Tillad mig i dag at indlede med en personlig iagttagelse. Det er dog en iagttagelse, som jeg synes, er blevet bekræftet gennem arbejdet både i stiftet, folkekirken og i offentligheden generelt.
Det er det forhold, at det synes som om, vi forsimpler verden. Det komplekse gøres enkelt, og det flertydige gøres entydigt.
Vi lever i en tid, der taber flertydighed og diversitet. Det kan ses på naturen omkring os, hvor fuglearter og insektarter svinder ind, og diversiteten gøres mindre. Og det kan iagttages i samfundsforhold, hvor vi gøres mere og mere ens på trods af påstanden om det modsatte.
Den tyske forsker Thomas Bauer har skrevet en hel bog om dette forhold. ”Forsimplingen af verden”, hedder den.
Her påpeger han, at vi lever i denne entydiggørelse af verden, og tydeligt er det i litteraturens bevægelse fra poesi til krimi. Poesien er i vor tid ikke i høj kurs, men det er derimod krimien. For poesien er netop flertydig, og krimien er netop bevægelsen fra flertydighed (”hvem er morderen?”) til entydighed (”Han er morderen”). Krimien er netop den moderne kulturs grundbog og grundbevægelse. Vi forsøger hele tiden at gøre det komplekse entydigt. Jeg kan kun anbefale at læse Thomas Bauers tankevækkende bog.
Men denne kulturelle entydighed er også et teologisk og organisatorisk problem. Et problem, der udfordrer forkyndelsesfriheden, menighedernes kaldsret og lignende. Det, jeg erfarer, er også, at det netop er den evangeliske frihed, der netop er sværest at forstå i offentligheden og det, der skaber de største sammenstød.
Måske er det ud fra en teologisk position en af folkekirkens opgaver i vor tid at insistere på flertydighed, så der er plads til frihed. Det er jo, for at tale virkeligt teologisk, netop det, der er en af Luthers hensigter med hans tale om Guds skjulthed, den såkaldte deus absconditus-tanke, at fastholde flertydigheden i Gud og derved paradoksalt også den menneskelige frihed. Ophæves Guds skjulthed, ophæves friheden. Måske er angrebet på deus absconditus-tanken i vore dage netop en angst for frihed og en bevægelse mod entydighed, hvor man kun kan være på en måde. En ophævelse af poesien.
Men denne reduktion af kompleksitet har også betydning for den folkekirkelige organisation.
Middelalderkirkerne
Igen i år har middelalderkirkerne og deres brug og ikke mindst vedligeholdelse været på programmet. Det er indlysende, at det er et problem, og også et komplekst problem, som netop ikke må reduceres til entydighed.
For kirkerne er ofte i brug. Der er gudstjenester i dem, og der er også kirkegårde omkring dem. Samtidig skal vi ikke underkende, som Jørgen I. Jensen har påpeget det, at den fjerne kirke på bakketoppen også har en forkyndende effekt. Middelalderkirkerne har en kropslighed, der også rummer en forkyndelse alene ved at være.
Men vi kan heller ikke se bort fra den økonomisk udfordring. Aalborg stift har 331 kirker, og heraf er cirka 250 af dem middelalderkirker. De 100 af dem står i det skønne Thy og på det smukke Mors. Her bor cirka 55.000 mennesker. Disse 55.000 mennesker skal vedligeholde 100 middelalderkirker, hvor de resterede 500.000 mennesker i stiftet skal vedligeholde 150 kirker. Enhver kan se misforholdet.
Vi er nødt til at fastholde, at kirkerne er et nationalt anliggende, og et nationalt klenodie. Folkekirken skal nok tage sig af dem, men vi kan ikke forlange, at tyndt befolkede områder alene skal bekoste det. Der er vi nødt til at finde en fælles nationalløsning. Det er en kompleks udfordring, der ikke bare må reduceres til enkle svar. Måske kan det faktisk ses som et af de moderne vilde problemer.
