Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

27-06-2013
Tove Kallehave Brogaard
Sognepræst, Løkken storpastorat
754 - 364 - 147,1-6 / 291 - 147,7-9
Peters fiskefangst
Luk. 5,1-11
Es. 6,1-8 1. Pet. 3,8-9[15a]
_Helligånden oplyse sind og hjerte og bevare ordet for os. Amen._

For en uge siden fejrede vi Sankthans med bål på stranden her hos os i Løkken. På trods af ustadigt vejr var det lige pludselig en meget smuk aften. Der var rigtig mange mennesker. Der var også en taler. Når der er rigtig mange mennesker, er det svært at tale. Der er altid nogen, der snakker. Dem, der står længst væk, kan måske ikke rigtig se taleren, og han er måske også svær at høre. Så derfor begynder de at tale med hinanden i stedet for. Så kan dem, der næsten kunne høre noget før, heller ikke høre noget, så de giver sig også til at snakke, og sådan breder det sig.

Her på stedet prøver man at løse problemet på den måde, at taleren bliver stillet på ladet af en lastbil og forsynet med højttalere.

Jesus løste problemet på en anden måde. For at kunne tale til hele den store menneskemængde, der var mødt op, steg han op i en fiskerbåd, der lå ved søbredden, lagde lidt fra land, og så talte han til skaren. Vi ved ikke helt præcist, hvad det var, han sagde. Evangeliet fortælles os bare, at han underviste. Dvs. han fortalte om Guds rige. Fortalte om det allerstørste. Om, hvad det allerstørste havde med dem at gøre.

Til Sankt Hans er der altid nogen, der ikke hører talen. Det er dem, der står ude i periferien. De synger i øvrigt heller ikke med på sankthansvisen. Måske er sangbladet slet ikke nået helt ud til dem, eller også synger de ikke, fordi dem ved siden af heller ikke synger.

Man er sådan lidt udenfor på den måde…

Der var også en anden dag på stranden. Jeg var ude at gå og var gået helt ud på molen. Ude for uden lå en båd, og der var to fiskere i den, som havde travlt med at rense fisk. Jeg kiggede ned i båden og så kiggede jeg lige en ekstra gang: Hold da op, hvor var der mange fisk! Det var torsk, kan jeg huske, torsk i rå mængder! Jeg snakkede lidt med fiskerne – hvor langt, man egentlig skulle ud for at få sådan en fangst? Vi vendelboer bruger ikke så mange store ord. Men vi forstår også det, der ikke bliver sagt, og jeg kunne godt se, at det her var en rigtig stor fangst, også for dem. Og så fortalte de mig, at det faktisk ikke engang var det hele. Da de var kommet halvdelen af deres garn igennem, kunne de ikke have flere fisk i båden. Så nu var de sejlet ind for at få de her første fisk gjort i stand og smidt i kasser, så de kunne komme op i fiskehuset. Bagefter skulle de tilbage til garnene for at tage resten ind….

Jeg har en idé om, at havde det været en sjællænder, havde munden ikke stået stille. Her hos os er det næsten omvendt. Det er sådan med os, at vi mister mælet lidt, når vi møder de store ting.

Da Jesus var færdig med at tale, sagde han til Simon, der havde båden, at de skulle tage ud og sætte garn.

Det døjede Simon med at se idéen i, eftersom de lige var kommet ind efter en hel nats slid uden fangst.

Men han gjorde det alligevel, og fik en fangst så stor, at de var nødt til at tilkalde endnu en båd, og de fyldte begge både, så de var lige ved at synke.

Hvordan reagerede sådan en fisker ved Genesaret sø på Jesu tid så? Hoppede og dansede han i båden eller blev han mundlam?

Simon blev bange. Hans ben blev gele. Jeg er en syndig mand! sagde han til Jesus. Han mærkede, at han stod overfor det allerstørste, og når vi bliver revet ud af vores komfortzone og bliver stillet over for noget, vi ikke plejer at håndtere, mister vi både overblikket og troen på, at det er noget, vi kan klare. Det her er mere, end hvad jeg, med mine evner, i min verden, kan klare!

Det gjaldt for Simon, det gjaldt for Jakob og Johannes, Zebedæussønnerne, der fiskede sammen med ham, det gælder for vendelboer, ja det gælder vel i virkeligheden for de allerfleste af os:

At alt det, der er på den anden side af den grænse, som vores forstand og vores formåen kan magte, godt kan være noget skræmmende for os. Så vi bliver forlegne, usikre eller bange.

Jesus sagde: Frygt ikke!

Nu havde de fanget fisk. Bagefter havde de en anden opgave. De skulle fange mennesker, dvs. de skulle rundt og undervise, forkynde, hjælpe, så folk ikke længere havde nok i at stå i periferien uden at få alt med. Sådan at de fik brug for at være stille og lytte og lade sig røre og blive grebet. Sådan at de forstod, at Guds rige, alt det store, også handlede om dem.

Det er noget særligt ved at stå ved bredden af et hav eller en sø. Man føler sig lille overfor mængden af vand, der ruller ind imod én, bølge på bølge, time efter time. Eller man stirrer ud mod den linje i horisonten, der nok repræsenterer en grænse, men det er kun grænsen for, hvad øjet kan se. Havet stopper ikke der, der er mere bagved…

Men man føler sig ikke kun lille. Man føler sig også forbundet med det, der er stort. Som salmisten fra det gamle testamente skriver: Slår jeg mig ned, hvor havet ender, leder Din hånd mig også der! Lille, som man er, er man dog en del, af det, der er meget større end én selv.

I det almindelig nudanske sprog, bryder vi os egentlig ikke om, at der er nogen, der skal fange os ind. Vi bryder os ikke om menneskefiskeri. Der lyder sådan lidt bondefanger-agtigt. Vi vil ikke begrænses. Vi vil ikke indskrænkes. Men det er heller ikke betydningen af det græske ord for "at fange", som Jesus bruger her. Betydningen af hans ord er: "at fange, for at lade leve".

Og så er det, at jeg næsten ikke kan lade være med at tænke på coachen Chris McDonald, som prøver at hjælpe danskere af alle slags til at redde livet ved at ændre livsstilen. Ved at bringe dem ud af deres komfortzone og få dem til at løbe lidt længere, end de tror, de kan holde til, spise noget andet, end det, de plejer, afstå fra det, de plejer at junke sig selv med….

Eller jeg kommer til at tænke på Søren Kierkegaards beskrivelse af troen som det, at springe ud på de 70.000 favne , fordi det kun er ved at springe ud, at man kan vide, om troen holder.

For der er det, med de allerstørste ting i tilværelsen, at de kræver, at vi vover. Vover at sige til det menneske, vi drømmer om at blive gift med, at vi elsker ham eller hende. Vover at sige det første ord. Vover at åbne lukkede døre.

Vover at tro.

Kan vi det? Magter vi det?

Der stod en mand i en båd på Genesaret Sø og sagde: Frygt ikke! Vi skal fange mennesker! Og han kan! Han giver os netop den sammenhæng med alt det, der er større end os, som gør troen mulig. Han Kan. Han fanger os og han lader os leve.

_Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var fra begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen._