Stiftet
Kirker

8. søndag efter trinitatis

2013-07-16
Lige siden den første kristendoms tid, har kirken været optaget af at fastholde en enhed. I hvert fald en enhed udadtil. Derfor blev enhver form for kætteri, hvilket vil sige fravigende holdninger og meninger, dømt ude. Kætteriet anfægter enheden og anfægter derfor også magten, for magt og enhed går hånd i hånd.

Således kan vi genfinde kampen mod splittelse hele vejen op gennem historien. Under reformationens kampe var det netop anklagen mod splittelse, der var det afgørende. Luther og reformationen splittede kirken, sagde man. Det var splittelsen, og derved tab af magt, der var det farlige, ikke de egentlige synspunkter. Det væsentlige var at bevare enheden. Enheden, der er forudsætning for magten.

I vores moderne tid kan man i mange økumeniske sammenhænge igen høre tale om enheden. Det er nødvendigt at udfolde en synlig enhed, som det ofte siges. Dette krav om synlig enhed fremføres ofte meget tolerant og humant, men spørgsmålet er jo hvilken enhed, man søger: er det en kirkelig enhed eller er det en enhed i Kristus?

Den kirkelige enhed, er den enhed, hvor man søger efter indflydelse og magt, og enheden i Kristus er den enhed, som vi alle har til fælles i dåben. Enheden i Kristus har alle døbte til fælles, og så mødes vi i kirkens rum med alle vores forskelligheder og holdninger. I kirkens rum må vi hver især lytte til ordet, og så gå ud derfra, og lade menigheder og holdninger brydes. Guds ord herredømme skaber ikke just enhed … Guds ord herredømme skaber frihed …

For man kan ikke umiddelbart kende hinanden på enheden. Vi kendes derimod på frugterne, som Jesus siger i dagens evangelium.

Og frugterne er jo, at Jesus Kristus spirer op i blandt os som korsfæstet og opstanden. Som ham, der sprænger rammerne, og dømmer dem inde, der var ude langfredag.

En kirkelig enhed er altid en enhed, der handler om magt. En enhed, der vil fastlægge hvad sand kristendom er. En enhed, der vil have fortolkningsmonopol på sandheden.

Men hvis enhver af os, der er krøbet ud af dåben, er præster for vor Herre, så sidder vi hver især med en fortolkningsret. Ingen kan i en evangelisk kirke påberåbe sig fortolkningsmonopol på skriften, for så har vi indført pavedømmet på ny, hvor kun en tolkning er ret, og så er vi begyndt at kunne kende hinanden på noget andet end frugterne.

Alle har vi, som krøbet ud af dåben, en fortolkningsret, men ingen kan have et fortolkningsmonopol uden at knægte dåben, uden at knægte enheden i Kristus. Derfor er det lige før, man kan sige at kirkens enhed, er en knægtelse af enheden i Kristus.

Så på frugterne skal vi kende dem. Det betyder, at det slet ikke er på meninger og holdninger. Kætteri er ikke meninger eller holdninger. Meninger og holdninger er jo faktisk ikke så rasende spændende, når det kommer til stykket, selvom det er meninger og holdning, vi for tiden mest efterspørger.

Evangeliet spørger nemlig ikke om meninger og holdninger. Evangeliet spørger om frugterne. Og når Guds ord spejl holdes op foran dig, så skal du se dig selv deri, hvis du ser andres meninger og holdninger deri, så er det ikke Guds ord, du spejler dig i. Du skal kun se dig selv i Guds ord, og se hvilke frugter din tornebusk bærer. For når talen er om de falske profeter, så er det det spørgsmål, du skal svare på.

Og hvad nu, hvis man så ser sig selv, som den, der ikke bærer god frugt? Hvad nu hvis man egentlig siger "Herre, Herre", men samtidig opdager, at sandheden om en selv egentlig er, at man bare er en tjørn, der bærer strittende, rethaveriske torne, som stikker enhver, der går vores soleklare ret for nær?

Hvad nu, hvis vi opdager i ordets spejl, at vi falder udenfor kirkens enhed? At vi bærer nogen sølle frugter i forhold til bekendelsen? At vi med munden bekender, men at bekendelsens frugter er det så som så med? At vi ikke kan bære gudsbilledets frugter?

Så kan det være, at vi i ordets spejl opdager, at vi er mennesker, og al denne tale om en særlige kirkelig enhed, ofte er en forloren snak, der dækker over at vi ikke har spejlet os til bunds i ordet. Har spejlet os helt til bunds, der hvor al vores frugt må falde til jorden, og vi står som afpillede tornebuske tilbage.

For den, der gjorde den himmelske faders vilje, det var Jesus Kristus selv. Han gjorde det, fordi vi ikke kunne. Det er det afgørende. Og det er ham, der åbner himmeriget. Ham alene, og ikke vores gøren og kunne.

Så vi skal nok være knap så hurtige til at finde frugter og tjørn og tidsel hos hinanden. Vi skal nok mere forsøge at spejle os i Guds ord, og når vi har spejlet os der i, så finde ud af, at vi er nødt til at lade de andres meninger og holdninger være, men dog brydes med dem, fordi vi, lige så meget som dem, har en fortolkningsret, da vi alle er krøbet ud af dåben.

Enheden er ofte et skalkeskjul for magt, og for ikke at ville lade de andre tolke kristentro. For vi kender kun til enheden i Kristus.

Den enhed, der bunder i, at Kristus blev frelser for os, der ikke kunne finde den rette enhed og tabte den ære gudsbilledets frugter at bære.

Amen
Thomas Reinholdt Rasmussen
Provst, Sct. Catharinæ pastorat
736 - (433/434) - 598 - 308 / 352 - 439 - 313 - 337
Om falske profeter
Matt. 7,15-21
Jer. 23,16-24 Rom. 8,14-17
Prædikener fra 8. søndag efter trinitatis Prædikener af Thomas Reinholdt Rasmussen

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.