Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

2001-07-15
bq. Gud, lad os leve af dit ord,
som dagligt brød på denne jord! Amen!Levende og anskueligt fortæller Lukas om Peters kaldelse til at være menneskefisker. Det var nok det sidste, han selv havde forestillet sig, han skulle være, den dag han ved Genezarethsøens bred var i færd med at rense garn efter en lang nats forgæves fiskeri. Han har været mismodig og træt - og har sikkert set frem til en god middagslur og lidt til, når han og de andre fiskere inden længe havde fået gjort garnene klar til en ny tur på søen næste nat. Der var jo ikke andet for end igen at forsøge lykken!

Under arbejdet havde han gået og lyttet opmærksomt til prædikanten Jesus, hvis prædiken var helt anderledes end de skriftkloges. Der var noget myndigt og samtidig befriende over hans ord - ja, det var, som om han plantede Guds rige lige ved siden af dem, eller vel rettere: plantede dem lige midt i Guds rige. Hertil kom, at han havde helbredt mange mennesker, heriblandt hans, Peters, svigermor.

Nu var han åbenbart færdig med at prædike - og Peter og hans fæller var færdig med garnene - så skulle det gøre godt at komme hjem og få hvilet ud, inden de igen skulle ud på søen!

Men så befalede Jesus ham pludselig at sejle ud igen - med net og det hele - for at fiske - her ved højlys dag! - Så røg den søvn - og til hvad nytte? Det var ganske enkelt galmandsværk, det vidste ethvert fornuftigt menneske da - men åbenbart altså ikke Jesus; man kunne godt mærke, at han var en landkrabbe! - Peter var nu heller ikke interesseret i at være til grin i landsbyen det næste halve år! - Han var virkelig i syv sind!

Men Jesu ord havde en magt og myndighed, som han ikke turde gå imod, eller måske snarere: som han måtte bøje sig for - og dermed lægge al sin fornuft, tvivl og skepsis bag sig: "Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud - så er det ikke mit ansvar, hvad der kommer ud af det her ("galmandsværk" - det sagde han ikke, men han tænkte det!), men dit!" - "På dit ord!" - det er troens spring ud på de 70.000 favne vand - troens given sig Gud i vold.

Grundtvig siger det sådan i sin uforlignelige salme over dagens evangelietekst: "Der sad en fisker så tankefuld ..." (DDS 127, 3):

"For tvivl var Simon slet ikke fri,
men spejl, du tvivler, dig smukt deri:
han gjorde, som Herren sagde."

"På dit ord!" Det er også ordet for os, når vor tvivl og skepsis vil tvinge os til at blive dér, hvor vi kan bunde og overskue tingene, og dermed hindre os i at gøre troens spring ud på det dybe vand!

"På dit ord!" - Det må vi sige, når vi med al den tvivl, der er vores, bærer et lille barn til dåben; her er det ikke vores lille, spinkle tro, der skal endsige kan bære. Trosbekendelsens spørgen ved dåben er ikke et forhør i tro, ikke en eksamen i tro, men Guds kærlige spørgen, om vi vil høre til hos ham, være børn hos Gud, himlens og jordens skaber, være Vor Herres Jesu Kristi små brødre og søstre, være ledsaget og vejledet af hans gode Ånd livet igennem. Og på Guds spørgen, på Guds ord giver vi så os selv og de små Gud i vold og lader os bære og holde fast af ham, som selv vil hjælpe os og vore små med at tro, som med sit ord og sin gerning selv vil kalde troen og tilliden frem hos os, der ikke selv kan tilkæmpe os en plads i hans rige.

"På dit ord!" - Det gælder også, når vi voksne skeptikere synes, at vi ikke tror nok og ikke er gode nok, fromme nok, eller hvad det nu er, vi skal være, for at kunne gå til alters. - Børn er heldigvis ikke i besiddelse af denne ulyksalige trang til navlebeskuelse. Hvor ofte har man fx ikke i kirker på landet - hvor altergang jo stadig nogle steder er en bekendelseshandling - oplevet, at det var konfirmanderne, der den dag sørgede for, at der blev altergang! - "De tager nu for let på det!" siger den voksne. Hvad ved vi om det? Mit indtryk er, at de ofte tænker dybere over tingene, end vi aner.

