Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

23-07-2000
Henrik Raakjær Nielsen
Sognepræst, Abildgård pastorat
289 - 761 - 854 / 182 - 493 - 842 vers 4 - 385
Peters bekendelse Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse
Matt. 16,13-26
Jer. 1,4-9 1. Pet. 2,4-10
Hun mistede ikke livet - men hun var tæt på. Diagnosen var lymfekræft - som 27-årig. Fem år senere - og stadig i live ser skuespilleren Petra Lindblom tilbage på sin kræftsygdom med disse ord:

"Efter den første fortvivlelse kom mærkeligt nok en følelse af frihed. En følelse af, at nu er livet mit. Nu skal jeg gøre præcist det, jeg har lyst til." Og hun fik en ny forståelse af tiden: "For den, der har været alvorligt syg, er tiden ikke mere noget uendeligt. Den bliver noget meget mere konkret. Noget, der pludselig kan være forbi. Det er, som når man er sammen med sin kæreste. De sidste fem minutter, inden man skal gå er meget intense. Meget smukke. Det er lidt det samme, der sker, når man er bevist om, at man skal dø. Og på den måde, tror jeg, at sygdommen har været en gave for mig," slutter Petra Lindblom.

Sådan blev en livstruende sygdom oplevet - som noget, der skabte en radikal forandring i livet - i en positiv retning. Hun mistede noget - hun mistede den indbildning, som vi nok alle bærer rundt på i en eller anden forstand - nemlig troen på, at sygdom og død, det er ikke noget der rammer mig - i hvert fald ikke lige nu. Hun mistede for en stund fodfæste i sit liv - og blev usikker og fortvivlet. Men hun fandt også livet på ny. Gennem krisen fandt hun et liv med en større intensitet, hvor hun i højere grad begyndte at leve i nuet.

Det kan så få os alle til at spørge: Kan vi virkelige finde livet ved at miste det? Kan dødsfald, sorg, sygdom og krise overhovedet have noget positivt i sig - kan det være en gave, som ændrer min indstilling til livet - mit syn på livet - som lader mig finde livet på ny?

Det er ikke sikkert, at det vil gå sådan for alle. Men muligheden foreligger. Og løftet om, at man ved at miste livet kan finde det, har Jesus også netop givet os med ordene om, at den, der mister sit liv på grund af ham, skal finde det.

Det er klart at Jesu ord nok ikke er tænkt direkte ind i en sammenhæng, som den jeg har beskrevet, hvor en krise af en eller anden art giver os et nyt syn på livet. Men intentionen - og budskabet til os - må være det samme som dengang: At rokke ved vores selvsikkerhed, at rokke ved vores tyrkertro på, at vi har fuld kontrol over livet - at vi har styr på det hele. Eller sagt lidt mere positivt: Jesus vil have os til at ændre vores forståelse af, hvad der er vigtigt i livet. Han vil give os et nyt syn på, hvad der giver livet værdi.

Man kunne også sige, at han vil flytte vores fokus på livet. For det er ikke altid, at vi fokuserer på og koncentrerer os om det, som virkelig betyder noget. F.eks. er der nogle af os, som altid har meget travlt med fremtiden. Der lægges planer og der udregnes prognoser - og vi sætter os nogle klare mål for, hvad vi vil med vort liv om 5, 10, 15 og 20 år. Andre er mere fokuseret på fortiden, hvor der er hændelser, som vi har svært ved at slippe - hændelser, som på godt og ondt præger vort liv i dag - enten ved at kaste lys eller kaste skygger ind over vort liv i dag.

Når vi har det sådan, så kan det være godt at lade Jesu ord flytte vort fokus bort fra fremtidsplaner og fortidsproblemer til at leve livet - i nuet. Dermed ikke sagt, at vi ikke må lægge planer for fremtiden - og at vi ikke må dvæle ved fortidsminder - og bearbejde evt. problemer i fortiden, som vi har brug for at få sat på plads. Men når, der er fare for, at vi fortaber os i fremtiden eller i fortiden, så er det godt at blive orienteret hen imod at leve i nutiden - nærværende. For det er der nogle gevinster ved - det kan der vindes noget ved. Livet leves mere intenst, når det leves i nuet.

At forsøge at leve nærværende i nuet - uden at være focuseret på at vinde hele verden - det kan vi i hvert fald tage til os som Jesu forsøg på at give os nye og bærende livsværdier. Men han giver os flere pejlemærker for vort liv. Han taler jo også om, at tage sit kors op og følge ham. Korset er åbenbart også et vigtigt element, når vi skal finde det rette fokus for vort liv. Men hvad betyder det at tage sit kors op - eller at leve under korsets mærke? Det er i tidens løb blevet givet et utal af tolkninger af.

