Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

22-06-2008
Helle Rosendahl Andersen
Sognepræst, Storarden pastorat
403 - 448,1-3 - 448,4-6 / 672 - 396
Peters bekendelse Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse
Matt. 16,13-26
Jer. 1,4-9 1. Pet. 2,4-10
"Må vi ikke godt høre om noget andet end Jesus,"
var der en af mine konfirmander som sagde til mig,
da vi havde læst halvdelen af Peter Madsens tegneserie "Menneskesønnen".

Tegneserien handler om Jesu liv, og fortælleren er Jesu discipel Peter som også spiller en afgørende rolle i dagens fortælling, som jeg læste lige før.

Stakkels Peter som i dag både bliver kaldt salig og satan og hvorfor nu det?

Jo, det virker som om, at Jesus holder gætteleg med sine disciple og det første spørgsmål: Hvem siger folk, at Menneskesønnen er? er en slags opvarmning til det egentlige spørgsmål: Men I, hvem siger I, at jeg er?
Og det er her Peter både får ros og ris. Salig bliver han kaldt, da han bekender: "Du er Kristus, den levende Guds søn."
Men at Peter ikke har forstået et klap af det hele alligevel hører vi lidt senere, da Jesus forudsiger sin lidelse, død og opstandelse. Han fortæller dem, hvad det indebærer at være Kristus, den levende Guds søn.

Og som enhver god ven bliver Peter ganske forfærdet ved tanken om at miste ham og udbryder:
"Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig."

Først da svarede Peter rigtigt og dernæst svarer han forkert, og Jesus råber til ham: "Vig bort satan".
Det er hårde ord til en ven, som han lige før kaldte salig.

Men hvorfor? Jo, Peter troede, at han vidste,
hvem Guds søn var, men han tog fejl. Han kunne slet ikke forbinde billedet af Guds søn med lidelse eller døden. Det var bestemt ikke de forventninger, han havde til Kristus.

Men det var netop de forjættelser, som Jesus var kommet for at indfri. Det var Guds vilje, at Sønnen skulle gå op imod lidelsen og døden.
Det var den vej Kristus, den levende Guds søn skulle gå, for at han kunne frelse verden og blive hovedhjørnestenen, udsøgt og kostbar for Gud.

Det er Jesus som er kirkens hovedhjørnesten.
Det er Peters bekendelse af Jesus som den levende Guds søn, som er den klippe kirken er bygget på, fordi bekendelsen er givet Peter i hjerte og mund af Gud.

At Jesus er den levende Guds søn, bliver vi mindet om, når vi kommer i kirken, når vi går til gudstjeneste, hører læsningerne, synger salmer og beder sammen.

Between a Smile and a Tear, mellem et smil og en tåre, sådan lyder titlen på en dokumentarfilm om det legendariske jazzhus Montmartre i København som i 2004 genåbnede for en kort stund til koncerter med gamle og nye jazzkunstnere såsom Niels Lan Doky og Lisa Nilsson.

Mellem et smil og en tåre sidder vi i kirken med vores glæde, når et lille barn er kommet til verden og skal døbes.
I dag fejrede vi barnedåb. Vi døbte N.N. og ofte ser jer både glade smil og rørte tårer hos dåbsfamilien, deres venner og de andre kirkegængere som er vidner til den glædelige begivenhed.
Mellem et smil og en tåre sidder vi med vores sorg i
kirken til en begravelse, når vi skal tage afsked med dem, vi har mistet.

Som jeg fortalte dåbfamilien forleden dag, så læser præsten den samme lovprisning både ved en dåb og en begravelse: "Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde."

Påskedag hører vi netop om Jesu Kristi opstandelse i Matt 28, 1-10.
Efter Jesu død går Maria Magdalene og den anden Maria ud til graven vel for at mindes fortiden ja, for at se sig tilbage.

Ved graven sidder der en engel, og englen siger til dem: "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; Han er opstået som han har sagt. Kom og se stedet hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde.
Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa.
Dér skal i se ham. Nu har jeg sagt jer det."

Og da kvinderne mellem smil og tårer løber væk fra graven for at fortælle disciplene alt dette er de næsten ved at løbe lige forbi Jesus.
Pludselig står han dér den opstandne Jesus Kristus, den levende Guds søn og siger "God morgen" til dem.

Læg mærke til i fortællingen, at englen faktisk viser Maria Magdalene og den anden Maria væk fra graven!
Englen peger derimod fremad og viser dem vej ud til det liv som venter dem.

For det er her i livet, at påskens opstandelse skal leves.
Kristus den levende Guds søn møder os ikke kun i døden, men han er også gået forud for at møde os i den fremtid og det liv, som vi skal leve. Vores liv og død skal ses i et nyt perspektiv nemlig håbets perspektiv.

Verdens første tegning af Jesus stammer fra det 2. århundrede og er malet på en mur på Palatinerhøjen i Rom. (kopien vises frem).
Det forestiller, som I kan se en korsfæstet mand med et æselhoved og ved hans side står en mand. Indskriften på tegningen lyder: Alexamenos tilbeder sin Gud.
Tegningen kaldes også for spottekrucifikset.

Personen som har tegnet dette billede har sikkert ville vise, hvor dum han mente Alexamenos var, fordi han tilbad en mand/æsel på et kors, og hvor latterligt det var at tro på Gud. Det var hans gudsbillede?

Men hvad er vores eget gudsbillede?
Hvad er vores svar, når Jesus ikke blot spørger disciplene men os i dag: Men I, hvem siger I, at jeg er?

Kan I huske tegneserien Menneskesønnen, som jeg fortalte om i begyndelsen, da siger Peter på tegneseriens sidste side: Han viste os vejen. Nu skal vi gå den!

Peter prøvede at være en Jesu discipel og blev kaldt både salig og satan. Og ligeså skrøbelige et foretagende synes vores forsøg på at være Jesu disciple i dag.
Men det som skal være vores udgangspunkt er Peters bekendelse: "Du er Kristus, den levende Guds søn."