Af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen
Læs kronikken i Kristeligt Dagblad, bragt 30. juli 2024
For over 30 år siden var et af de første fag på teologistudiet i København ”Teologihistorie”. Det skulle vist vække interessen for det store fag, og vi blev sat til som indledning at læse Bengt Hägglunds ”Teologins historia”, som jeg dog først senere har kunnet se kvaliteterne i, og de er mange.
Så lettere forvirrede på fagets vegne satte vi nye studenter os i auditoriet, og ind kom onsdagens fødselar lektor Jørgen I. Jensen. Han ankom med taske, pibe og bøger under armen og begyndte at forelæse med vid og dybde og associationskæder så lange, at man sad på kanten af stolen for at følge med.
Man fornemmede noget dybt og spændende, men hvad skete der? Det skete det, som Jørgen I. Jensen kan: Han kan tænde flammen og give stafetten videre med stor horisont og viden. Han åbnede som få andre for det teologiske fag og lod os se, at alle tråde kunne samles i det. Han kunne sende én ret fra auditoriet og ned i nærmeste antikvariat for at finde de bøger, som han havde nævnt.
Senere i studiet gik jeg til en forelæsningsrække hos ham i ”Symbolisme”, som både inddrog symbolismen i litteratur og billedkunst, men også førte os omkring aflytning af LP’er med Gustav Mahlers symfonier på fakultetets skrøbelige grammofonanlæg, og endog Thomas Manns ”Doktor Faustus”, samtidig med at Jørgen I. Jensen fastholdt det forunderlige, at læren om de kristne bekendelser netop hed symbolik, og det måtte dog hænge sammen med symbolismen.
Jørgen I. Jensen fremhæves i øvrigt i den nye store bog ”Carl Nielsen. En kulturhistorisk biografi”, som den, der ser Carl Nielsens sammenhæng med netop den europæiske symbolisme, hvilket han gør i sin banebrydende biografi om komponisten fra 1991, ”Danskeren”.
Det er netop kendetegnet for symbolismen, at den unddrager sig håndfaste definitioner. Der er klange, der rækker ud over den fortløbende historie, og forlænger den ind i en anden historie, som Jørgen I. Jensen mange år efter i et af sine seneste værker kalder for ”Den tredje historie”. Det vender vi tilbage til. Spændende er det, at netop beskæftigelsen med symbolismen og Carl Nielsen skaber en sammenhæng i forfatterskabet frem til i dag.
Jeg tog embedseksamen i kirkehistorie hos Jørgen I. Jensen. Alene det at lægge et pensum sammen med ham var en oplevelse. Man blev næsten i bogstavelig forstand fodret med litteratur, og jeg mistænker ham egentlig for at have samme indstilling til pensum som professor Leif Grane havde det, da man fra studenterrådets side ønskede det indført i kirkehistorie, og han vredt sagde ud i auditoriet: ”Pensum? Hvad skal det til for? I skal jo bare kunne det!”. Men i modsætning til den iltre Grane – adjektivet skyldes Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, men er dækkende nok – er Jørgen I. Jensen af en anden mild karakter. Men man kunne fornemme, at han af hjertet mente, at vi da skulle kunne det hele til glæde og til dybde; hvorfor dog snyde sig for det?
Det var også i 1990’erne, at Jørgen I. Jensen fik det egentlige folkelige gennembrud med bogen ”Den fjerne kirke” (1995). Den kredser om troens anelser og ser folkets religion mere som følelser end som en formuleret teologi. Anelsen mødes med den fjerne kirke i horisonten, og som findes i salmer, billedkunst og digtning, og som kalder på et historisk dyb, en tredje historie, mellem fortløbende institutionel historie og personlig historie. En historie, der ikke kan fastholdes, men må indskrives og indkredses, og derfor er en bærende teolog i bogen også den antikke teolog Klemens af Alexandria og hans tekst ”Stromateis”, der netop betyder kludetæppe eller sammenstrikning. Det er ikke for fastholdere.