Er det mon meningen, at vi skal bære korset på samme måde som tempelridderne gjorde? Som et magtsymbol i en kampsituation? De bar korset på deres kapper, når de gik i krig - når de kæmpede for at bevare Jerusalem som en by kontrolleret af de kristne. Og deres ideologi var klar som hos alle korsfarere - at miste sit liv i kamp for det hellige land - underforstået for Kristus - betød at man frelste sit liv.

Så radikal en tolkning passer ligesom ikke ind i vores tid i dag. Så er det noget nemmere at hævde, at vi alle lever under korsets mærke. Det gør vi som borgere i Danmark - i en kristen kultur. Som det udtrykkes i salmen "Et kors, det var det hårde trange leje":

bq. Nu vajer korset højt i folkets banner,
og by ved by en korsets kirke stander,
med gyldne kors sig aftensolen bryder,
og korsets ord fra tusind tunger lyder.Vi har da korset med i vort liv. Det findes i vort flag - det findes i vore kirker - og det gennemsyrer vores kultur og vort samfund.

Og i en nylig foretaget undersøgelse af danskernes religiøsitet slås fast at 4 ud af 10 har et kors. Og halvdelen af dem - altså 2 ud af 10 tror, at f.eks. det at gå med et Dagmarkors om halsen har en eller anden form for beskyttende virkning. I en kommentar til undersøgelsen siges, at der kan være et udtryk for vores behov for at have noget fysisk og konkret at se på - noget at forankre vores tro og religiøsitet i - netop i en tid, hvor alt for meget sker i en uvirkelig verden kaldet cyber-space.

Tilliden til at et kors kan hjælpe eller beskytte kan også ses som udtryk for ønsket om at kontrollere ens hverdag. Eller sagt med evangelietekstens ord - måske et ønske om at vinde hele verden og frelse sit liv. Og at det ikke er meningen med korset, bliver tydeligt afvist af Jesus, når han fremhæver at man skal være villig til at miste sit liv - og ikke forsøge at sikre det med amuletter og lign.

Jeg har nu nævnt forskellige forsøg på at indkredse, hvad det vil sige at leve under korsets mærke - at bære sit kors. Men det er ikke dækkende kun at henholde sig til rent fysiske og konkrete kors, sådan som det ses i vort flag, på tempelriddernes kapper, i kirkebygninger eller som et smykke omkring halsen.

Vi er i stedet nødt til at se nærmere på korsets betydning for vort liv, når vi vil finde ud af, hvad det vil sige at tage sit kors op og følge Jesus. Og i den forbindelse er det vigtigt at lytte til den irettesættelse, som disciplen Peter får. Han tror, at han har forstået det med Jesus ved at sige, at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. Ved at udtale sig på den måde er det underforstået, at Peter stoler på, at Jesus er den Messias - eller konge, som Gud har lovet jøderne at sende for at befri dem fra undertrykkelsen fra de fremmede magthavere. Med sin bekendelse giver Peter udtryk for, at for ham er Jesus den store befrier, som med magt skal føre Guds sag igennem.

Men Peter korrigeres og irettesættes kraftigt med Jesu ord, om at han skal lide, dø og opstå på den tredje dag. Dermed får Jesus sagt noget centralt om, hvordan Gud markerer sig og giver sig til syne i verden. Det sker ikke med den gængse magtudfoldelse. Det sker ikke ved at vinde verden med magt og vold i traditionel forstand. Men det sker ved tjeneste for medmennesket - især for de svage og udstødte - dem, som ingen vil have noget med at gøre. Gud viser sig i verden i det, som ser ud til at være afmagt og lidelse - men det viser sig at være kærlighedens sejr.

Og med denne korrektion af Peter in mente kan vi så forsøge at finde ud af hvad det betyder at leve under korsets fortegn i dag. Det er bl.a. at leve i tjeneste for medmennesket - og at turde leve uden sikkerhedsnet - at turde leve med fremtiden i Guds hænder - og ikke altid med fremtiden bundet i vore egne planer.

Ligesom Jesu opfordring til den enkelte om at tage sit kors op, så nåede

Luther også frem til, at korset skulle være et af kirkens kendetegn - og det var heller ikke bare tænkt som et synligt konkret kors i kirke. Korsets kendetegn bliver, at kirken og de kristne - tager parti for de fattige, de udstødte, de sultne, de sørgende og ensomme. En kirke med korsets mærke er en kirke, der altid tager parti for dem, der lider - og er parat til at hjælpe.

Selvfølgelig skal bekendelsen også lyde i kirken - sådan som Peter jo også klart udtrykker det i dagens tekst - men som kirke - og som kristne befinder os altid i den spænding det at give bekendelse krop og handling ind i vores tid - at lade bekendelse blive levende under korsets mærke.

Det er vores udfordring - at vi tør det - og vi tør lade os bevæge - at lade os korrigere, som Peter blev - at vi er villig til en gang imellem at flytte det, som vi efter bedste vilje selv har sat i focus for vort liv.

Amen.