Samtidig er der kirker, der er ringe besøgt blandt andet på grund af demografiske ændringer. Og disse kirker må ikke trække kræfter ud af mere velfungerende og velbesøgte kirker. Vi er nødt til at se nogle kirker, som det jeg vil kalde ”højtidskirker”; altså kirker, som ikke er en del af daglig brug, men kun bruges ved højtider og kirkelige handlinger.
Jeg vil i det kommende år tale først med provsterne om denne mulighed for højtidskirker, og hvordan vi derved får brugt vores kræfter bedst til gavn for det kirkelige arbejde.
Præsterekruttering og økonomi
Vi behøver ikke trætte hinanden med præsterekruttering. Vi kender udfordringen, at vi har svært ved at skaffe kvalificerede ansøgere til stiftets ledige embeder.
Vi har på landsplan foretaget flere undersøgelser af problemet, og forstår faktisk ret godt udfordringerne. En af de væsentlige er, at vi simpelthen skal have flere til at læse teologi.
Derfor er det vitterligt nærmeste en farce, at Københavns Universitet her i det tidlige efterår reducerede studiepladserne med cirka 40. Aarhus Universitet har heldigvis fundet en anden vej, så reduktionen her bliver mindre (2 pladser). Men det betyder jo alligevel, at alle de kræfter, der er brugt til at få flere til at søge ind på studiet, løber lidt ud i sandet. Her er en stor udfordring, som vi vil samtale om med universiteterne og på regeringsniveau, hvor præstemanglen jo faktisk er anerkendt.
Præstemanglen kommer til at præge og vel også ændre folkekirken, for hvis der ikke kan skaffes præster, så ændres den kirkelige struktur. Det skal vi være klar til.
Oven i det fik vi i år økonomiske udfordringer af overenskomsten, som betød, at præstebevillingen kom under pres. Der var ikke midler til at dække lønstigningerne, og alle stifter måtte se på, hvordan pengene kunne slå til i 2024. I Aalborg Stift er vi som i de andre stifter flere steder nødt til at holde embedsopslag og ansættelse af vikarer tilbage.
Vi kommer i mål. Men jeg skal anerkende fuldt ud, at det har været svært, og jeg vil gerne her rette en tak til sognene og ikke mindst til præsterne for at have holdt for og tage en tørn, som ikke altid har været let. Tak skal I have.
Samtidig er økonomien presset i toppen af folkekirken, så fællesfondsinstitutionerne må spare og udføre det, der hedder opgavebortfald. Det er en øvelse, vi nok skal håndtere, men det betyder selvfølgelig, at der fremover er opgaver, der ikke bliver udført, eller bliver udført anderledes. Det gælder også for stiftsadministrationerne.
Og vi er nødt til at fastholde, at kompleksiteten ikke må reduceres, for da svarer vi ikke på spørgsmålene, som rejses.
To nye projektansættelser
Hvad er så vejen at gå? Vi kan i hvert fald ikke sidde på hænderne. Og det gør vi heller ikke. Stiftsrådet har finansieret to nye projektansættelser, som skal være med til at give os det rette grundlag at stå på.
Dels en 1-årig ansættelse, som er en udmøntning af Kirkeministeriets arbejdsmiljørapport, og dels en 2-årig ansættelse, som er en udboring af de strukturelle forhold i stiftet, som vi er nødt til at forholde os til.
Vi skal have et grundlag at stå på, så vi kan træffe de rette politiske beslutninger i tråd med samfundets øvrige forhold, så vi også kan være nærværende og fungerende folkekirke om 10-20-30 år. Vi må aldrig slå os til tåls med at hoppe fra tue til tue, men have en plan for strukturen, når der ikke kan skaffes præster eller etableres menighedsråd.
Den første ansættelse er som sagt arbejdsmiljørelateret. I 2023 udkom den meget omfattende arbejdsmiljørapport, som var en undersøgelse af det psykosociale arbejdsmiljø blandt ansatte i folkekirken.
Folkekirken er en kompleks organisation med en mangfoldig medarbejdergruppe. Det glædelige forhold er, at folk er meget tilfredse med at arbejde i folkekirken og finder det meningsfuldt.
Tre ud af fire oplever i høj grad, at samarbejdet med deres kolleger fungerer godt, og mange vil anbefale arbejdet til andre.
