Fortsæt til hovedindholdet
Månedsbrev
Februar 2023

Februar 2023

Læs biskoppens månedshilsen.

Helligdage …

Det har været vanskelige uger, hvor debatten om bededag har bølget frem og tilbage, og regeringens lovforslag nu har været til 1. behandling i Folketinget.

Jeg har selv deltaget aktivt i debatten, og for mig har det ikke så meget handlet om bededag som om metoden, hvorved regeringen vil afskaffe den.

Det handler om det principielle spørgsmål om, hvorvidt staten må tilrettelægge forkyndelsen ved at gå ind og "skrive alterbogen" og end ikke gør sig den ulejlighed at gå i dialog med folkekirken om det. 

Det handler grundliggende om, hvorvidt helligdage "tilhører" staten eller folkekirken. Og de er selvfølgelig folkekirkens. Det har været ærindet i den protest, der har rejst sig fra folkekirken. En protest også for statens egen skyld.

Debatten vækker også forskellige røster om folkekirkens styring. Er den nuværende form god nok, eller skal vi søge at finde en anden model? I den verserende sag havde en anden form ingen forskel gjort. Da folkekirken heldigvis er en vigtig del af samfundet, og helligdage er en del af samfundets rytme og kalender, ville vi være havnet her ganske uanset styreform. 

Det bør vi huske på, og personligt vil jeg hellere arbejde for at genoprette Grundlovens forhold, så vi vender tilbage til det forhold, hvor stat og kirke holder hinanden "i skak". 

For når det fungerer, bliver det tydeligt, at kirken ingen verdslig magt har, men virker alene med ordets forkyndelse, som man må gribe eller lade være, og at staten, selvom den selvfølgelig kan alt, ikke nødvendigvis skal alt. Der skal efterlades plads til det folkelige rum.

Det folkelige rum er folkekirken god til at tage vare på. I det rum trives gudstjenester, foredrag, koncerter og andet. Her er ånd. Ofte er folkekirken den sidste institution i lokalområdet, og her skal det liv trives, som måske ellers vil have svært ved at udfolde sig.

Men nu ikke mere om bededag her. Foråret er på vej, og nu tager arbejdet fart - også ude på kirkegårdene. Livet er på vej tilbage gennem det spæde forår i fasten, der munder ud i påskens livgivende budskab. Det er håbet. 

Biskop
Thomas Reinholdt Rasmussen