Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

06-07-2012
Per Sørensen
Sognepræst, Nørre Tranders pastorat
747 – 300 – 332 / 330 – 59
Peters bekendelse Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse
Matt. 16,13-26
Jer. 1,4-9 1. Pet. 2,4-10
Ordet evangelium er græsk og betyder glædeligt budskab. Det glædelige budskab er, at Gud ønsker at have med mennesker at gøre i liv og død. Gud ønsker at være vores himmelske fader i tid og evighed. Gud er kærlighed, og i sin kærlighed til os sendte han sin søn Jesus Kristus til verden.

Jesus vandrede rundt blandt mennesker på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted. Han fungerede som vandreprædikant, og han samlede en flok disciple, som vandrede sammen med ham. Han prædikede om Gud som menneskers kærlige himmelske fader, og efter sin død og opstandelse sendte han disciplene ud for at døbe og prædike.

Simon Peter er en fremtrædende discipel. Så vidt vi kan se i evangelieskrifterne, optræder han i høj grad som disciplenes førstemand og talsmand.

I dagens prædiketekst har Simon Peter og de andre disciple vandret sammen med Jesus et stykke tid. De har lyttet til Jesus og talt med ham, og de har været vidner til, at han har udført undere.

Og så sker der det, at Simon Peter aflægger bekendelsen af Jesus som Kristus, den levende Guds søn.

Havde vi nu ikke fået en anden forklaring, så ville vi måske have troet, at Simon Peter havde gennemgået en udvikling i sit trosliv, mens han havde vandret sammen med Jesus, at han stille, men sikkert ved rolig eftertanke var nået frem til sin overbevisning; men som vi kan se, forholder det sig ikke på den måde. Vist må hans discipelskab betyde, at han har haft mulighed for at tænke det igennem, som han har set og hørt, men det er dog ikke ham selv, der er nået frem til bekendelsen af Jesus som Guds søn. Bekendelsen skyldes en åbenbaring fra Gud. Hvor meget Simon Peter end har tænkt over, hvad Jesus har sagt og gjort, så har hans tankevirksomhed dog ikke kunnet føre frem til bekendelsen. Kød og blod har ikke åbenbaret bekendelsen for Simon Peter, det har derimod Gud selv, som Jesus siger.

Bekendelsen af Jesus som Kristus, den levende Guds søn, kan intet menneske komme frem til selv. Vi kan studere den hellige skrift flittigt, og det bør vi også gøre. Vi kan tænke meget over, hvad Bibelen fortæller om Gud og om Jesu ord og gerninger, men vore overvejelser fører ikke frem til bekendelsen af Jesus som Guds søn. Det at kunne aflægge bekendelsen af Jesus som Guds søn er en Guds gave.

Når Jesus videre siger til Simon Peter, at han er den klippe, hvorpå kirken skal bygges, så betyder det ikke, at han har nogle kvaliteter, der er egnede til at bygge kirke på. Det betyder, at Jesus vil bygge kirke af de mennesker, som aflægger bekendelsen. I og med bekendelsen af Jesus som Kristus, den levende Guds søn, er mennesker den kirke, som Jesus bygger.

Mennesker kan bygge store og smukke huse og kalde dem kirker, og det er udmærket at gøre det, men kirke i den betydning, som vi møder i dagens prædiketekst, er vi, når vi i Guds kraft bekender troen på Jesus som Kristus, den levende Guds søn.

I Lukasevangeliets kapitel 5 kan vi læse om, hvordan Simon Peter bliver kaldet til at være discipel. Det sker midt i hans dagligdag som fisker. Han er ikke noget overmenneske, og bekendelsen gør ham heller ikke til noget overmenneske. I det følgende ser vi, at han ikke er blevet udstyret med nogen speciel og for mennesker hidtil ukendt autoritet i trossager. Da Jesus fortæller om sin forestående lidelse, død og opstandelse, er Simon Peter ikke udstyret med andet end sin almindelige tankegang, der siger ham, at hans herre og mester da ikke bør gå igennem noget så grusomt som at blive pint til døde. Simon Peter er ikke udstyret med nogen højere guddommelig tankegang, som får ham til at acceptere Jesu forudsigelse af sin død og opstandelse. Simon Peter tænker kun, at Jesus ikke bør lide ondt.

Og det er en djævelsk indskydelse, som vi kan høre på Jesu reaktion. Jesus er forudbestemt til at lide, dø og opstå, og så kan det ikke nytte noget at protestere imod det.

Og derved røres der ved noget, som vel ingen af os kan sige sig fri af, nemlig den undren, som vi kan gribes af, når vi tænker på Jesu lidelse og død. Her i verden lærer vi nok aldrig helt at forstå, at det var nødvendigt, at Jesus skulle gå så meget ondt igennem. Det at lære Jesus at kende og i Guds kraft at kunne bekende troen på ham er ikke det samme som at forstå hans gerning fuldt ud.

Det må blandt andet være det, der tænkes på i salmen "Hil dig, frelser og forsoner!", når det i et vers hedder: "Ja, jeg tror på korsets gåde..." Der vil nok for enhver af os altid, så længe vi lever på jorden, være noget gådefuldt over korset.

"Vig bag mig, Satan!" siger Jesus, da han hører Simon Peters protest mod lidelsesforudsigelsen. Han siger derimod ikke til Simon Peter, at han skal forsvinde. Selv om der er noget, Simon Peter slet ikke forstår ved Jesu ord og gerning, så kan han dog stadigvæk være Jesu discipel.

Og det gælder også for os. Vi skal ikke være udstyret med en overmenneskelig fatteevne for at høre til i Jesu følge.

Derimod skal enhver af os tage sit kors op og følge ham. Det kan blandt andet betyde, at vi skal acceptere noget, som vi ikke forstår, for eksempel korsets gåde.

Simon Peter fremstilles som et menneske, der uden særlige forudsætninger optages i Jesu følge, og dog er han et billede på den kristne menneskes enkelte mennesker. Som han er vi uden særlige forudsætninger, og alligevel vil Jesus have os i sit følge. På os bygger han kirke, når vi i Guds kraft bekender ham som Kristus, den levende Guds søn. Amen.