Til præster
Inspiration til prædikener

Inspiration til prædikener

Gå på opdagelse i Aalborg Stifts store prædikesamling. Søg i prædikener fra 1998 og frem til i dag. Det er præster i hele stiftet, der løbende bidrager til samlingen. 

3. søndag efter trinitatis

28-06-2020
Niels Peter Gadegård Gubi
Sognepræst (kirkebogsfører)
3 – 807 (100 salmer) – 332 – 289 – 321,6-7 – 862 (100 salmer)
Lignelsen om den fortabte søn
Luk. 15,11-32
Es. 65,1-2 Ef. 2,17-22
Det er en almindelig højmesse uden dåb i Sdr. Kongerslev kirke.

”En mand havde to sønner…” sådan begynder dagens tekst og med det samme ville den opmærksomme tilhører nok tænke ”åh åh... det her går galt”. For det gør det ofte, når en historie har to sønner involveret. Sådan har det været lige patriarkernes tid, tænk bare på Kain og Abel, Isak og Ismael & Jakob og Esau. Det er altid starten på en god fortælling om brud, familiefight, jalousi osv.

Dagens lignelse er kendt for de fleste stof – en af de mest læste og citerede historier, Jesus overhovedet har fortalt. Og på mange måder minder denne historie om de andre. Udgangspunktet tages i det almene og generelle, i hverdagslivet. Men alligevel er der noget anderledes, for ofte indleder Jesus sine historier med ordene: ”Med Guds rige er det som…” eller ”Guds rige ligner” og afslutter gerne med ordene ”Sådan går det…”. I dag er situationen anderledes. Der er ikke nogen fastlåst afslutning, intet facit, ingen morale. Den ældste søn inviteres ind til festen sammen med den yngste og det er det. Andet får vi ikke at vide. Og hva så? Ja det er det store spørgsmål, som Lukas efterlader til os.

I den jødiske tradition benytter man ofte videredigtning til forstå teksterne og fylde hullerne ud, særligt der, hvor historien synes uafsluttet eller usammenhængende. Jeg kunne i dag godt tænke mig at overveje, hvordan sådan en videredigtning, over dagens tekst ville se ud. Min opmærksomhed kredser om den ældre bror – hvorfor er han så fjendtligt stemt overfor den yngre brors tilbagekomst? Selvfølgelig er der klare tegn på det i teksten i form af misbrug af betroede midler. Men kunne det tænkes, at det også er fordi, det nu er tredje gang, at lillebror har lavet det nummer med at få arven og så sprede den til højre og venstre? Og de to forrige gange er der altså også blevet holdt kæmpe fest for ham, men når så familien vågner dagen efter og bevæger sig ned i gildesalen med dunkende hoveder for at spise morgenmad og rydde op – ja så er lillebror smuttet igen igen. Han er i storebroens øjne ganske enkelt en overdrevet og flamboyant levemand, en fråser, en forkælet lillebror der viser sig frem med guldring på fingeren og flot dragt (som ikke engang er hans egen) og får en stor fest igen og igen, uden at tage del i det forpligtende, sure, daglige arbejde i hverdagen… Den lille videredigtning lader vi lige stå et øjeblik.

En anden måde at fortolke Jesu lignelser på er igennem allegori, hvilket betyder, at de enkelte dele i fortællingen peger hen på noget andet. Lige inden lignelsen om den fortabte søn fortæller Lukas, at der var toldere og syndere, som holdt sig nær til Jesus. Det bliver de skriftkloge og farisæerne sure over. To grupper – den ene udsvævende lystnere og fråsere, den anden trofaste tjenere af de fædrene overleveringer og Guds løfter. Vi skal ikke opfinde ligheder for lighedernes skyld, for det bliver nemt akavet og overdrevet, men vi kan godt følge nogle spor og mon ikke der er en mening med, at Jesus nu fortæller om to sønner – en udsvævende og en trofast? Det ser i hvert fald påfaldende ud. Og hvad er budskabet? At faderen, der så altså må være Gud, tager begge til nåde. Begge sønner og dermed begge grupper har plads i hans festsal – uanset deres forhistorie, hvad de har gjort eller ikke har gjort og hvem de har gjort det med. Derfor må ingen give ondt af sig over farens handling, hverken den ene eller den anden gruppe, for er nogen mere berettiget and andre til at tage del i festen?

I denne første del af trinitatistiden er det som om, at det gentagende motiv er ”Gud er også den andens gud”. I dag kunne det omformuleres til ”far er også den andens far”. Det er det, som binder de to brødre sammen, og som gør, at de har fællesskab. Deres slægtsskab, deres ophav, deres hjem, deres far, som er noget af det mest grundlæggende i deres eksistens. For sådan er det jo med os mennesker – hvor vi kommer fra, er et af de mest fundamentale ting, der er at sige om os. Uanset om vi vil det eller ej og hvordan vi så end omgås det ophav.

Lad os gå et skridt videre i den allegoriske fortolkning og arbejde med de to sønner som billede på noget andet, nemlig kirken og i særdeleshed den gudstjenestefejrende menighed. Søndag formiddag forsamles der landet over mange forskellige identiteter og grupper til ét, én lovsyngende menighed, én hellig almindelig kirke.

En af disse grupper er de faste kirkegængere, kernemenigheden, denne trofaste flok, hvad vi nu end skal kalde dem. Dem der også sidder der en mørk novemberdag og hører på en sur prædiken om dom og fortabelse og bagefter synger en tung barok-salme med 17 vers.

En anden gruppe er festmenigheden, der kun sidder der, fordi de er blevet inviteret med til en dåb og smutter med det samme igen og næste søndag højst sandsynlig klipper hæk på samme tidspunkt. Umiddelbart ser de ikke ud til at have meget tilfælles. Men som de to sønner er der noget, som binder de to grupper sammen. Den enes far er også den andens far – begge er Guds børn. Både den, der søndag formiddag slider på salmebogen og den, der slider på hækkeklipperen.

Men hvorfor så overhovedet gå i kirke? Er det så ikke ligegyldigt, hvis ikke det gør en forskel i det evige regnskab om at komme med til Guds store fest? Det er endnu engang et af gudsrigets absurditeter og paradokser, som jeg bliver nødt til at lade Gud om. Det eneste jeg kan svare er, at jeg kommer i kirke, fordi det gør noget godt for mig... Og derudover må jeg konstatere, at Guds nåde er langt større end mine små domme og kategorier. Mens mine verdensbilleder er statiske og fastlåste, så er Gud altid dynamisk og imødekommende – han løber altid alle sine børn i møde hver gang!

Jeg vil slutte med et smukt billede, som Paulus bruger i romerbrevet. Her omtaler han Guds løfter som et oliventræ, som jøderne sidder på som grene og som hedningerne, altså ikke-jøderne, bliver podet ind på som vilde grene. Dermed har de også del i det samme træ, den samme rod og saft og kan derfor ikke hovere overfor de andre. For som Paulus så smuk konkluderer: ”husk på, at det ikke er dig, der bærer roden, men roden, der bærer dig”. Gud er også den andens Gud og den andens far. Både den, der slider salmebogen og den, der slider hækkeklipperen, får del i hans store nåde. For det kan vi kun sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

 

Tilbage