Stiftet
Prædikener

18. søndag efter trinitatis

03-10-2021
Oscar Andreas Lied
Sognepræst
729 - 448 - 369 - 873 (100 Salmer) - 484 - 29
Det største bud i loven og Davids søn eller Davids herre
Matt. 22,34-46
Es. 40,18-25 1. Kor. 1,4-8
To dåb i gudstjenesten. Kun én læsning, plus evangelium. Læsningen fra det gamle testamente er fra Bibelen 2020, evangelielæsningen fra den autoriserede oversættelse.

En prædikant sagde en gang: Fortæl mig om den gud, du ikke tror på. Sandsynligvis tror jeg heller ikke på den gud. Det sagde han fordi den kristne Gud ikke er den samme som det billede af Gud mange bærer på.

Hvad er dit gudsbillede? Hvem er den Gud, som du tror på, eller måske tror på, eller slet ikke tror på? Gudsbilleder er et tema i begge bibeltekster i dag. Teksten fra det gamle testamente fokuserer på hvem Gud er, og evangelieteksten på hvem Kristus er.

Hvem er Gud for dig? Eller for at sige det med ordene fra den gammeltestamentlige tekst, fra Esajas’ Bog: ”Hvad kan man sammenligne [Gud] med?” (Es 40,18) Det er et ret godt spørgsmål, for billedet af Gud vil altid være et billede, altså en sammenligning. Det er fordi Gud ikke kan beskrives direkte. Modsat alt andet levende, er Gud ikke et væsen, og han karakteriseres af uendelighed. Per definition sprænger han de rammer, som vi bruger til at beskrive ting. Gud er altid større. Og, i hvert fald ifølge Esajas’ Bog, så kan vi få øje for det hvis vi sammenligner Gud med os selv. Sammenlignet med Gud, står der i Esajas, er mennesker ”små som græshopper” (Es 40,22). Det er begrænset, hvad vi er i stand til. Gud er stor.

Det kan i sig selv være nødvendig korrigering af vores gudsbillede. For mange billeder af Gud beskriver ham ikke således. Tænk på billedet af Gud som en gammel mand med skæg, der sidder på en sky i himlen. Der er ikke mange, der tror på en sådan Gud, men billedet er ret udbredt alligevel. Ifølge det billede er Gud et slags væsen, der er oppe i himlen, eller i verdensrummet et eller andet sted, i hvert fald langt væk. Det billede kan man godt have, men det har ikke har ret meget med den kristne Gud at gøre. Som nævnt er den kristne Gud ikke et væsen. Desuden er det en stor pointe i kristendom, at Gud heller ikke er langt væk, men hele tiden kommer til mennesker, i Jesus Kristus og i Helligånden. 

Vores problem er dog, at Gud er så stor, og vi så små i sammenligning, at det er begrænset hvad vi kan finde ud af og opdage om ham af os selv. Skal vi få noget mere konkret at vide om Gud, er vi afhængige af, at han viser sig for os. Det er det, der i kristendom kaldes åbenbaring, og i kristendom sker det specielt gennem Jesus Kristus. I Det nye testamente skriver Paulus, at Kristus er ”den usynlige Guds billede” (Kol 1,15). Jesus Kristus er simpelthen kristendommens gudsbillede.

Nu har jeg talt lidt om gudsbilleder, og så vil jeg gerne sige lidt mere specifikt om evangelieteksten. På mange måder handler den om hvem Jesus er, og hvis Jesus er billedet på Gud, så handler den også om hvem Gud er.

Teksten begynder med, at nogle farisæere stiller Jesus et spørgsmål: ”hvad er det største bud i loven?” (Matt 22,36) Den lov, de henviser til, er moseloven i Det gamle testamente, som de og de fleste i Israel på den tid levede efter. De spørger ham ”for at sætte ham på prøve” (Matt 22,35). Svaret vil fortælle dem om Jesus havde nok kundskab til at undervise mennesker om Gud.

Jesus svarer ved at nævne to bud fra moseloven. Det første – ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” – det står i Femte Mosebog (5 Mos 6,5). Det var del af jødernes trosbekendelse, Shema, og var helt grundlæggende for deres liv og deres gudsbillede. Det andet bud – ”Du skal elske din næste som dig selv” – står i Tredje Mosebog (3 Mos 19,18). Det passer godt sammen med det første bud, for begge handler om kærlighed. Man skal elske både Gud og sin næste.

Det er et godt svar. Jesus viser, at han har styr på loven. Og han fortæller samtidig noget om hvem Gud er. ”Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8), det står der et andet sted i Bibelen, og her er det tydeligt, at kærlighed kommer i første række. Det er de to bud, der handler om at elske, som er de vigtigste to bud i Guds lov for mennesker.

Og så stiller Jesus et modspørgsmål til farisæerne. De har sat ham på prøve, nu sætter han dem på prøve. Han spørger: ”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” (Matt 22,42). Kristus er det græske ord for messias, altså den, der skal komme og frelse Israel. Der står rigtig mange steder i Det gamle testamente, og også i Det nye, at messias skal komme fra Davids slægt, og derfor være Davids søn. Det er også farisæernes svar.

Men Jesus udfordrer dem så ved at vise mere af sin egen kundskab om Det gamle testamente. Den del af teksten er en smule kryptisk, men Jesus henviser til et sted i Salmernes Bog (Sl 110), hvor David siger noget om ”Herren,” altså Gud, og ”min herre,” som er en anden person. Spørgsmålet er hvem det er. Måske er det den kommende messias, men hvis det er Davids søn, hvorfor beskriver David ham så som sin herre? Det kunne hverken farisæerne eller nogen af de andre svare på.

Det er lidt kompliceret, men Jesus prøver at sige til farisæerne, at de ikke har forstået hvem Kristus er. De troede, at han, ligesom David, ville være en mægtig konge. Og godt nok er Kristus Davids søn, altså af Davids slægt, men han er også Davids Herre. Han er Gud selv, der er blevet menneske, og han er konge, men ikke på samme måde som David.

Jesus udfordrede farisæernes billede af Kristus, og derfor også deres billede af Gud. Vores gudsbilleder kan også blive udfordret. Gud er ikke nødvendigvis ens med den forestilling vi har. I udgangspunktet kan vi forstå ret lidt om Gud, fordi han er så meget større end os. Men Jesus har vist os hvem han er. Han har vist os, at Gud er kærlighed, og at han vil, at vi skal elske ham og vores næste. Og han har vist os, at Gud er kommet til mennesker, som Kristus, og er hos os, lige her i vores dagligdag.

Derfor siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.

Tilbage