Stiftet
Prædikener

2. søndag efter helligtrekonger

2020-01-19
Der var engang et nygift ægtepar. Kvinden skulle lave mad til sin mand. De skulle have hamburgerryg og han kommer ud i køkkenet og ser hende skære enderne af hamburgerryggen. Lidt forundret spørger han hende, hvorfor hun gør sådan og hun svarer, at det har hun altid set sin mor gøre. Næste gang de besøger kvindens forældre spørger de, hvorfor moren skærer enderne af hamburgerryggen. Hun svarer, at det har hendes mor altid gjort. De når at fange den gamle mormor på hendes dødsleje og spørger hende, hvorfor hun skar enderne af hamburgerryggen? ”Jo, for ellers kunne den ikke være i gryden”.

Det er en sjov og hyggelig lille historie, men den er sådan set ganske vigtig, for den fortæller os noget om, hvordan traditioner kan udvikle sig. De der ting vi gør, uden nødvendigvis at tænke over hvorfor. Men når der så kommer nogen og stiller spørgsmålstegn ved det, så åbnes vores øjne og vi begynder at tænke over, hvorfor vi gør, som vi gør.

I dagens tekst møder vi også sådan en diskussion. Jesus er kommet til en brønd og der kommer en kvinde hen til brønden, fordi hun skal hente vand. Det er en historie, som på mange måder indeholder en umulig situation, for det er modsætningerne, der mødes: en kvinde, der er samaritaner (jødernes yndlings-hadefolkefærd), er kommet for at hente fysisk, konkret vand. Hun møder en mand, der er jøde, som beder hende om noget at drikke, men alligevel taler om åndeligt vand. Situationen gøres endnu mere umulig af tidspunktet: det er midt i middagsheden, ikke just det normale tidspunkt for at gå til brønden og hente vand, for der er det for varmt til at foretage sig noget som helst. Det er et af de møder, som på papiret aldrig ville kunne finde sted og da slet ikke give en frugtbar dialog.

Men det sker, fordi Jesus netop beder om noget at drikke. Den samtale om vand, der følger, er fuld af misforståelser, ja det er nærmest komisk og Jesus kommer til at fremstå som en nørd, der lever i sin egen fantasiverden. Men der er dog alligevel noget af det, han siger, som må have rørt ved kvinden og påvirket hende, for hun siger på et tidspunkt: ”Herre, giv mig det vand”, altså det vand Jesus tilbyder. Dette fører til en snak om hendes forhold til mænd, hvor Jesu indsigt afslører hans status som en profet, han har en viden og indsigt, som kvinden må bøje sig for. Dermed når vi frem til spørgsmålet om forholdet mellem traditionen og levende tro.

Kvinden siger, at hendes forfædre, samaritanerne, altid har tilbedt Gud på det sted, hvor brønden er. Der er tale om et bjerg, som hedder Garizim. Omvendt så tilbeder jøderne Gud i Jerusalem på Zions bjerg. Man fornemmer altså to traditioner, der kæmper mod hinanden om, hvad der er det rette helligsted, altså hvor Gud bor og hvor man kan komme i kontakt med ham. Men argumentet for dem begge er egentlig det samme: ”Det har vi altid gjort”. Det er tradition. Kvinden har lært af den forrige generation, som har lært det af generationen før osv., at Gud for samaritanerne tilbedes på dette bjerg og at jøderne gør det et andet sted.

Denne traditionsoverførsel fra slægt til slægt brydes nu af Jesus med ordene: ”Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen.” Med disse ord ødelægger Jesus ikke bare kvindens børnelærdom hvor man skal tilbede, der er lige så sikker som at 2 og 2 er 4, men sådan set også sin egen børnelærdom som jøde om Jerusalem som helligsted. Gud skal ikke tilbedes på bjerget her og heller ikke i Jerusalem. Det handler ikke om tradition, som vi bare gør, fordi vi altid har gjort det. Det handler derimod om at tilbede Faderen ”i ånd og sandhed”, altså at øse af det levende vand, som Jesus talte om tidligere. For ved at øse af det levende vand så opstår der en levende tro. En tro, som ikke baserer sig på steder, bjerge, bygninger, forfædre eller gamle uforståelige tekster og ritualer. Men derimod forstår tro, som det tro egentlig er, nemlig relation, tillid, gnisten – det der betyder noget i menneskelivet.

En levende tro er den tro, som faktisk forholder sig til dit og mit liv. En levende tro er det, som vedkommer og bliver personligt. En tro forstået som tillid til den Gud, der elsker mig og vil mig det godt i alle aspekter af mit liv.

Det betyder også at en levende tro ikke kan måles eller vejes. Det har man forsøgt alt for mange gange i kirkens historie og det sker stadig de steder, hvor man går op i om andre nu også er troende på den rigtige måde. Men det kan vi ikke tjekke efter eller kontrollere, for den levende tro virker i os på en måde, som er helt individuel. Jeg kan ikke sige, hvordan det ser ud for dig og omvendt.

Men samtidig er den levende tro ikke lige med en hvilken som helst tro eller overbevisning, for den vil altid have Jesus Kristus og hans død og opstandelse som sit centrum, sit ankerpunkt og orienteringspunkt, men hvordan det kommer til udtryk, kan ikke sættes på formel. Det betyder også, at denne tro kan være skjult for andre. Andre mennesker kan være ude af stand til at erkende det – for det er heller ikke deres sag.

Betyder det så, at vi skal smide al tradition over bord og f.eks. rive kirkerne ned og stoppe med at holde gudstjeneste, synger salmer og læse i Bibelen? Nej, for den levende tro har brug for det levende vand, Guds ord, forkyndelsen, bønnerne og salmerne for at kunne vokse og gro i os. Ja, den levende tro har sit udgangspunkt her i kirken, nemlig ved døbefonten.
For Sylvester og Felix er i dag blevet døbt, ikke kun med fysisk vand, men med levende vand. Gud har i dåbsgave givet dem sin Helligånd i deres hjerte, så de kan få en personlig, individuel relation til Gud og selv blive tilbedere i ånd og sandhed, ligesom enhver anden, der er døbt. Eller som vi sang før med Grundtvigs ord fra Gud til os mennesker: ”Alle mine kilder skal være hos dig”. Disse kilder baserer sig ikke på tradition men på relation, forholdet mellem Gud og det dampende, dirrende levende menneske, som har sin tillid til ham.
Det menneske, som med alt hvad det rummer, nu kan få lov at tilbede i ånd og sandhed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.



Niels Peter Gadegård Gubi
Sognepræst (kirkebogsfører), Komdrup Sogn, Nørre Kongerslev Sogn, Sønder Kongerslev Sogn
749– 844 – 441 – 289 – 192,7 – 371
Den samaritanske kvinde
Joh. 4,5-26
1. Kong. 8,1.12-13.22-30 eller Jer. 17,12-14 1. Joh. 2,28-3,3
Prædikener fra 2. søndag efter helligtrekonger Prædikener af Niels Peter Gadegård Gubi

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.