Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

04-07-2010
Jens Kristian Kristiansen
Sognepræst, Nørre Tranders pastorat
743 – 391 – 332 / 348 - 358
Peters bekendelse Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse
Matt. 16,13-26
Jer. 1,4-9 1. Pet. 2,4-10
For nogle uger siden sad jeg en varm eftermiddag ude på min altan og bladrede i salmebogen, fordi jeg skulle vælge salmer til en gudstjeneste. Det var spændende, for salmebogen er på mange måder en sjov bog at gå på opdagelse i. Her kan man finde gamle og nye og lange og korte salmer mellem hinanden, salmer med gode og præcise formuleringer af, hvad kristendommen går ud på, og salmer med mindre gode og upræcise formuleringer. Men sådan må det også være, når man i et forståeligt sprog skal formulere det kristne budskab. Så rammer man af og til ind i gode og træffende formuleringer, mens man andre gange kommer til at sige noget forfærdeligt vrøvl.

Men når jeg kommer til at tænke på min eftermiddag på altanen med salmebogen i hånden og kaffekoppen indenfor rækkevidde, er det imidlertid af en anden grund. For mens jeg sad der og bladrede, fik jeg pludselig øje på en salme, som jeg aldrig havde lagt mærke til før og det til trods for, at det er en temmelig gammel salme. Salmen hed noget så underligt som Kirken er som Himmerige. Ja, det hed den virkelig: Kirken er som Himmerige, og jeg indrømmer blankt, at den første tanke, der gik gennem hovedet på mig, efter at jeg havde set den titel, var: Det håber jeg sandelig ikke.

Nu er det ikke, fordi jeg påstår at vide så forfærdeligt meget om, hvordan Gud har indrettet Himmeriget, men jeg har altid forestillet mig det som et idyllisk sted uden småtskåret kævl og strid; et sted, hvor der i både egentlig og overført forstand er højt til himlen, fordi mennesker har lagt deres smålig, magtbegær og sygelige trang til selvhævdelse bag sig for i stedet at leve i fredelig sameksistens. Men som man måske vil vide, er det jo ikke lige, hvad der karakteriserer kirken her på jorden.

Ja, undertiden kan man næsten få det indtryk, at kirken gør, hvad den kan, for at ligne Himmeriget så lidt som muligt. Således kan det af og til synes, som om vi i kirken ikke har andet og mere nyttigt at tage os til end at skændes. Vi skændes kirkesamfundene imellem såvel som indadtil i de enkelte kirker. Vi skændes om læresætninger og kirkens forhold til staten, og vi skændes om strukturelle ting som f.eks. om, hvem der skal bestemme hvad i kirken og hvornår. Og det er ikke altid til at se, om skænderierne udspringer af berettiget omsorg for evangeliets forkyndelse, eller om de skyldes enkeltpersoners behov for at markere sig og styrke deres personlige magt.

Så nej, kirken er sandelig ikke ligesom Himmeriget, og Martin Luther havde afgjort ret, da han for 500 år siden sagde, at kirken var den største af alle syndere, og opfordrede præsterne til hver søndag at betone dette i deres prædikener. Men hvoraf kommer al den ufred og alle de dårligdomme egentlig? Og hvordan kan det være, at de på en egen måde har en tendens til altid at finde ind i kirken?

En af grundene hertil skal uden tvivl søges i dagens tekst eller mere præcist i en misforståelse heraf. I dagens tekst siger Jesus nemlig til en af sine disciple, Peter, at han er den klippe, hvorpå han – altså Jesus – vil bygge sin kirke. Og det er faktisk ganske morsomt sagt, men da det nok ikke er alle, der i dag kan fange morsomheden, må jeg hellere indskyde et par forklarende bemærkninger. Sagen er den, at navnet Peter på græsk betyder klippe. Så når Jesus siger, at Peter er den klippe, hvorpå han vil bygge sin kirke, så spiller han på betydningen af navnet Peter. Det svarer omtrent til, at Jesus på dansk havde sagt: "Du hedder Steen, og på den sten vil jeg bygge min kirke."

Og det er faktisk ret morsomt, for er det noget Peter – sådan som han fremstilles i evangelierne – ikke er, så er det en klippe. Han er faktisk lige det modsatte. Han er svag i troen, og når der er problemer, er han den første til at stikke af. Skærtorsdag aften, aftenen inden Jesus blev korsfæstet, proklamerede han således, at han altid ville stå last og brast med Jesus. Men næppe var Jesus blevet pågrebet af romerne, før selv samme Peter havde travlt med at benægte, at han nogensinde havde haft noget med Jesus at gøre. Og i dagens tekst møder man da også en Peter, der er på samme måde. Først kundgør han stolt, at for ham er Jesus ingen ringere end Guds søn. Men næppe har han sagt det, før Jesus fortæller ham, hvad det indebærer at være Guds søn – nemlig at han, Jesus, skal slås ihjel af mennesker – før piben får en anden lyd. Blive slået ihjel af mennesker! nej, det passer sig ikke for Gud – mener altså Peter.

