. Og uden skelen til vores menneskelige sans for millimeterretfærdighed.

Jesus selv elskede sine fjender og bad for dem. Det, som på os virker aldeles urealistisk og urimeligt, ja måske lige frem anstødeligt, det praktiserede Jesus selv. Da Jesus var blevet korsfæstet og hang mellem de to røvere, bad han: Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Jesu fromme ord i Bjergprædikenen, hvor det måske var let at tale teoretisk om at elske sine fjender, omgivet af disciple og andre, der gerne ville høre ham, bliver altså omsat i praksis, da det virkelig gælder. Når Jesus siger, at vi skal elske vores fjender og bede for dem, så mener han det altså virkelig. Og han viste os selv vejen ved at gå den.

Gud er fuldkommen, og han kalder også os til at være fuldkomne. Ikke som en betingelse, for at vi må være hans børn. Det er vi allerede i dåben og ved tro på ham. Men han kalder os til at ligne ham, vores himmelske far. På både godt og ondt kan man som barn slægte sine forældre på. Det kan være irriterende eller ligefrem smertefuldt at opdage, at det man selv har haft svært ved at acceptere hos sine forældre, det har man selv fået med sig. Fars temperament eller mors samlergen.

Men de gode sider og værdier fra ens forældre kan også gå i arv, og det er, hvad Gud ønsker. At vi skal komme til at ligne ham i retfærdighed, i barmhjertighed og ved at elske alle mennesker. Ikke kun dem, der elsker os, og som vi naturligt finder det let at holde af. Men også dem, der forfølger os, sårer os og måske endda har forbrudt sig mod os.

Men at elske sine fjender er ikke let. Det strider mod alt i os. Alligevel er det Jesu ord til os. Paulus formulerer det sådan: Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode. Det onde kan ikke overvindes med mere ondt, men kun med Guds overstrømmende godhed.

Det betyder ikke, at vi pludselig skal til at nære varme følelser for dem, det ikke falder os naturligt at elske, eller som måske ligefrem har såret os. Men vi kan begynde et andet sted – med at bede. Bede for dem, der har gjort os ondt. Og bede for os selv, at Gud vil forme vores hjerte mere efter hans, og da kan vi opleve, at vores hjerte forandres, og måske forandres vores syn på den anden også. Vi kan gøre godt mod den, der mindst fortjener det, og i takt med, at vi gør det gode, kommer vores hjerte til at ligne Guds kærlige faderhjerte mere og mere. Gud, der elsker alle mennesker. Og så skal vi tilgive, som Jesus tilgav dem, der korsfæstede ham.

Den tyske teolog, præst og modstandsmand Dietrich Bonhoeffer, var en ledende figur i den tyske modstandskamp mod nazismen under Anden Verdenskrig. På grund af sin modstand mod Hitler blev han fængslet under krigen og i sidste ende henrettet i april 1945. Han kendte alt til at have fjender. Rigtige fjender, der forvolder én dyb skade på sjæl og legeme.

Derfor er det tankevækkende, at Bonhoeffer giver dette svar på, hvordan vi overvinder det onde. Ved aldrig at holde op med at tilgive, siger han. Og hvordan gør vi det? Ved at se fjenden som den, han i sandhed er, som en, Kristus er død for, og som Kristus elsker.

Kristus gik i døden for både venner og fjender. Også for dig og mig, og vores venner og fjender. Vi skal elske og tilgive. Og når vi indimellem kører sur i det, når vi punkterer og ikke har kræfterne til at tilgive og elske, eller når vi fejler, så må vi vide, at også du er en, Kristus elsker og er gået i døden for. Du er tilgivet og elsket. Derfor skal du elske og tilgive.

Lad os derfor sige: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Tilbage