Stiftet
Prædikener

Kristi Himmelfartsdag

2020-05-21
Lad os først tage selve ordet Himmelfart.

Det er jo egentlig et ganske vidunderligt ord.
Mange kritikere af kristendommen og kristendommens lære har gjort sig fornøjelige på dette ords bekostning, men egentlig er selve ordet jo et ganske dejligt ord.
At fare mod himlen, at løftes op.
Det er jo det, som en vidunderlig forårsdag vil sige noget til os om. Løft dog dine øjne og se op!

Vi møder det mange gange i vores bibel. Gud siger til Abraham: se op til himlene og alle dens stjerner; i en gammeltestamentlig salme hedder det: Når jeg ser op til himlen; vismændene har set hans stjerne i østen, og Jesus ser op mod himlen og velsigner de fem brød og to små fisk.
Hvorfor går du dog og ser ned? Nogle af de små trivielle ting, som piner og plager mig, de forsvinder, når jeg ser op, og jeg kan i ét nu ligesom ane lidt mere af livets dybere mening og sammenhæng.
Har vi ikke alle sammen prøvet engang imellem på en klar forårsdag at stå ude på en lille vej mellem store marker, som ganske svagt men dog sikkert er ved at grønnes og kikke højt op i himlens hvælv for dog at se, hvor den lærke er henne, som nu sender sine jublende triller ned over én.

For mange år siden besøgte jeg en gammel dame, hun er død for længst, men hun sad bunden til sin stol i årevis på femte sal i en lille lejlighed på Vesterbro. Men når man kom for at besøge hende, så oplevede man, når man gik, at det ikke var én, som havde givet hende noget, men hende, som havde givet én noget. For hun smilede altid, trods svære smerter, når man kom, for hun havde jo himlen at se på hver dag, sagde hun – dens farver og dens skiftende spil af skyer og blåt.
Himmelfart.
Det var ordet. Men hvorfor fejrer vi denne dag? Hvordan med begivenheden: Jesu himmelfart?

At den er svær at skildre er ganske klart. Hvem af os har set et maleri af himmelfarten, som vi syntes rigtigt fik skildret dette ægte og overbevisende. Og så er det alligevel blevet sagt, at om denne beretning ikke havde eksisteret, ikke havde fundet sted, så havde man måttet opfinde den.
For den er en helt nødvendig overgang fra Jesu liv på jorden mellem hans disciple til hans nærvær mellem mennesker i det, som vi kalder for Helligånden – eller at han lever i os – eller at han er dynamik eller en gnistrende inspiration i os.

Jesu himmelfart er en omskiftelse fra én form for nærvær til en anden form for nærvær. – og en helt nødvendig omskiftelse.

Når jeg læser i en bog, så står dens handling og dens indhold på dens blade med bogstaver, men når jeg har læst den, så findes den i mine indre billeder og erfaringer. Hvis den kun var på bogens blade bagefter, når jeg havde lagt bogen fra mig, hvad glæde havde jeg så af den? Men nu er dens budskab inde i mit hoved.

Går man i naturen, og lukker sine øjne, eller havde man været blind, så ville man have hørt fuglesangen lige så stærkt eller måske snarere stærkere. Og hvis man med åbne øjne med med propper i ørerne havde set alle de grønne farver, ja så havde man i begge tilfælde oplevet foråret. Så havde man oplevet forårets nærvær på to vidt forskellige måder.

Sådan forsøger beretningen om Jesu himmelfart at skildre hans nærvær på to vidt forskellige måder.
Hvis Jesus fortsat havde været bundet af tiden, af år 33 og af stedet Palæstina på det tidspunkt, hvilken glæde havde vi så haft af det?
Derfor er det jo ikke ham, man møder, hvis man rejser til Israel, men floden Jordan og byerne Bethlehem, Jerusalem o.s.v. Og det er heller ikke ham, jeg møder, når jeg i Bibelen læser en beretning fra hans liv dengang; det er kun en beretning fra dengang. For der er foregået en omskiftelse fra én form for nærvær til en anden form for nærvær.

Så er det naturligvis udtrykt af den tids mennesker i deres billedsprog og i deres videnskabelige verden og med deres verdensbillede. Det er dog for billigt at gøre sig til bedste derover, hvad skulle de have gjort andet? Vi gør os dog vel heller ikke til bedste over for et barn, som forsøger at gøre sig forståelig, eller overfor en udlænding, som forsøger det samme. Eller gør vi? Er det derfor, nogle finder Kristi Himmelfart så morsom, fordi vi godt kan lide at gøre os til bedste overfor ubehjælpelighed.
Vi har forsøgt os med et andet billede og en anden formulering: en omskiftelse fra én form for nærvær til en anden.