Jørgen I. Jensen turnerede med foredraget om den fjerne kirke og kunne hjemme berette om både det ene og det andet på foredragsturnéens landeveje. Blandt andet om den næsten obligatoriske præst, der efter foredraget måtte rejse sig op, og spørge om, hvorledes man fik den fjerne kirke til at blive til den nære kirke.
Det er ikke pointen. Pointen var jo netop, at det er i det fjerne, at kirke får sin funktion, hvis man tør anvende det ord, i mødet med den anelsesfyldte tro, som folket bærer. At gøre kirken nær ville være at slå hul på muligheden for at få de to historier til at mødes i den tredje historie.
Og hvad er så den tredje historie? Den tredje historie er ikke den verdenshistoriske historie, og heller ikke den individuelle historie, som Jørgen I. Jensen frygter vil udarte sig til en opremsende cv-kultur. Men det er den tid, hvor de to tider smelter sammen, og hvor selv fortiden kan ændres med ordene ”syndernes forladelse”, for fortiden ændres, hvor synden og skylden forlades.
Den tredje historie er båret af ånd, som grundlæggende er den relation, der er mellem mennesker, mellem os og historien og mellem mennesket og Gud. Den tredje historie kan mennesket ikke fuldt ud fortælle om sig selv. Der må man lade sig fortælle. Der er brud på kontinuitet, der er spring, tildragelser og tilnærmelser. Den gør både fortiden og fremtiden ny.
Hele dette forhold har Jørgen I. Jensen udfoldet i årene 2007-2020 i en serie af fem bøger: ”Jeg-automaten” (2007), som er en teologisk kritik af det menneskebillede, som udspringer af cv-kulturen, og som reducerer mennesket til en funktion. Dernæst i 2008 ”… det tredje øjeblik” om forholdet mellem Grundtvig og Kierkegaard. I 2009 ”Europasonaten”, som udforsker teologiske spor i den klassiske musik og derved opsporer den tredje historie også der. Og så ”Det første ord” i 2013 om Ferdinand Ebner og Josef Matthias Hauer i begyndelse af det 20. århundrede og deres samklang med Wien i århundredets begyndelse, som en port til det nye, og endelig ”Genkendelse” fra 2020, som indkredser den åndhistoriske teologi.
Gennem disse fem bøger, som er noget af det væsentligste, der er skrevet teologisk i Danmark de seneste 25 år, føres vi ind i den tredje historie, som faktisk allerede blev antydet i biografien om Carl Nielsen i 1991 og gennemført i ”Den fjerne kirke” fra 1995. Det handler også om ånden, der kan bevæge sig i gigantiske intervaller, så historien kan samtale på tværs af århundreder. Intervallet er mellemrummet, håbet, der altid kommer fra fremtiden. Gud er en Gud, der kommer os i møde.
I denne bog bliver det tydeligt, hvis det ikke var det før, at den åndshistoriske teologi er kulturkristendommen, der ikke er institutionel, men dog heller ikke kan være den fjerne kirke foruden. De har brug for hinanden til at dykke ned i dybet, og mødes på tværs af historien.
Talrige artikler har også fundet vej fra Jørgen I. Jensens hånd; spædende fra musik over Augustin, til præsten Otto Møller, som gang på gang dukker op hos Jørgen I. Jensen, ofte sammen med Frederik Helweg og hans dunkle værk ”Spaadommene eller Gud i Historien”. Det er Jørgen I. Jensen, der har vakt interessen for dette visionære værk. Men også sågar madrigalsang, som han havde et kor opbygget omkring på fakultetet.
Som Jørgen I. Jensen ofte sagde i forelæsningslokalet: ”der er mange bolde i luften”, og det gav man ham i sit stille sind ret i, mens man forsøgte at få musik, litteratur og teologi til at balancere nogenlunde. Der gik bare lang tid, før jeg forstod, at boldene i luften faktisk var det afgørende. Det var mellemrummene og intervallerne, der var det egentlige; at få boldene samlet i hånden var jo ingen kunst.
Tak til Jørgen I. Jensen for at tænde ilden og altid give stafetten videre. Det er meget inspirerende. Og tillykke med de 80 år.
