Stiftet
Prædikener

2. søndag efter helligtrekonger

14-01-2022
Keld Skovgård
Sognepræst (kirkebogsfører), Sæby Sogn
31 – 441 (som dåbssalme) – 305 – 582 - 8 v.5-6 (efter nadver) - 29
Den samaritanske kvinde
Joh. 4,5-26
1. Kong. 8,1.12-13.22-30 eller Jer. 17,12-14 1. Joh. 2,28-3,3

I vore dage mødes mange mennesker på nettet, og det er jo en god mulighed. Men heldigvis mødes vi også mange andre steder, i skolen, på biblioteket eller kulturhuset, i foreningssammenhæng eller i kirken, bare for at nævne nogle af disse mødesteder Tilbage i tiden kunne Brugsen også være et mødested, hvor man ikke alene kom for at handle, men også for at mødes og dele nyheder og drøfte det lokale.

Engang var brønden også sådan et mødested, hvor man naturligvis kom for at hente livsnødvendigt vand. Men det var samtidig et sted, hvor mennesker mødtes for at udveksle nyheder og andet, og oplevede et fællesskab.

I Bibelen hører vi også om mennesker, der mødtes ved brønden, for at hente vand eller vande deres dyr, og for at tale sammen, udveksle nyheder og erfaringer, ja, for at mødes med dem man kendte, og måske lære nye at kende.

Om Jakob, som nævnes i evangelieberetningen til i dag, hører vi, at han efter flugten fra sin nærmeste familie - som han havde snydt - kom til en brønd i nærheden af, hvor hans morbror Laban boede. Her var nogle hyrder kommet med deres får for at give dem vand. Det viste sig, at fårehyrderne kendte Laban, og kunne fortælle Jakob om ham. I det samme kom Labans datter Rakel hen til brønden for at give sin far, Labans får vand. Og Jakob hjalp hende med at få vandet fårene. Og for at gøre en lang historie kort, så endte denne historie, der begyndte ved en brønd, med at de blev gift med hinanden og knyttet uløseligt sammen. Og selv om Jakobs ægteskabshistorie på ingen måde er enkel og uden bump på vejen, langt fra. Så bevarede han det tætte fællesskab og kærligheden til Rakel lige til han mistede hende i forbindelse med fødslen af deres yngste søn Benjamin. Jakob begravede Rakel i Betlehem.

I dagens evangelium oplever vi også et møde ved en brønd. Vi møder Jesus, hvis menneskeliv tog sin begyndelse, der hvor Rakels endte - i Betlehem. Som alle andre mennesker kunne Jesus blive træt og sulten og tørstig efter længere tids vandring under en bagende sol. Derfor tog han sig et hvil ved brønden, medens disciplene var sendt i byen for at købe ind til frokosten. Og så møder vi en samaritansk kvinde, der er på vej til den samme brønd, for at hente vand. Hun kom alene, midt i middagsheden, hvor ingen andre plejede at være der. Hendes ægteskabshistorie var ligesom Jakobs heller ikke på nogen måde enkel eller uden bump på vejen. Måske var det denne historie med fem ægtemænd, som gjorde at hun foretrak at tage turen alene, og undgå folks blikke. Og begejstringen, da hun fik øje på Jesus ved brønden, har helt sikkert kunnet være på et meget lille sted - hende, der havde så mange dårlige erfaringer med mænd. Og hun har da også straks paraderne oppe, da Jesus stik imod god skik, kontakter hende i en kultur, hvor en kvinde og en mand, der var fremmede for hinanden ikke tog kontakt. Og ud over kønnet, så skilte en religiøs konflikt mellem jøder og samaritanere dem også ad, skønt de havde et fælles udgangspunkt i Jakob og hans tro på Gud.

Men samtalen går ikke i stå, men udvikler sig fra at handle om vandet i brønden, der kan slukke hendes og andre menneskers tørst efter vand, til at handle om en åndelige tørst, et dybere behov og en dybere sammenhæng i livet, en tørst, efter det

levende vand, som Jesus selv viser sig at komme med ja er. Hvad kvinden ikke umiddelbart kan se, er, at i ham hun taler med er Gud selv blevet menneske, og i ham møder hun den frelser og befrier, der kan slukke livets tørst ved at knytte os mennesker til Gud selv med kærlighedsbånd, ham vi er skabt til at leve nær.

Samtalen har mange bump undervejs, flere afveje, hvor samtalen kunne være blevet afsporet, og spørgsmål, der kan virke som forsøg på at holde Jesus lidt på afstand, når det bliver lidt for personligt.

Men gennem samtalen oplever kvinden også en mand, der ser hende. Han ser hendes sårbarhed, ser de fejltrin, der måske fik hende til at føle skyld, fejltrin som Jesus ikke bare bagatelliserer som ligegyldige. Jesus kendte hende, afslørede hende. Men midt i det føler hun sig også anerkendt og værdsat som menneske. Hun mødte i ham en kærlighed, som hun ikke kunne løsrive sig fra, som gjorde noget ved hende, og fik hende til at se på sig selv med nye øjne. Det var Guds egen kærlighed, hun mødte i Jesus. Han er en kilde der vælder med vand til evigt liv, vandet, der kan slukke den dybe tørst efter fællesskab og samhørighed med Gud. I Jesus møder hun og vi en anerkendelse fra Gud, og opfyldelsen af en længsel, som vi er skabt med.

Vi må gerne have noget af den samme frimodighed, som denne kvinde i bønnens samtale med Gud. Og må vi have noget af den samme åbenhed overfor Jesu ord til os, både når det afslører os, men også når det afslører Jesu kærlighed til os. Ærlighed betyder ikke, at samtalen går i stå, snarere at den bliver dybere, og vi kan se os selv i lyset af ham.

For lidt siden mødtes vi med Ellie og Thora omkring døbefonten, døbefonten, der med dens vand godt kan sammenlignes med en kilde eller en brønd. Her fik vi lov til at lytte til Jesu løfte om, at han vil være med os alle dage, at han er der ved døbefonten, og gør Guds kærlighed nærværende for troen. Vi er der omkring døbefonten i den tro, at her handler det om mere end postevand og menneskeord. Vi gør det i den tro, at her er Jesus selv nærværende i ånd og sandhed, og gør det, der i det ydre ser ud af så lidt, til noget forunderligt og stort. Her møder han os, og skaber et livsfællesskab mellem Gud og os. Jesus skænker os sig selv, som det levende vand, der kan slukke tørst efter samhørighed og nærvær med Gud og blive set og anerkendt af ham. Med Jesus rækker Gud ud efter os med sin nåde og tilgivelse, så intet behøver at skille os fra Gud. Med ham, der er det levende vand, rækker han os et håb, der er større end nogen håbløshed, og som rækker helt ind i evigheden. Og med ham giver han os en børneret og en bederet, så vi aldrig behøver være alene, eller være på vej i livet alene, heller ikke med det, der er bump i vore liv, eller når vi kan føle os mislykkede eller overset. Amen

Tilbage