Det mindre glædelige er, at hver 7. inden for det seneste år havde oplevet mobning. 16 % havde været udsat for krænkende handlinger. Det kan f.eks. handle om at føle sig bagtalt eller udelukket fra et fællesskab
Når ansatte ikke trives, er uklar ledelse et gennemgående tema.
Folkekirken skal være en tryg og god arbejdsplads, og vi må på ingen måde tolerere krænkende handlinger. Her vil Aalborg Stift gerne gå forrest.
Når de ansatte trives i arbejdet, så er der fire forhold, der gør sig gældende: God ledelseskvalitet, arbejdsfællesskab og psykologisk tryghed, klarhed og samarbejde på tværs og sociale aktiviteter og traditioner.
Rapporten mundede ud i en række anbefalinger, og det er netop de anbefalinger, som vi ønsker, at den kommende projektansættelse skal omsætte til helt konkrete handlinger, som vi kan omsætte i stift, provsti og sogn.
Den anden ansættelse skal undersøge de strukturelle forhold, og gennemlæse kommunale rapporter, demografiske udgivelser og økonomiske undersøgelser, og hjælpe os til at træffe de forhåbentlig rette strukturelle beslutninger i samarbejde med provsti og menighedsråd. Det er en helt naturlig investering, så vi kan være velfungerende folkekirke også i fremtiden. Her får vi grundlaget for gode beslutninger.
Jeg forventer mig meget af disse to ansættelser, som vil have en referencegruppe omkring sig bestående af repræsentanter fra stiftsråd, menighedsråd, præster, provster og ansatte.
Koranlov og aktiv dødshjælp
På det samfundsmæssige plan har vi været engageret i debatter om koranlov og aktiv dødshjælp. To store samfundsdebatter, som er blevet rejst.
I oktober sidste år tonede biskopperne rent flag til forhold til dødshjælp med en fælles udtalelse, som tog afstand fra det. Dødshjælp vil ændre vores samfund og vores syn på hinanden. Vi skal ikke have dødshjælp, men livshjælp, også til døende, så de kan komme værdigt herfra uden en fornemmelse at være til besvær.
Det er en kristen grundindstilling, at intet menneske er til besvær.
Debatten foregår stadig, og det er mit håb, at vi i fællesskab besinder os på, at aktiv dødshjælp ikke er en værdig måde at behandle hinanden på og en glidebane mod et samfund, som jeg i hvert fald ikke vil stå inde for.
I sensommeren og efteråret 2023 bølgede debatten om den såkaldte koranlov. Den handlede om utidig behandling af religiøse genstande. Generelt skal man behandle bøger ordentlig og således også genstande af betydning. Men omvendt må enhver gøre, hvad de vil, med de ting, de nu ejer. Vi har ytringsfrihed.
Her må enhver finde sit standpunkt, men mit var, at vi ikke således kan indskrænke ytringsfriheden, og derfor udtalte jeg mig mod den såkaldte koranlov. Ikke fordi jeg billigede afbrændingerne, men fordi forbud ikke er vejen frem. Ordet skal tales frit, og meningerne skal brydes. Det var udgangspunktet.
Nationale opgaver i stiftet
Aalborg stift varetager en rækker opgaver på nationalt niveau. Integreret i stiftet er Plancenter Aalborg som ledes af chefkonsulent Marie Johansen. Planafdelingen undersøger lokalplaner og lignende, hvor for eksempel såkaldte VE-anlæg kan kollidere med kulturarv, altså middelalderkirkerne, som er noget af vores væsentligste kulturarv.
Stifterne administrerer denne opgave på statens vegne, og det er således ikke en funktion af evangeliets forkyndelse, selvom nogle i kommunerne til tider synes at mene dette. Det er en statslig opgave, der er lagt ud til stifterne at administrere.
