Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

30-06-2002
Hanne Svensmark
Sognepræst, Jerslev-Hellum pastorat
Peters bekendelse Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse
Matt. 16,13-26
Jer. 1,4-9 1. Pet. 2,4-10
BØN:

Herre! Giv os at høre dit ord stærkt og klart, så vi taler og handler på dit ord..
Amen.

Lad os rejse os og høre dette hellige evangelium, som det står skrevet hos Matthæus:

h4. Prædikenen

I dag konkurrerer vi her i Jerslev Kirke med alle lydene fra Jerslev Marked, skønt søndag formiddag er et af de mere stille øjeblikke, kan ingen der færdes i byen være i tvivl om, hvad der sætter sit præg på Jerslev lige i disse dage.

Der er flag oppe, skilte, biler alle vegne, musik og støj fra markedspladsen kan høres over det meste af byen. Byen er festligt klædt, masser af mennesker har ladet sig indrullere i fællesskabet om at få denne begivenhed på benene og har brugt og bruger mængder af timer på at stille op og gøre klar, afvikle alting i bedste orden og siden pakke sammen og rydde op.

Det er den gode side af markedet, at den holder et lokalsamfund sammen i et fællesskab og binder os sammen af fælles udfordringer, opgaver og erfaringer, der rækker langt videre i tiden, end bare de par dage det hele kører af stablen.

Menneskelige fællesskaber er af mange slags, og som regel både på godt og ondt. Sådan er det med Jerslev Marked, det fællesskab som for eksempel Markedsteltet danner rammen om, dækker over hyggelig fest, hvor mennesker sætter hinanden stævne og nyder hinandens nærvær, men også over en masse ensomme mennesker, der for et øjeblik søger lindring i fælles larm og øldrikning.

Sådan er det hvis vi søger fællesskab ved at surfe på internettet. Måske render vi ind i berigende ordvekslinger, eller tankevækkende ord på nettet, men vi kan også opleve afstanden og den kolossale ensomhed, der kaldes frem af at være i kontakt med mennesker, vi ikke kan se, lugte og fornemme.

Fællesskab er en umådelig vigtig ting for os, at føle hvor vi hører til, hvem vi hører sammen med og det betyder noget for os, at mærke tilhørsforholdet. Vide hvad vi er fælles om.

Også her i kirken er vi jo i dag sammen i et fællesskab, og hvor mennesker er sammen er også Gud til stede.

Det er ikke os, der vælger at være sammen med Gud, men Gud der vælger at være sammen med os, uanset om han er med os på markedspladsen, når vi sidder foran en computerskærm eller her i kirken.

Det er netop det, vi kan høre i dagens evangelium meget stærkt, at uanset hvor meget eller hvor lidt vi forstår, så er Gud midt i blandt os og han rækker os troen, nøglerne til forståelse, muligheden for at finde os til rette midt i livet.

For hvor vi end færdes og hvilke fællesskaber vi end indgår i, så ved vi med dagens evangelium at Guds søn indgik i fællesskab med mennesker, der nok i glimt fik givet at se, hvem han var, men som havde lige så meget mas med at finde deres plads og forståelse, som vi til alle tider har haft.

Peter, klippen som kirken er bygget på, Peter som vi hører om i dag er ingen undtagelse. Han er ivrig og overbevist og ofte meget sikker i sin sag, men han må, som begivenhederne skrider frem, smerteligt erfare, at han langt fra er ufejlbarlig.

Skærtorsdag erklærer han med glød, at han aldrig vil vige en tomme fra Jesu side, men da hanen galer står han med sorg og fortvivlelse og har fornægtet den, han ville gøre alt for, alligevel og hele tre gange. Sådan er Peters historie, farverig og svær og meget, meget menneskelig.

Når han i dag får overdraget nøglemagten, og får at vide han er Peter, klippen som kirken skal bygges på, en kirke som dødsriget ikke skal få magt over.

Så kan det umiddelbart synes noget mærkeligt, at noget så stort, noget der rækker så langt ud over mennesket på denne måde gives i Peters varetægt. Peter der straks efter viser sig som fristeren og handler, så Jesus må udbryde: "Vig bag mig Satan."

Men der er stor opmuntring i lige netop det, at den ivrige Peter - der fejler - i sin bekendelse, blev den klippe kirken bygges på.

Det levner plads til, at vi kan være i kirken - det levner plads til en forståelse af at kirken op gennem tiderne er bygget på mennesker. Mennesker med lyse øjeblikke, med Helligåndens gaver, med fællesskabets svimlende glød, men også med fejl og svigt og svaghed.

Når vi bekender, hvad vi tror på. Når vi får givet at se noget, der går dybere og bagom alle de billeder og forestillinger, vi hele tiden bygger op, så sker der noget særligt. Som når Peter i dag siger: Du er Kristus, den levende Guds søn.

Men det er ikke en gave der gør os færdige med at søge indsigt og tro én gang for alle. Det fortæller historien om Simon Peter os først og fremmest.

For straks efter at Peter har bekendt Jesus som Kristus, den levende Guds søn, viser han jo hvor svært det er at forstå og holde fast i den bekendelse, da han i al sin menneskelighed ønsker, at den han holder så meget af ikke skal gennemgå lidelse og død.

Det er der jo i sig selv ikke noget ondt i, men alligevel er det en fristelse, Jesus må mane bort. Det er håbløst svært at forstå. Hvorfor skulle Jesus gå den vej, der betød så meget lidelse og smerte? Hvordan kan vi se på vore kæres lidelser og smerter uden i vores afmagt at prøve at løfte lidt fra dem, at gøre vejen bare lidt lettere?

Det vil være næsten helt umuligt ikke at tænke og handle som Peter! Peter som er den klippe kirken er bygget på.

Peter som det blev givet at være den første der bekendte, hvem Jesus er, men som alligevel blev ved at være et helt almindeligt menneske på godt og ondt.

Bekendelsen til Jesus som Guds søn skaber noget nyt, men det tager ikke vores liv med dets svære stunder og prøvelser fra os. Løfter det ikke op i en problemfri cirkel, hvor intet mere er svært.

De grundvilkår vi er underlagt i menneskelivet er også med i det nye liv: Det gælder om at gribe livsmulighederne, at være i sit liv, tage det og sin opgave i tilværelsen på sig.

Men engagement og kærlighed, som Peter ejede så meget af, medfører sårbarhed, fordi man risikerer fejl og svigt. For den som lever et sandt, lidenskabeligt liv bliver døden problematisk. Den der holder af, har meget at miste.

Og det løftes vi ikke væk fra, selv ikke i bekendelsen til Jesus som Kristus den levende Guds søn. Men kirken som blev bygget på Peter da han bekendte dette, skal dødsrigets porte ikke få magt over, siger Jesus til os i dag.

Det betyder at vi får givet et løfte og et håb, en kirke at søge hen i, et sted at få hjælp og trøst – et fællesskab at søge til. En klippe at bygge vore skrøbelige og bange liv på.

På mennesker der er tilstede midt i livet bygger Herren sin kirke, på mennesker der har kærlighed og mod og engagement, som tør handle og som derfor også risikerer at gå vild, at gøre det forkerte.

Sammen med Peter vores klippe kan vi samles i tillid og tro. Tro på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, Vor Herre.

Amen.

h4. Lovprisning efter prædikenen

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver een sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.