Stiftet
Prædikener

2020-03-22
Skolerne, børnehaverne og andre uddannelsessteder står tomme. Det samme gør landets butikker, biblioteker, sportshaller, restauranter, barer. Og ikke mindst kirkerne. Det er en helt usædvanlig situation, som ikke er set før, men vi står også i en usædvanlig tid, en covid19-tid – og derfor må der tages usædvanlige skridt for at begrænse og inddæmme smittespredningen. Når vi mennesker står i kriser, så opstår der et helt naturligt behov for at søge sammen – for at hjælpe hinanden, for at mærke fællesskabets styrke, og få næring til håb. Vi søger hinandens fællesskab og taler om, hvad der sker – eller er sket. Tænk på, når der har været terrorangreb. Det er så forfærdeligt, og så samles vi for at holde modet og håbet oppe. Vi tænder lys og synger sange. I kirkerne åbner vi dørene og byder indenfor i et rum, der kan rumme det, vi kommer med i sådan en situation: sorg, vrede, smerte, opgivenhed. Men vi tænder også lys, beder og italesætter håbet, hvor alt er håbløst. Det er vi nødt til.

Med Corona-virussen er det anderledes. Denne gang er vi nødt til at holde os fra kirkerne og fra fællesskabet for fællesskabets skyld. Så må fællesskabet og næstekærligheden manifesterer sig på en anden måde end den vi intuitivt ville vælge. Vi står sammen ved at holde os adskilt.

Lige nu er vi i fastetiden. Fastetiden i kirken er en tid præget af kampen mellem Gud og Djævel, lys og mørke, mellem løgn og sandhed. Det, vi lige nu oplever er også en kamp. En kamp mellem ængstelse og håb. En kamp mellem bekymring og frimodighed. En kamp mellem isolation og fællesskab. I den situation taler Kristus til os om håbets styrke.

Evangeliet til Midfastesøndag er Jesu ord om, at Han er livets brød. Han siger: ”Den der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste”. I en tid hvor der hamstres, er det kærkomne ord. Og selvfølgelig hamstres der. For frygten og mørket melder sig nemlig så nemt, når tilværelsen pludselig forandres radikalt, når skolebørnene ikke længere kan komme i skole, når dagligdagen vendes om, og vi ikke længere kan bevæge os frit rundt. Corona-virussen gør os bange.

Men det Jesus fortæller os, er, at vi ikke må lade frygten og mørket overmande os. Jeg er det levende brød – siger Jesus. Det levende brød er den levende kærlighed. Den levende omsorg, som Gud har for os. Det levende håb, som gør livet værd at leve. I disse dage har vi om nogen brug for, at Kristus holder os fast på det, indgyder os håb og tro på, at vi igen kan finde sammen og mødes, tage hinandens hænder og stå ansigt til ansigt. For vi kan godt mangle brød i dag, eller sko eller alt det andet, som hører med til en tålelig tilværelse. Men vi er aldrig uden Guds kærlighed og omsorg. Så meget står fast. Og indtil da, at vi skal tage os af hinanden og få det bedste ud af det, vi har lige nu! Glæde os over det, vi kan, og bruge tiden til glæde for hinanden. Amen!
Jeanette Geller
Sognepræst
Livets brød
Joh. 6,24-35[37]
2. Mos. 16,11-18 eller Sl. 145,8-16 2. Pet. 1,3-11
Prædikener fra Midfaste Prædikener af Jeanette Geller

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.