Matt. 18,14-18
Det er anden dag i det nye år. 2022 er kun lige til ende, og 2023 ligger foran os med alle sine uprøvede muligheder, og med alle sine forudanelser, der ikke nødvendigvis bliver til noget.
Året, der er svundet, har budt på både krig og krise, og nu er det nytår, og vi tager fat på et nyt år. Vi tager fat på det med alle de erfaringer, vi nu har, og vi tager fat på det velvidende, at vi ganske givet kommer til at stå overfor udfordringer, som vi ikke før har kendt til, eller som vi ikke før har skullet håndtere. Således er det at være menneske.
En ting, der synes at være et tilbagevendende tema er vores institutioner. Og ikke mindst håndtering af dem. I flere år har vores institutioner været under pres, og tanken med en institution er heller ikke, at den bare skal stå uberørt i tiden. Det giver ikke mening. Den skal sættes i spil. Den skal berøres. Den skal berøres af tidens travlhed.
Men samtidig er det afgørende at institutionerne står som faste hegnspæle i tidens strøm. Hvis institutionerne skrider, så skrider vi med dem. Det fortæller historien os og særlig den helt nære historie i det tyvende århundrede.
Vi er nødt til at have faste holdepunkter også for at beskytte det enkelte menneske, og for at det enkelte menneske kan udfolde de muligheder, man nu har.
Så vi skal alle sættes i spil. Vi skal alle berøres. Vi skal bare passe på, at vi ikke undergraver institutionerne således, at vi ikke kan sættes i spil, men kun splittes ad.
Det har vi alle et ansvar for, også for at forvalte den frihed, som er os givet. Hver for sig skal vi forvalte den frihed og den etiske fordring, der er givet med livet. Det er en fordring. Det er et krav til os.
Og det er en af grundene til, at jeg fra alteret her til morgen læste beretningen om det vildfarne får. For her modtages en fordring fra en, der er faret vild. Det er den ene grund.
Den anden grund er, at jeg her i efteråret netop skulle prædike over denne tekst, og ved denne gudstjeneste var en af vores gode folkevalgte, der efter gudstjenesten stillede mig det spørgsmål om, hvor langt man skulle gå for at lede efter det vildfarne får? Hvor langt skulle man går efter den ene på bekostning af de nioghalvfems? Hvor langt skal man strække sig efter den ene på bekostning af fællesskabet?
Det var det, man kalder et godt spørgsmål. Den folkevalgte, der stillede det, var primært optaget af sundhedsfaglige spørgsmål, og altså således også spørgsmålet om, hvorvidt man nu skulle have en meget dyr behandlingen af en særlig sygdom, og hvor man så ikke kunne operere alle de hofter, man nu skulle og burde.
Hvor langt skal man gå?
Hvor langt skal man strække sig?
Hvor meget skal man ofre?
Ja, hvis man stiller spørgsmålet ind i en kristen kontekst, som er vores kontekst, så får man ikke et afgrænsende svar. For kristendommen er ikke en religiøs lov, der giver svar på sådanne spørgsmål.
Her lyder svaret simpelthen: Tag ansvaret på dig. Gå ud efter fåret. Hvor langt du skal gå, er op til dig. Principielt skal du gå til verdens ende efter det, men det ved vi jo godt ikke altid sker. Men tag ansvar.
Og med ansvar følger altid skyld. Det gør det i alle opgaver og på alle planer. Vi kan ikke finde os et sted, hvor vi kan dække os ind under en lov eller andet. Du må tage et ansvar. Og du må tage skylden på dig.
For vi afgrænses jo alle af ressourcer og lignende. Vi har ikke ubegrænsede midler. Der må prioriteres. Det er en fælles opgave. Og i prioriteringen ligger der både et ansvar og en skyld.
Skal jeg prioritere det enkelte får fremfor de nioghalvfems andre? Skal jeg lade det enkelte vildfarne får forsvinde i ødemarken for at beskytte de nioghalvfems andre?
Den fordring er din. Det ansvar er dit. Det kommer vi ikke uden om, hvad vi end beskæftiger os med, og hvad vores opgave end er.
Og der står man så. Med sin opgave og sit ansvar. Det kan ikke være anderledes. Det må træffes en beslutning. Der må foretages en prioritering. Det kan ikke være anderledes. Ingen slipper uskyldige ud herfra.
Og så er det jo en glædelig tilsigelse, at vi faktisk tror på ham, der gik til verdens ende for det vildfarne får. Der er faktisk en, hvis nåde og kærlighed ikke prioriteres, og som fortælles om i lignelsen.
Det er ham, vi tror på. Det er ham, vi døber vores børn på. Det er ham, vi lægger vores afdøde i hænderne på. Ham der gik ud i ødemarken for at frelse det fortabte.
Når vi står med en bøjet fordring og et krav, der er skrevet ned, for at vi kan opfylde dem, så lever vi under tilgivelsens Herre. Det er det glædelige budskab. Tilgivelse også i 2023.
Amen