Kort sagt, Peter – klippen – var alt andet end klippefast i troen. Men det er alligevel af folk som ham, at Jesus vil bygge sin kirke. Og det er jo i grunden ganske morsomt. Problemet er bare, at humoren ikke altid har være så udbredt i kirken, som man kunne ønske sig, og overser man morsomheden i den første bemærkning, går man også galt af det følgende.

Her fortsætter Jesus nemlig med at sige: "Jeg vil give dig" – og det er altså stadig Peter – "nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden skal være løst i himlene." Og den sætning skal man passe på. Man skal, om jeg så må sige, læse den med humor. Desværre har man som regel læst den gravalvorligt og troet, at Peter i kraft af sin stærke tro og trofasthed overfor Jesus blev udstyret med myndighed til at bestemme, hvem der er inde hos Gud, og hvem der ikke er det.

Ja, den katolske kirke har endog brygget videre på historien om Peter. Den har ikke bare fortalt om, hvordan han blev den første biskop i Rom, nej den har også udnævnt ham til den første pave, hvilket er ret godt gået i betragtning af, at pavedømmet først opstod fire-fem hundrede år efter Peters død. Og som konsekvens af forestillingen om Peter som den første pave har man ment, at den magt til at løse og binde, som Jesus altså tilsagde Peter, efterfølgende er givet i arv til en særlig gruppe af mennesker, nemlig den katolske kirkes præster, biskopper og pave, der følgelig menes at besidde en særlig myndighed til at bestemme, hvem Gud vil tage imod i sit Himmerige.

Og det er lige netop her, at alle de dårligdomme, som jeg før nævnte, kommer ind i kirken. For har mennesker først fået den ide, at de står Gud nærmere end andre mennesker, og har de videre fået den ide, at Gud har givet netop dem i opdrag af dømme om, hvem Gud vil tage imod, og hvem han ikke vil tage imod, ja så er der som regel ingen grænser for, hvad de kan finde på.

Det var derfor, at Martin Luther for 500 år siden protesterede, når personer i den daværende kirke hævdede, at de i kraft af deres stilling indenfor kirken havde fået den magt til at løse og binde, som Jesus gav Peter. Og deri gjorde Luther ret, for overfor Gud er vi alle syndere. Eller for at blive indenfor horisonten af dagens tekst: overfor Gud er vi alle som apostlen Peter, hvilket vil sige mennesker, der har svært ved at forstå dybden i budskabet om Jesus, og som oven i købet er hurtige til at stikke af, når vi kræves til regnskab for dette budskab.

Men pointen i dagens tekst er netop, at det er af mennesker som os, at Gud bygger sin kirke. Kirken er – om jeg så må sige – ikke bygget af den ene sten, den ene Peter, men af de mange sten og de mange Petere. Og de klipper og de sten, som kirken består af, er ikke som de solide granitkvadre, af hvilke man i middelalderen byggede landsbykirkerne. Nej, de sten, som kirken er bygget af, er netop levende sten; mennesker som dig og mig, der med alle vore fejl og mangler samles sammen for at høre budskabet om Jesus.

Og når vi således samles, får vi en opgave. Vi får den opgave at være kirke. Og det vil igen sige, at vi skal bringe budskabet om Gud som den, der tilsiger os vores synders forladelse, ud i verden. For Gud vil ikke, at det budskab skal spredes af mennesker, der, fordi de er som klipper, hverken er til at hugge eller stikke i. Tværtimod vil han, at budskabet om syndernes forladelse skal bringes ud i verden af netop – syndere; af helt almindelige mennesker med helt almindelige svagheder, der alle har det til fælles, at vi ligner apostlen Peter med de svagheder, som han havde.

Og det er faktisk ganske morsomt. Tænkt engang, at Gud vil bygge sin kirke her på jorden af helt almindelige mennesker som dig og mig; mennesker, der alle ligner Peter på den måde, at de heller ikke er så faste og udholdende i troen, som de burde være. Umiddelbart skulle man jo mene, at Gud kunne finde betydeligt bedre byggemateriale til sin kirke end os, f.eks. mennesker der er mere retsindige og trofaste, end vi er. Men det kan han altså ikke. Eller rettere: det vil han ikke. For Guds kirke her på jorden er ikke en kirke for halvguder men derimod en kirke for rigtige levende mennesker. For det er for og af os syndere, at Gud har indrettet sin kirke. Amen.