Stiftet
Kirker

9. søndag efter trinitatis

2019-08-18
Den utro Godsforvalter

Jeg har to læresætninger, jeg har fået indprentet i min barndom, som står stærkt, og som jeg lever efter i dag. Man må ikke invitere på afbud og man kan ikke købe sig venner.

Begge leveregler, der tragter efter at regulere væsentlige sociale forhold i vores liv. Det ene kunne man kalde reglerne for gæstevenskab. Regler som står stærkere i mange andre kulturer end den danske.

Det andet kunne man kalde basal indføring i, hvad der tæller, når man skal gøre op, hvem der virkelige er ens venner og fjender. De venner man har fået fordi, man købte sig til dem. De venner vil ikke holde til fattigdom og modgang. Den er en kort frist, man har købte venner.

Men hør så lige her:
”Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger”

Sådan hedder det hos Lukas i dag. Evangeliets Umoralske modstykke til den børnelærdom vi alle har fået indprentet: Man kan IKKE købe sig til venner.

Den utro forvalter, som dagens hovedperson er kommet til at hedde, både vil og kan købe sig til venner.

Fortællingen er absurd komedie på højeste plan: Vi hører om en rig mand, der havde en uduelig forvalter, som ødslede hans ejendom bort. Den rige mand sætter forvalteren til at aflægge regnskab med henblik på at fyre ham, når det er kommet for en dag, hvor store tab, han har påtvunget sin herre.

Forvalteren er måske uærlig, men ikke dum. Han handler snarrådigt og lægger en plan for, hvordan han skal kunne komme videre i livet efter, at han er blevet fyret.

Han indkalder en efter en alle dem, der skylder hans herre penge og nedskriver deres gæld.

Hvis ikke vi vidste, at Lukas evangeliet er skrevet for små 2000 år siden, ja så kunne det jo være en historie om noget, der skete under finanskrisens efterveer. Der var mange store spekulanter, der fik nedskrevet deres gæld, imens små skyldnere måtte gå fra hus og hjem. Lidt populært sagt: Hvis du skylder banken 1 million, er det dit problem. Hvis du skylder banken 1 milliard, er det bankens problem.

Men lad nu det ligge. Lad os komme tilbage til den utro godsforvalter hos Lukas efter at have konstateret, at historien ikke er mere usandsynlig end, at den kunne have fundet sted her og nu. Det bliver den ikke mindre absurd af, men lad os gå ind i absurditeten.

Godsforvalterens herre, den rige mand ønsker at sætte sin forvalter fra bestillingen, fordi han er utilregnelig. Han har ikke styr på driften og pengene fosser ud af kassen. Det kan ikke blive ved på den måde. Hvis ikke den rige mand får sat en stopper for tabene, vil han snart ikke være så rig mere.

Godsforvalteren indser straks, at den er gal, og at han ikke vil få job som forvalter noget andet sted efter denne misere. Hans navn vil være ødelagt. Han går sin egen ruin i møde. Her må handles hurtigt, tænker han. Der er kun en effektiv måde at få ændret på hans relationer til omverdenen. De skal over på hans side. De skal stå i taknemmelighedsgæld til ham. Og så begynder han systematisk på at købe venner.

Vi er forargede, det gyser i os, mens vi selvretfærdigt gnider os i hænderne. Bare vent til Herren hører om dette, så skal han få retfærdigheden at føle. Så er det ude med den utro Godsforvalter.

PAUSE

Men nej, det går stik modsat. Herren, som nu hos Lukas skrives med stort, fordi Herren er Gud, roser den uærlige forvalter.

Vores retfærdighedssans er krænket. Ja så krænket at vi indledte med at karakterisere historien som absurd.

Om Gud må vi i sagens natur antage, at han er retfærdig. Det postulerer han også gang på gang, at han er. I dagens læsning fra Ordsprogenes bog hedder det ligefrem at Herren afskyr den, der kommer på afveje, men med den retskafne har han fællesskab.

Men med denne dagens fortælling om ret og uret bringes vi et andet sted hen. Lukas fortæller os måske denne historie, fordi han vil give os et andet og mere nuanceret billede på Guds og vores retfærdighed. Han stiller med historiens tilsyneladende absurditet et spejl op for os. Et spejl, i hvilket vi ikke blot skal se os selv. Men et spejl som også gerne skal vise os vores næste.

Gud er ikke en uretfærdig dommer, men det er vi måske. Hvor ofte sætter vi os ikke til doms over andre mennesker og hvor ofte gør vi dem ikke uret? Ja gør vi nogensinde andre mennesker ret? Ligger fordømmelsen ikke først for?

Har vi ikke alle prøvet at være kommet forkert ind i en relation, fordi vi på forhånd havde afsagt en dom over det menneske, vi mødte. En dom der gjorde, at vi aldrig reelt kom til at møde det menneske. Vi traf det nok, men kom det aldrig i møde.

Måske er modstillingen i dagens tekst ikke mellem retfærdighed og uretfærdighed, men mellem imødekommenhed og fordømmelse.

Vi er tilbøjelige til at agere som dommere i forhold til vores medmennesker i stedet for at komme dem i møde. Uretfærdige dommere, for hvem er vi til at dømme?

Med nævenyttig ihærdighed fordømmer vi og ødelægger livet for hinanden.

Men med Jesus barnelighed med os mennesker sætter Gud sig til doms over vores fordømmelse. Han ved godt, at ingen af os kan gå fri. Vi har alle påført et medmenneske fordømmelsens smerte. Vi stigmatiserer hinanden. Menneskeheden stigmatiserede Guds søn med naglegab i hænder og fødder.

Jesus den retfærdige mødte menneskers fordømmelse. Guds kærlighed til mennesker blev korsfæstet. Kærligheden blev fordømt.

Men Gud holder aldrig op med at elske sin skabning. Han holder aldrig op med at kere sig om vores tilbøjelighed til at fordømme hinanden og dermed ødelægge muligheden for kærligheden som den bærende relation.

Derfor fornyer han løftet om sin kærlighed, hver gang vi samles i hans navn for at holde gudstjeneste. Han gentager viljefast sit løfte om at elske os, hver gang vi holder dåb.

Han tilsiger os forladelse for vores fordømmelse, hver gang vi knæler ved hans bord. Han lyser sin velsignelse over vores liv med hinanden. Søndag efter søndag lyder ordene om, at hans øjne hviler på os i nåde, med ønsket om, at vi må gå ud og leve med hinanden i fred.

Vi begyndte med den utro godsforvalter, som Herren først fyrede for sin dårlige forvaltning for siden at rose ham for at svindle endnu mere.

Gud er retfærdig, men ikke efter vores målestok. Gud giver os nemlig ikke, som vi har fortjent. Ingen er tjent med at få som fortjent, når det er Gud, der dømmer.

Mennesker sætter sig til doms over hinanden. Gud sætter sig til doms over vores fordømmelse. Han møder fordømmelse med kærlighed. Hans dom over mennesket er kærlighed.

For det vil vi sige:

Lov og tak og evig ære...




Hanne Puk Hamann Dahl
Sognepræst, Budolfi Sogn
402 - 683 - 292 - 692 - 375
Lignelsen om den uærlige godsforvalter
Luk. 16,1-9
Ordsp. 3,27-35 1. Joh. 1,5-2,2
Prædikener fra 9. søndag efter trinitatis Prædikener af Hanne Puk Hamann Dahl

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.