Og så endnu et eksempel: Det er jo ikke sikkert, at jeg, fordi jeg bliver flyttet fra 6. klasse op i 7. klasse, også skal gå en etage op ad trappen i skolebygningen. Det kunne såmænd ganske nemt være sådan, at jeg skulle gå en etage ned, fordi 7. klasse lå geografisk en etage lavere end 6.
Men så vil vi gå fra selve ordet og fra selve begivenheden til det, som er det vigtigste: Hvilken betydning har dette for os?

I Lukasevangeliets beretning, som hører den anden tekstrække til, hedder det, at disciplene vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde. Med stor glæde – jo, for de havde forstået begivenhedens betydning. De havde ikke sagt farvel til ham og til et livsafsnit, men de var blevet klar over, at det samvær og det liv, som de havde haft med ham, kunne fortsætte.
Alt var som før. Han var der, om end i en anden form for nærvær.
Men han var der: samme midtpunkt, samme inspiration og samme fællesskab.
Det er det, dagens evangelium handler om; når det giver menneskene en befaling og en styrke og sender mennesker ud i verden. For han er der jo – Gud.

Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for al skabningen. Al skabningen. Det var det, Frans af Assisi tog helt bogstaveligt ved at fortælle om Gud til himlens fugle. Og måske var han klogere end vi! Uden at bruge ord, som miljø og forurening, så havde han en omsorg for græsset, bladene, fuglene, fiskene, hundene – hele skabningen, ja selv moder jord og broder måne, som han kaldte dem for. En omsorg, som er udtryk for en respekt og en hensyntagen, som nok så vemnenende politikerord ikke kan skabe, men som kun en betagelse af skaberværket kan udvirke.
For det er jo ikke en selvfungerende planet, men han er der stadig som dynamik, nærvær og inspiration – den Gud, som skabte engang.
Betagelsen over en forårsblomst, over vandets rislen i bækken, over havets vildskab. Men også hele den del af skabningen, som hedder mennesker. Ikke en lille sluttet skare i Jerusalem, men også mig, min familie, mine venner, mine kolleger, og hver eneste af dem, som jeg møder på min vej.

Mon egentlig, vi har gjort os styrken og udfordringen i dette rigtig klart?
Der er transformeret en person fra dengang til vor tid i et levende nærvær med et budskab til også min nabo og min bedste ven.
Hvordan kan det så være, at vi aldrig taler om det?
Er det, fordi vi bekvemt nok ikke tror på himmelfarten. Og så er Jesus fortsat en død person fra år 33 i Palæstina. Ordene står i bogen, og den er lukket og stillet på hylden, og jeg lever uforstyrret videre. Eller hører vi det nu: Fortæl det til hele skabningen!

I et gammelt håndskrift fra 1100-tallet findes et meget stærkt meditationsbillede.
Baggrunden er blå – himlens og uendelighedens blå, rundt om er der en ramme af de smukkeste ornamenter som udtryk for skabningens mangfoldighed.
Men midt i det blå er en cirkel. Den guddommelige cirkel, som breder sig helt ud over rammens ornamenter til rammens yderste kant: En bred cirkel af grønt og indeni af gyldent og sølv – selve guddommeligheden. Men som centrum: En Kristusfigur med hænderne løftet op foran sig.
Er det hænderne, der siger det samme som stemmen ved den brændende tornebusk: Hertil og ikke længere, for det er hellig jord, du står på? Eller er det de velsignende hænder? Eller er det hænderne, som sender ud og siger: Jeg sender jer ud med den herlighed, som Faderen har givet mig? – som det hedder i hans bud den sidste aften.
Men så sker det underlige.
Man oplever billedet levende.
For på den ene måde er det som cirklerne på billedet suger ens blik ind på Kristusfiguren og på den anden side, som om de bevæger ens opmærksomhed den anden vej – udad.

Men netop deri er billedet jo et meditationsbillede, et eftertænksomhedsbillede på en Kristi Himmelfartsdag:
En sugen ind mod et nærvær også i dette øjeblik af Jesus Kristus, en overbevisning om hans nærvær, men samtidig en udsendelse – ud til alverden.

Amen!
Christian Bjørn Krüger
Provst, Skalborg Sogn
355, 251, 392 ----- 257, 356
Jesu himmelfart
Luk. 24,46-53
Sl. 113 Ap.G. 1,1-11
Prædikener fra Kristi Himmelfartsdag Prædikener af Christian Bjørn Krüger

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.