Som konfirmanderne og Peter må vi have lov til at se bort fra os selv og vort eget for i stedet at tage Vor Herre på hans ord og adlyde hans befaling, når han siger: "Tag dette og spis det - drik alle deraf!" - "På dit ord!" - Det er bestandig vejen, din og min, fra tvivlens ensomme fangehul til det troens og glædens fællesskab, der skabes ved nadverbordet, hvor Kristus sidder til bords med os, og hvor han med sit nådige ord godtager os med alt det, der nu engang er os og vort, og dermed vælter alle de mure og barrierer, vi er så dygtige til at bygge op mellem os og ham og mellem hinanden. - Nadverbordet har aldrig været forbeholdt de velbjergede, de stærke i troen - heller ikke skærtorsdag aften. Da var der også plads til en tvivler, en fornægter og en forræder!

"På dit ord!" - Det gælder, når vor bøn ikke synes os at nå længere end til loftet i vor stue, når vi fristes til at hold op med at bede; hvad nytter det, når bønnes ord blot dør på "læber kolde"? - "Bed, bank på!" siger Jesus, og den befaling gælder det da, netop da, om at holde fast ved, med vor svage tro - mod vor stærke tvivl. - "På dit ord, Herre!" - så er vor bøn, vor tvivl, vor sølle tro, lagt i hans stærke hånd, og så vil han også selv bede for os og med os og derved styrke os, så at bønnes vej ikke skal være ufremkommelig, ja, spærret for os.

- Underet, den store fiskefangst, blev for Peter et tegn på, at her stod han over for Gud selv, at her var Gud kommet ham nær i Jesu egen person. Her havde han mødt den Gud, hvis ord altid skaber, hvad det nævner, og over for hvem alt vort - også vor tvivl og vor tro - altid viser sig at være så uendelig småt og spinkelt, alt for skrøbeligt til at bygge noget som helst på. - I mødet med Jesu guddommelige godhed opdager Peter den afstand, der er mellem ham og Jesus, og dermed mellem ham og Gud - og han beder ham derfor gå bort, for hvordan skulle de to, Gud og synderen, dog kunne have noget med hinanden at gøre? Mesteren, læreren kunne have med en mand som Peter at gøre, og på hans ord var han da også sejlet ud; men den store fangst sagde ham, at han ikke stod over for "kun" en mester, en lærer, men over for Gud selv: "Gå bort fra mig, Herre," - det er Guds navn, Peter her bruger - "for jeg er en syndig mand." Den retfærdige Gud kan ikke have med en synder at gøre! - Peter havde med andre ord opdaget det, som en lille dreng undrende konstaterede, da han stod og betragtede nogle murere, der var i færd med at bygge en skyskraber: at mennesker bliver så små, når de kommer nær til himlen, mindre og mindre, jo nærmere de kommer!

Men Jesus respekterer ikke den afstand; det lærte han aldrig, og det kom til sidst til at koste ham livet! Livet igennem samlede han alle de tvivlsomme eksistenser op og lod Guds godhed falde ind over (også) deres liv, førte dem fra døden til livet. "Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker." Guds godhed, Guds accept af Peter viser sig i, at han nu tager ham i sin tjeneste, giver ham en opgave: at kalde mennesker ind i det gudsrige, hvor Gud selv overvinder afstanden mellem en tvivlende synder og sig selv, den afstand, som intet menneske nogensinde selv kan lægge bag sig.

Også vi er som døbte kaldet til at fange mennesker. Udtrykket "fange" kan let give forkerte associationer - noget med vold, magt og list. Men i det græske ord for fange ligger samtidig betydningen "fange levende, fange for at lade leve", og dermed antydes, at de, der bliver fanget i Vor Herres garn, aldrig skal gøres til døde sild, der blot flyder med hans strøm. Men de skal "fanges" til livet i gudsrigets frihed, i Guds kærlighed. Her skal man kunne komme og gå i frihed! - Det har mennesker tit nok glemt, også inden for vores kirke danske folkekirke. Her er det ikke kun "de andre" og de mange, underlige nyreligiøse bevægelser, vi kan sætte under anklage! Ofte blev det i vore hænder til noget i retning af stemmefiskeri, kundefiskeri, noget i retning af: "Kom over til os, for det er her, den rigtige, den sande kristentro findes!"

Kun i Vor Herres garn får vi altid lov til at være os selv, være verdens frieste mennesker, for den eneste magt, han vil vide af, er kærlighedens magt. Med Grundtvigs ord: "Kun til Helved kan man tvinges, mens til Himlen blot der ringes."

Ja, ringes - for så frit, så glædeligt er evangeliet!
Amen!
Gerda Jensen
Sognepræst, Skt. Catharinæ pastorat
690 - 249 / 127 - 296 - 353,7-8
Peters fiskefangst
Luk. 5,1-11
Es. 6,1-8 1. Pet. 3,8-9[15a]
Prædikener fra 5. søndag efter trinitatis Prædikener af Gerda Jensen

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.