Prædiken pinsedag 2022; Johs. 14,15-21
Ved at leve sætter vi os spor. Vi sætter spor i hinanden. Vi sætter spor i det liv, vi lever. Vi sætter spor i historien.
Sporene i historien kalder vi for tradition, og den kan både være befriende og trykkende.
På samme måde kan vores egne spor i livet være både befriende og trykkende. Nogle hændelser og oplevelser husker vi med glæde, fordi de var gode og fordi de fik livet til at folde sig ud, og andre kan trykke os til jorden, fordi livet forkrøblede og blev til langt mindre end vi regnede med.
Både i det store perspektiv og i det mindre perspektiv kalder historien på os, og trækker i os på både en gode og sikkert også en mindre god måde.
Når en institution som kirken har været i historien i snart 2000 år – siden den første pinsedag – så er der også spor som er mindre heldige og mindre gode. Spor som man godt ville være foruden.
Således er det være i verden. Traditionen kalder på os og truer også nogle gange med at kalde os tilbage til et mørke, som vi gerne ville være foruden.
Men omvendt så er vi i en kirke – en evangelisk kirke – hvor det afgørende altid er nutiden. Det er her og nu, at børn bliver båret til dåben, og det er her og nu, at vi tages til alters. Kristendom er altid evangelisk set nutid. For det er her vi møder vor Herre og det her vi møder evangeliet.
Traditionen har evangelisk set en helt anden placering. En mindre placering. En placering, som ikke vejer med samme tyngde som nutidens møde med den levende Kristus ved dåb og nadverbord.
Hele tiden begynder vi på ny, som det også siges af en klog mand et sted. Altid at begynde på ny. Altid møde Guds kærlighed ved døbefont og alterbord på ny. For den spændende fortid, hvor der sandelig kan mødes mange gode tanker, er altså fortid. Det er ikke i fortiden, vi møder Gud. Det er nu.
Således skal vi også som Jesus siger det i dag møde kærligheden i ham. Møde den som en befriende kærlighed. For det er pinse – Helligåndens fest – og hvad er ånd andet end forhold og relation? Og hvad er kærligheden andet end en levende relation? Og hvad er tilgivelse andet end en fornyet relation?
I kirken kan vi bruge store ord som ingen andre steder, og derfor har vi også et udtryk, der hedder synderens forladelse.
Syndernes forladelse er, at fortiden bliver til historie. Hvis fortiden ikke er tilgivet, så lever den iblandt os. Hvis vi har gjort noget, som tynger os til jorden, så, er det fordi tilgivelse ikke har gjort det til historie. Så lever fortiden stadig hos os, som tyngende fortid.
Syndernes forladelse er at gøre fortiden til historie.
Den dårlige hændelse vil for altid være en del af mit liv, men den tynger ikke mere. Det er syndernes forladelse: i kærlighed at gøre fortiden til historie og sende os ind i nutiden. I den nutid, hvor vi vedvarende møder Gud.
For det handler om at være i ham, som han er i jer, og at tage del i den kærlighed, der altid sender os ind i nutiden. Altid sender os ind i den verden, hvor vi er levende med hinanden i det liv, som Gud har givet os.
Det er pinsedag. Det er Helligåndens fest. Derfor er det også en fest for fornyelsen. En fest for at det liv, vi lever, og som vi ofte skrumler rundt med, fordi det både er besværligt og tyngende, at det kan fornyes.
For vi tror på en Gud, der gør altid nyt. Det er det vi kalder for syndernes forladelse, at livet bliver nyt for os ved, at fortiden bliver til historie.
Vi tror på en Gud, der gør alting nyt. Også gør det nyt for dig og for mig, når vi drukner i skyld og tyngende fortid. Han gør alting nyt.
Vi skal passe på ikke at forsvinde ind i fortiden både i vores eget liv og i kirkens liv. Fortiden er en guldgrube af viden og tanker, som vi skal tænke med på. Men vi må ikke lade fortiden bestemme over det liv, vi har nu. For Gud gør alting nyt.
Det er den konstante fornyelse: at vi ved døbefont og alterbord løftes op igen, og her møder Gud som levende nutid, der tager imod os og giver os sig selv, som den kærlighed, der fornyer verden og os med den.
Så lad os hele tiden holde fast i den tro, at vi tror på en Gud, der gør alting nyt. Det gjorde han for kvinderne ved graven, da Jesus opstod på trods af deres tro. Det gjorde han for spædbarnet ved dåben. Det gør han for os, når vi rækkes brød og vin. Gør alting nyt. Du er med. Du er med ganske uanset hvad du bærer på. Du er med.
Det er syndernes forladelse. Det er pinse. Det er evangeliet selv.
Amen
