Forårstid er konfirmationstid. Efter nogle år med corona, hvor konfirmationerne blev flyttet hen til det tidlige efterår, er vi nu tilbage igen med konfirmationer i foråret.
Selve konfirmationen er den festlige afslutning på et lille års undervisning i kristendom og tro, og jeg ved fra talrige forældre, at man er glad for undervisningen og for deltagelse i folkekirkens tilbud omkring konfirmanderne. Konfirmationen involverer hele folkekirken: Præster, organister, kirkemusikere, kirketjenere, gravere og menighedsråd. Alle er en del af dette.
Det er en afgørende del af folkekirkens liv, og det skal vi gøre ordentlig. Selv har vi også her i huset glæde af en konfirmand her i foråret, og vi har været med i forberedelsen, og også i samtaler om både tro og kirke. Det er godt.
Konfirmationen var allerede en del af kirke i den tidligste tid, og selvom reformationen ikke betragtede konfirmationen som så afgørende, så blev den stille og roligt en del af kirkens liv og er i dag et væsentligt element.
Det er naturligvis en bekræftelse af dåben. Men det er konfirmanden, der bliver bekræftet. Man bliver bekræftet i sin dåb og man bliver bekræftet i, at man hører til. Derfor kan enhver gudstjeneste på sin vis ses som en konfirmation, for her bliver man bekræftet igen. Du hører med.
Men konfirmationen har nu sin særlige position. Det har altid været en glæde at møde konfirmanderne i konfirmandstuen, og forleden blev jeg sat helt tilbage til min første præstetid, da vi i anden forbindelse sang de to sidste vers af "Morgenstund har guld i mund" med ordene "gå da frit enhver til sit/og stole på Guds nåde". Sådan sluttede vi altid konfirmandundervisningen i Jerup præstegård. Og det er jo hvad det handler om: At gå ud i verden i tillid til Guds nåde. Det er jo det, vi skal lære konfirmanderne, og også lære hinanden; at have tillid til Guds nåde - og derved at turde det liv, vi har fået skænket.
Tillykke til årets konfirmander!
