x
Historie
-
Hellum kirke er romansk fra begyndelsen af 1200-tallet. Den bestod oprindelig kun af skib og kor. Våbenhuset er nybygget i 1925.
-
Tårnet er sengotisk - begyndelsen af 1500-tallet. Granitkvadre fra skibets vestgavl er genanvendt, hvorpå tårnet er fuldført i teglsten. Klokken hænger dog ikke i tårnet, men i en senere tilbygget klokkestabel på korets østgavl. Den er støbt hos Mejlstrup i Randers i 1856.
-
På et tidspunkt har kirken hørt under Gl. Vrå, men har dog for det meste været selvejende. I 1556 var den så forfalden, at præsten indstillede til biskoppen, at den burde nedlægges. Det mente beboerne dog ikke, den skulle. De henvendte sig til kongen, og i 1558 traf Christian III beslutning om dens fortsatte beståen. Indtil 1859 var Hellum anneks til Hellevad, hvorefter den blev anneks til Jerslev.
-
I korets sydmur lige øst for vinduet er indmuret et relikviegemme, der oprindelig har haft sin plads i et alterbord.