Stiftet
Prædikener

8. søndag efter trinitatis

2009-08-02
Det er sommer!
Nu blomster det i haver rundt omkring og ude i den frie natur.
Det er tiden, hvor vi kan begynde at høste i urtehaven og på marken.
Vi høster frugten af Guds gavmilde hånd - og menneskers arbejde.

Frugt kan bruges som et billede i menneskelivet. Også vi mennesker kan bære frugt med de ting vi gør, den måde vi er på over for andre, de spor vi sætter i livet. I den helt almindelige omgang med andre mennesker, på arbejdsplads, i familie og fritid.
Frugten i haven og på marken har vi fået til at leve af. På samme måde med den frugt vi mennesker bærer i livet. Den gode frugt er for livet; når det jeg gør fremmer livet, ikke kun for mig selv, men også for andre.
"På deres frugter kan I kende dem", siger Jesus. Vi advares mod falske profeter. Men det gælder for alle mennesker, at vi skal kendes på vore frugter.
Hvad er de gode frugter? Det ved vi godt. Ligesom vi kan dufte og smage den gode frugt vi høster i haven, kan menneskers frugt duftes og smages. Det er ikke svært at smage, om frugten er god. Paulus taler om Åndens frugt (Galaterbrevet 5). Om de handlinger, der er af Gud. Åndens frugt er kærlighed, siger han. Glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. Sådan en handlen, hvor jeg ikke sætter mig selv på dagsordenen. Men lader Guds gode ånd virke gennem mig.
I en oplevelseshungrende tid er det vigtigt at være opmærksom på, at den gode frugt ikke først og fremmest er det ekstraordinære eller spektakulære. Den gode frugt er det helt almindelige. Det, som måske ikke ser ud af så meget og ikke kommer i avisen. Det, som har betydning i det små. At bære frugt er også at holde ud og være trofast i det, som er slidsomt, og ikke med det samme giver mange resultater.

Jesus advarer mod falske profeter. Tag jer i agt, siger han, fordi han ved, at alt hvad der er godt kan misbruges, også evangeliet.
Og vi kender til, hvordan der er mange røster, der vil fortælle os, hvad der er sandt.
Sundhedsprofeter kan det være. Eller eksperter af mange slags. Mange røster vil gerne vejlede usikre moderne mennesker. På det religiøse marked eller det terapeutiske. Psykologer er der i dag bud efter som aldrig før. Vi må helst ikke have ondt i livet. Så hellere få fat i en psykolog. Det kan der komme noget godt ud af. Men også det modsatte, når mennesker i for høj grad ledes til spørgsmålet: hvad føler du selv? Et snævert og unuanceret syn på tilværelsen med denne focusering på mig selv.

I bibelsk tradition er en profet et menneske, der taler Guds ord. En profet kalder mennesker til at leve efter Guds vilje. Forkynder dommen over os, når vi går galt i byen. Kalder til omvendelse og forkynder frelsen. Fortæller om Guds frelsesplan.

At der findes gode og dårlige profeter er en kendt sag. Hold jer fra løgneprofeterne, siger Herren selv i det gamle testamente. Og lyt kun til dem, der taler mit ord. Løgneprofeter er dem, der slesker for folk. De siger ikke det, som skal siges men i stedet, hvad folk gerne vil høre. De siger "fred", når der ingen fred er.
Og så kan vi jo overveje, om der her lyder en advarsel til tidens ønske om populære præster og populær folkekirke? Det må gerne være lidt sjovt at gå i kirke! Og sig for alt i verden ikke noget, der kunne støde nogen, for så kan det jo være, at folk ikke kommer igen. Det er skønt med fyldte kirker. Men er det et sandt evangelisk "succes-kriterium"? Er det vigtigste for en kristen kirke, at der er mange?

Hvordan kan man skelne mellem en sand og en falsk profet? Hvordan skelne mellem en sand profet, og en falsk, som kommer til os i fåreklæder og indeni er en glubsk ulv? Umiddelbart kan alt se tilforladeligt ud og så vise sig at være forfærdeligt.

Jesus siger: I skal se på frugten. På deres frugter kan I kende dem. På de spor, der viser sig, måske efter lang tid. Det kan være, det hele ser så stort og fint ud. Men hvordan ser det ud inde bag ved? Hvad er omkostningerne for de fine resultater?

Ægte profeti er i følge bibelsk tradition dét, som opbygger menigheden. Et ord, der kaster lys på mennesker, så vi ser, hvem vi er på godt og ondt. Et ord, der kalder mennesker til at leve efter Guds vilje. Ægte profeti forkynder i en kristen sammenhæng Kristus som vores herre og frelser.

"Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden", siger Jesus. Det er barske ord. Ikke mindst, når vi kigger på os selv, og tænker, at vi måske ikke er de allerbedste til at bære god frugt? Det kan også være, at vi synes, vi er vældig gode. Men en dag går det op for os, at det ikke er sandt. Til min egen overraskelse, er der måske et menneske, som fortæller mig, hvordan jeg har været med til at gøre livet svært for ham eller hende? Det er en svær erkendelse og kan være nedslående at høre, når jeg nu lige synes, det gik så godt. Men også en nødvendig modningsproces. God frugt skal være moden. Og modenhed er også at kunne se sandt på sig selv.

Frugten i haven og på marken kan være længe undervejs. Æbletræets frugter er mere end en sommer undervejs, fra de første spæde blomster i det tidlige forår, til vi får lov at høste i efteråret.
Frugten kan være længe undervejs. Sådan gælder det også i vores liv. Vi kan opleve, at vi må vente på den gode frugt.
Det kan vi så gøre fortrøstningsfuldt, vente med håb. Fordi Gud selv giver høsten og lader det vokse og modnes i vore liv og fællesskaber med hinanden.
I Svein Ellingsens salme "Vi rækker vore hænder frem", lyder det, at underet vil ske, når vi rækker vore egne tomme hænder frem og er villige til at være redskaber for Guds kærligheds og sandheds ånd.
Annette Elmbæk Kassow
Sognepræst, Hans Egedes pastorat
Om falske profeter
Matt. 7,15-21
Jer. 23,16-24 Rom. 8,14-17
Prædikener fra 8. søndag efter trinitatis Prædikener af Annette Elmbæk Kassow

Hjælp til søgning

Klik på det ønskede faneblad og start din søgning.

Præster og medarbejdere
Her kan du søge efter præster og medarbejdere og se i hvilke sogne, de er ansat. Du finder kontaktinformationer ved at klikke på sogn i søgeresultatet. Du kan også finde prædikener fra præster, som har bidraget til prædikensamlingen her på hjemmesiden.

Sogne
Her kan du finde information om alle stiftets sogne, ansatte og kirker. 

Kirker
Under kirker er der fotos af alle stiftets 334 kirker samt forklarende tekst om kirkernes historie og udsmykning. Kirkedatabasen bliver løbende opdateret, se de seneste opdateringer her. Kontaktinformationer på kirkens personale finder du ved at søge specifikt på præster og medarbejdere eller ved at søge under sogne. 

Provstier
Søger du på et provsti får du kontaktinfo på provst, provstisekretær og provstiudvalg samt et overblik over, hvilke pastorater og sogne der hører til i provstiet. Der er i alt 14 provstier i stiftet: Brønderslev, Frederikshavn, Hadsund, Hjørring Nordre, Hjørring Søndre, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Sydthy, Thisted, Aalborg Budolfi, Aalborg Nordre, Aalborg Vestre og Aalborg Østre.

Prædikener
Under prædikener finder du prædikener tilbage fra 1998 og frem til i dag. Det er præster i stiftet, der løbende bidrager til samlingen. Du finder en prædiken ved at søge specifikt på prædikantens navn, på årstal, en dag i kirkeåret eller fritekst. Navne på dage i kirkeåret finder du her. Du finder et direkte link til 'ugens prædiken' fra hjemmesidens forside.