Vi har en vetoret, som vi meget sjældent bruger, og som giver os mulighed for at sidde med ved bordet, når store projekter planlægges, og f.eks. vindmøller skal rejses. Derved taler vi og frem til gode løsninger, hvor der både tages hensyn til den grønne omstilling og kulturarv. Begge dele er væsentligt, og der skal ikke herske tvivl om, at folkekirken er en del af den grønne omstilling, og samtalerne har vist, at den grønne omstilling og kulturarv godt kan gå hånd i hånd. Men for at fastholde dette, er det meget væsentligt, at vetoretten fastholdes – ikke som en bremse - men netop som en samtalestarter.
Stiftet varetager desuden folkekirkens intranet under ledelse af Jenny Hvid, og Sjælesorg på Nettet under ledelse af Pernille Hornum.
Desuden varetager vores kommunikationsenhed bestående af Ingeborg Marie Nielsen og Marie Hoehl Tolstrup ofte kommunikationsopgaver på nationalt plan.
Endelig er den regeringsnedsatte dåbskommission administreret fra Aalborg Stift, hvilket vi er stolte af, og en opgave vi tager på os. Kommission arbejder stadig og skal aflevere sin midtvejsrapport 1. april 2025, hvorefter rapporten er i høring i hele 2025.
Om rapporten indeholder et nyt ritual, er for tidligt at svare på, men den vil i følge kommissoriet indeholde en række anbefalinger, og også forsøge at svare på teologiske spørgsmål, som er oppe i tiden.
Der er sine steder en underlig mistro til luthersk dåbsteologi, som om den skulle lære at udøbte blot fortabes. Det har luthersk dåbsteologi aldrig lært, og lad mig blot kort henvise til Luthers skrift fra 1542: ”En trøst til kvinder, som har mistet deres barn” som en historisk konstatering af, af udøbtes fortabelse aldrig er blevet lært. Og som den store teolog Hans Martensen skriver i sin dogmatik: ”Gud har ikke bundet sig til sakramenterne, men kirken er bundet til dem”. Hvilket betyder, at kirken ikke kan være uden dåb, og at børn skal døbes, men at Guds magt også virker uden om dåben.
Alt dette skal nok finde yderligere debat i forbindelsen med rapporten. Det ser jeg frem til.
Med hensyn til dåbens brug, så kan det blot her nævnes, at dåbsprocenten i Aalborg stift stadig er høj, lige over 70 %, og mange steder i stiftet ligger den højere. Medlemsprocenten er lige under 81 procent, og hvis man trækker ikke-danske statsborgere fra, så er den 89 %.
Folkekirken i Aalborg stift er god til at holde på sine medlemmer, men generelt dårlig til at integrere de nye borgere, der kommer til vores land. Det må være en vedvarende opgave og påmindelse.
Derudover er stiftet selvfølgelig med i forskellige samarbejder, og lad mig blot her nævne Vestervig Kirkemusikskole, som har fået ny dygtig rektor i Martin Gade.
Kirkemusikskolerne uddanner kirkemusikere til kirkerne og sognene, og jeg kan kun opfordre til at få gode folk til at søge ind. Præstemanglen blegner lidt i forhold til organistmanglen, og vi taler altså om bevarelse af en høj musikkultur samtidig med, at musik og sang er en ganske væsentlig del af vores kirkes liv og udtryk.
Endelig vil jeg under dette afsnit nævne, at vi har gode kontakter til region og kommuner, og det vil jeg også takke for her. Folkekirken bliver inviteret med og bliver taget alvorligt.
Menighedsrådsvalg
Forrige tirsdag havde vi valgforsamling til menighedsrådene. Det var ikke uden spænding, at vi imødeså dagen, for vi har længe hørt på vandrørene, at mange af de gode folk, der gennem flere år har taget en tørn i rådene, denne gang ville udtræde. Samtidig bliver den store efterkrigsgeneration, som er født i 1946, ’47 og ’48 80 år i kommende periode, så det kunne jo være, at man synes, at man har aftjent sin værnepligt.
Mange steder var valgforsamlingen en glædelig overraskelse. Det siger jeg velvidende, at der var steder, hvor fremmødet var knap så prangende. Men mange steder kom der vitterligt mange, og det er lykkedes langt de fleste steder at samle et menighedsråd. Det er glædeligt. Tak for det. For det handler også om folkekirkens legitimitet. Er folkekirken folkeligt funderet? Det er den. Så tak til de mange, der tager opgaven på sig. Vi skal gøre vores til, at det også bliver meningsfuldt og ordentligt.
