Stiftet
Prædikener

2019-06-09
Der udkom for et stykke tid siden en ny tegneserie af Peter Madsen, der tidligere skrev og tegnede sig gennem både jul og påske med pigen Signe som hovedpersonen. Nu fortæller han helt nede på jorden om pinseunderet gennem historien om den unge Signe og veninden, som bliver uvenner, og pludselig er det som om, de to bedsteveninder ikke forstår et ord af, hvad hinanden siger.

Fremmede, hårde ord svirrer gennem luften og falder til jorden uden at nå frem, og ingen af pigerne hører eller forstår længere den andens ord, skønt de to før var så tætte, og de skilles i såret vrede og skuffelse.

Alle planer om fælles hyggetur i sommerhus i pinsen med eksamenslæsning er krakeleret. Veninden bliver hjemme, Signe tager afsted, bader i den store sø, læser i sin bedstemors gamle Bibel om babelstårnet og Guds lov, der er skrevet på kolde stentavler, dvæler ved billedet, hvor alle disciplene stod med glødende ildtunger over deres hoveder og en due svævende over dem. Signe møder igen og igen en hvid due og læser om Noas ark og Jesu dåb; endelig er der en underlig gammel kone, der længe er helt umulig at forstå men alligevel viser Signe vej til at komme videre, selvom hun næsten ikke kan, vil eller tør være den første til at række ud igen efter fællesskabet med veninden.

Det er noget underligt noget det med ord, der kan såre, slå skår i mødet mellem os eller bygge bro og skabe gnister mellem to mennesker i følelsen af at være både set og elsket!

”Kærlighed er håb, alle ka' forstå Kærlighed er samme sprog”. Sådan sang den danske melodigrandprix deltager i år.

”Kærlighed er samme sprog”; hjertesprog – hjertets sprog, sproget, der er Helligåndens gave til os og som hjælper os med at krydse grænser og skel mellem os og skaber liv og glød i kolde hjerter, når vi er størknet, har malet os selv op i hjørnet med hurtige, sure ord eller tårnhøje forventninger til os selv og hinanden, og vi stirrer og stirrer efter et svar, en løsning, men er som i blinde uden at kunne finde svaret i os selv

Mine minikonfirmander og jeg sad for nogle år siden i græsset ud mod præstegårdens nabomark, mens jeg fortalte om Gud, der skabte Adam og Eva af jorden og blæste sin livsånde i dem.

Så skulle minikonfirmander i gang. Her i V.Thorup er jorden mest sand og gammel havbund, men nogen steder er den ler, og minikonfirmanderne formede af ler små bitte mænd og kvinder med hoved, kroppe, arme og ben.

Var det så mennesker? Havde minikonfirmanderne skabt dem, ligesom Gud gjorde?

Vi snakkede om det og blev hurtigt enige om, der manglede noget vigtigt: Ånde, at være levende, og selvom minikonfirmanderne for sjov pustede på dem, skete skaberunderet ikke, figurerne var og blev lerfigurer, søde og fine, men uden liv.

Nogle gange overlever vi måske i stedet for at leve – størkner næsten, bliver mere menneskelig skal end levende, rørende væsener, får ikke set de andre, får ikke lyttet ordentligt til dem, selvom vi godt hører, de siger noget.

Der er for travlt måske, eller for meget tid! For meget at tænke på, for meget ”jeg” måske og for lidt ”os” til at vi lukker os op for det andet menneske og for Guds ord til os – sådan rigtigt, slipper det sikre, investerer os selv, så vi bliver rørt og røres ved og tør op og helt uden sikkerhed og vanlig fornuft gør os åbne og sårbare, imens vi rækker ud efter livet og fællesskabet.

Vi mennesker kan så meget, vi bygger tårnhøje bygninger, piller lidt ved kromosomerne, rykker på livets start og slut, rykker grænser, mens mure bygges op andre steder mellem folk af hårde ord og tungtvejende skyts.

Vi fokuserer alt for let på forskelle fremfor ligheder. Vi husker det, der gik galt, vi tester og sætter diagnoser på andre, ser forskelle som en fejl og stræber efter det perfekte, som typisk har noget med smukkest, størst, stærkest eller hurtigst at gøre.

Når alt er kørt fast og synes dødt og uden håb, kommer pinsen og viser, vi ikke er alene hjemme på jorden, puster på vore hjerter , lader os i små bitte stykker se og forstå alt i et andet lys og et sted inderst inde, som en lille bitte spire af håb, fornemme, at det er godt nok at være, at være til som levende, elskende mennesker, der fletter sig ind i hinandens liv i sorg og glæde, og slipper os selv og hinanden fri til at være bundet og forpligtet af kærligheden, som vi lærer den at kende gennem Jesu liv, død og opstandelse.
Gitte Benzet Kibsgaard-Vester
Sognepræst (kirkebogsfører), Klim Sogn, Vester Torup Sogn, Vust Sogn
290, 285, 289, 294, 287, 29
Løftet om en anden talsmand
Joh. 14,22-31
1. Mos. 11,1-9 eller 1. Mos. 2,4b-7 Ap.G. 2,1-11
Prædikener fra Pinsedag Prædikener af Gitte Benzet Kibsgaard-Vester

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.