Stiftet
Prædikener

Pinsedag

31-05-2020
Tine Junker Dalgaard
Overensk. sognepræst, Nibe Sogn, Vokslev Sogn
290 - 299 - 294 - 291 - 287
Løftet om en anden talsmand
Joh. 14,15-21
Jer. 31,31-34 Ap.G. 2,1-11
Livets Ånd, Sandhedens, Kærlighedens og Enhedens Ånd – hos os og i os!

Glædeligt er det, at vi her på pinsedag atter kan samles i vor smukke kirke, her hvor vi bor og lever, samles om ordets forkyndelse, bøn og salmesang, komme ud af vore forskansede rum og høre evangeliet forkyndt på vort eget sprog.

Det har været skelsættende for mange af os at opleve, at vi i over to måneder ikke har kunnet komme ind i vor kirkes rum.

I flere hundred år har vi taget dette som en selvfølge. Kirken lå trygt og sikkert, hvor den lå, og vi kunne tage herhen, når vi havde brug for det - i nogle perioder af vort liv sjældent, i andre oftere og om ikke andet så ved livets højdepunkter.

I dagligdagen kan vi i vor travlhed sommetider næsten glemme vores kirke, men nu føles det som en livssag at komme herhen og bevæge os bort fra en ualvorlig tilværelse frem mod et nyt forhold til Gud.

Mange mennesker erkender dette behov i denne tid, fordi vi inderst inde frygter, at den forbrugskultur, vi har opbygget, næppe kan holde sig selv i live mange generationer frem. Fremtiden er ukendt og uvis. Vi ved ikke, hvordan forholdene vil være for os om få årtier. Det hele er i så hastig forvandling og spørgsmålet om mening melder sig hos os.

Derfor er en ny åndelighed så vigtigt, fordi livet gives os af Gud hvert eneste sekund af vort liv. Kontakten med Guds Ånd giver os ro i sindet og den tryghed, der kan forhindre os i at blive lammede og frygtsomme.

En gammel norsk egnslegende beretter om en kirke, som alle havde glemt. Ingen huskede, hvad den stod for, efterhånden vidste ingen, hvor kirkebygningen havde ligget. Oprindeligt var den bygget uden for skovbrynet, synligt for alle. Men som årene gik bredte skoven sig, omsluttede og skjulte kirken. Egnens folk var forlængst holdt op med at besøge den, og en dag var den helt og aldeles glemt.

En jæger genfandt kirken på en mærkelig måde.

Han var på sin jagt trængt dybere ind i skoven end ellers. Her fik han øje på en hjort og afskød en pil fra sin bue, men pilen ramte ikke dyret. Den faldt ned et ganske andet sted.

Så lød der en høj tone med dyb klang langt inde fra skoven. Jægeren fulgte lyden og fandt kirken, hidkaldt af klokkens klang. Jægeren havde sendt sin pil, men det var ham selv, der blev ramt af kirkeklokkens klang. Jægeren blev så rørt og bevæget ved denne hændelse, og han hastede hjem og fortalte om det til alle i landsbyen. Han og egnens folk genfandt deres kirke og dens budskab fra Gud om nyt liv, om kærlighed og om frelse og evigt liv.

Sådan er det med Helligånden. Ånden kan kalde på os, den kan ramme os og røre os lige i hjertet, sommetider når vi mindst venter det, sådan som det skete for disciplene på pinsedagen.

Da pinsedagen kom blev alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål alt efter hvad Ånden indgav dem at sige (Ap.G.2,4)

Det er beretningen om, at Gud ikke trækker sig tilbage i sin himmel, men er kommet igen for at blive hos mennesket.

Apostlene er forsamlet inde i et hus, måske har de forskanset sig af frygt for forfølgelse, og de har ikke sprog til at forkynde troen. Før nu. En kraft udefra sprænger husets rammer, og folk fra alle folkeslag strømmer til og hører evangeliet forkyndt på hver sit sprog.

Kristendommen kan næppe tænkes uden pinseunderet. Hermed er Ånden og dermed Kristi nærvær i menigheden en realitet.

Og det som vi bemærker i denne underberetning er listen over de folkeslag og lande, der nu pludselig forsones og samles af prædikenen om Guds storværker på alverdens modersmål. Kirken taler mange sprog og har et universelt budskab, et budskab til alle verdens lande, for at bringe forsoning og fred til verden.

Dagens evangelium fra Johannesevangeliet uddyber denne beretning fra Apostlenes Gerninger. Her fremgår det, at det nye ved Helligåndens komme til disciplene ikke betyder, at det nu er alene Åndens tid. Jesus har ikke trukket sig værk fra dem, tværtimod: han vil komme igen. Og han vil heller ikke blot være hos disciplene, men han vil være i dem, ligesom de skal være i ham, og han er i Faderen.

Ved selv at elske dem og ved, at disciplene gør kærlighedens gerninger, lover Jesus, at både han og Faderen vil være tæt forbudne med dem også efter pinsen.

Vi kalder sommetider Pinsen for Kirkens fødselsdag, fordi det var ved pinsefesten i Jerusalem, at disciplene virkelig erfarede en helt særlig kontakt med Gud. En kontakt, der medførte en ny begyndelse med en ny menneskeforståelse. Troen på, at hvert eneste menneske har uendelig værdi, fordi det er elsket af Gud. De spæde spirer til den kristne kirke voksede sig stærkere og stærkere i menighedens fællesskab. Folk blev grebet og sluttede op om kirkens forkyndelse.

Ånden fra Gud virker overalt, hvor livet findes og kan blive enhver til del, ligesom vinden blæser, hvor den vil og hvorhen den vil!

Lykkeligvis kan vi opleve, at der i al vor optagethed, travlhed og gøren med alle vore daglige opgaver lyder en genlyd, en klokketone, som kalder.

Og hver gang et menneske rammes af klokketonen fra kirken i sit hjerte, så er det blevet Pinse - takket være Guds Ånds nærvær.

Amen.