Så er der nogle steder, hvor der endnu ikke er samlet råd. Det har man de kommende uger til. Og jeg håber, det lykkes. Men jeg må også gøre det klart, at hvis man ikke kan samle en håndfuld medlemmer som kan udgøre et råd, så er det måske et vink om, at man bør lægge sig sammen med andre sogne. Dispensationer for antal af medlemmer vil i hvert fald blive vurderet meget grundigt i hvert enkelt tilfælde, og en dispensation vil ikke altid være den rette løsning.
De nye menighedsråd begynder arbejdet 1. søndag i advent. Og d. 17.maj 2025 glæder jeg mig til at møde mange af dem ved det traditionsrige stiftsmenighedsrådsmøde, som denne gang finder sted i Musikkens Hus.
Der kommer invitationer ud allerførst i det nye år, og husk at få alle med. Jeg glæder mig til at se jer til en god dag og til et righoldigt program.
Hvad er vi her for?
Når man ser ud over det kirkelige landkort og ser på alle de gode tiltag og arrangementer, der finder sted, så kan man kun glædes over det. Folkekirken er levende.
Men vi må også nogle gange standse op og overveje, hvad vi i grunden er her for? Hvad bidrager folkekirken egentlig med?
Selvfølgelig bidrager folkekirken helt konkret med begravelsesvæsen og forvaltning af væsentlig kulturarv. Folkekirken bidrager også med kultur og almendannelse. Der er folkekirken i mange henseender en af landets væsentligste institutioner.
Men grundlæggende så skal folkekirken jo gennem evangeliet indgyde mennesker håb til livet og håb til dødens overvindelse. Vi er et håbshus, hvor det sidste ord aldrig er sagt. Der er altid mere at sige end det, vi kan sige os selv. Når døden truer med at få ordene til at tie, så er Guds ord stadig levende. Vi tror på det levende ord, der gør alting nyt.
Og det ord skal tales ind i menneskers erfaringer, så det ikke er abstrakt, men levende tale, der giver os håb på livet, håb på hinanden, håb til fremtiden, kort sagt håb til Gud.
Der er altid mere at sige. Også for den, der synes, at livet lukker sig om en. Der er mere at sige. Håb. Håb har vi brug for. Det kan vi ikke leve foruden.
Tak
En stor glæde for mig er at deltage i alverdens gode arrangementer rundt om i stiftet. Det vidner om den levende folkekirke, og jeg vil her meget gerne takke for de mange invitationer. Det er en glæde.
Tak også til menighedsråd og præster for godt arbejde. Selvom det lyder lidt højstemt, så vil jeg sige, at jeg er stolt af jer.
Tak til provsterne for aldrig svigtende omhu, støtte og både faglig og teologisk sparring. Det sætter jeg meget pris på.
Tak til stiftsrådet og formand Karsten Konradsen. Her gøres ideer virkelige.
Tak til stiftsadministrationen for godt arbejde og for glæde i hverdagen. Tak til stiftskontorchef Helle Hindsholm for vidende sparring, for at turde sige sin mening. Nogle gange har den varme pande brug for de kølige hænder fra DJØF.
Tak til stiftamtmand Trine Hede for godt samarbejde, gode samtaler og indsigter.
Og helt konkret tak for de frivillige hænder her i Folkekirkens Hus, som gør denne dag mulig. Tak.
Og det er jo i virkeligheden det, der står tilbage. En dyb taknemmelighed og en glæde over, at folkekirken på trods af til tider farefuld sejlads mellem klippeskær, er en levende organisation, der vitterligt betyder noget for samfund og for mennesker. Det er det afgørende.
Vi skal ikke gøre kompleksiteten mindre, selvom det er fristende. Det giver dårlige svar og mindre frihed. Vi skal insistere på, at menneskelivet netop ikke går op. Det skal vi arbejde med, og samtidig stole på, at alt står i Guds Faderhånd.
Tak.
Thomas Reinholdt Rasmussen, 27. september 2024
