Stiftet
Prædikener

9. søndag efter trinitatis

01-08-2021
Lillian Risum
Sognepræst (kirkebogsfører), Hassing Sogn, Hørdum Sogn, Skyum Sogn, Villerslev Sogn, Visby Sogn
747 – 500 – 501 – 613 - 728
Lignelsen om den uærlige godsforvalter
Luk. 16,1-9
Ordsp. 3,27-35 1. Joh. 1,5-2,2

Luk.16,1-9: Om måden at bruge penge på

Lignelsen til os i dag er én af de meget svære, for hvad mener Jesus dog? Det er en udfordring for os at finde ud af det, men det kan være, det ikke så indviklet, som det ser ud til.

Jesus har måske med sin lignelse taget udgangspunkt i et eller flere konkrete tilfælde, hvor der er i samtiden blev snydt og bedraget. En rig jordbesidder eller herremand havde udlejet sin jord til fattige folk, så de kunne gøre det hårde arbejde ude i marken. En stor del af høstudbyttet skulle de betale til ejeren i form af enten olivenolie eller hvede, så der blev nok ikke så meget tilbage til dem selv.

Godsejeren havde ansat en forvalter, der skulle sørge for, at han fik det udbytte, som han havde krav på. Forvalteren havde et selvstændigt ansvar. Hans herre forventede tillid. Men denne tillid blev misbrugt. Han ødslede sin herres formue væk og blev afskediget. Men forinden skulle han lige aflægge regnskab.

Han tænkte sig godt om. Hvad skulle han gøre? Jo, hvis han nu fik skyldnerne til at nedskrive deres gæld, så ville han jo blive betragtet som en god mand, der var på deres side – og så ville de tage godt imod ham, når han blev arbejdsløs. De kunne jo ikke tro andet, end at han handlede på sin herres vegne. (Og han kendte måske sin herre så godt, at han vidste, at han i bund og grund var barmhjertig og ville lade ham slippe for anden straf end fyresedlen).

Det mest nærliggende ville være, at godsejerne fængslede sin utro godsforvalter; men det var måske en for tung juridisk proces at skulle igennem en retssag for at bevise, at gældsbeviserne var blevet ændret af skyldnerne. Så i stedet for at fængsle ham, roste han ham for hans skarpsindighed.

Det er IKKE sådan, vi skal handle, siger Jesus. Men han fortæller os gennem lignelsen, at kristne, lysets børn, kan lære af andre menneskers – selv uærlige menneskers – handlemåde. Vi kan godt lære af andre, selv om vi ikke skal følge deres eksempel.

Det ser ud til, at Jesus med lignelsen vil sige noget i retning af dette: Kære disciple. Kære jer, der er i kirke i dag. Jeg ved, at de materielle goder betyder meget – både for jer og alle andre. Men jeg ved også, at penge kan være en kilde til uretfærdighed – fordi penge så let binder mennesker til sig. Tænk lige på lignelsen. Den utro godsforvalter fandt ud af (da fælden klappede), at venner var vigtigere end hans status og økonomiske situation. Så lær at prioritere ret.

De midler, som Gud har givet os, skal vi bruge til glæde og gavn – ikke alene for os selv, men også for vore medmennesker. Ud fra Jesu kommentar til lignelsen tyder det på, at selv om økonomiske midler ikke kan frelse mennesker, så kan vore økonomiske midler være en hjælp og velsignelse i udbredelsen af evangeliet.

Jesu disciple tilhører lyset og skal derfor forvalte det, de har, med troskab og ærlighed. Det kan betyde, at vi skal bruge nogle af vore midler til at komme i kontakt med andre mennesker ved gavmildhed og gæstfrihed. Det er de nære relationer, det drejer sig om. Ser vi et behov hos et andet menneske, som vi har mulighed for at hjælpe med, skal vi gøre det. Vi skal ikke gøre det med bagtanke, men fordi vi ikke kan lade være; fordi kærligheden driver os.

Vi skal nemlig tænke på, at de midler og muligheder, som Gud har givet os, skal vi forvalte med omtanke. Det forventer han af os. Så kunne det jo være, at nogle begynder at spørge os, hvorfor vi ønsker at opbygge en relation til netop dem. Her har vi så mulighed for at sige, at Gud har gjort det sådan, at vi skal give noget af det tilbage til andre, som han har givet os. Så kunne det jo være, at nogle fik lyst til at lære Jesus Kristus at kende. Og komme til at kende ham. Det er nok den slags venner, Jesus taler om, når han siger: ”Når pengene ikke længere har gyldighed, så vil disse venner byde jer velkommen i de himmelske boliger.”

For et par år siden læste jeg om et kirkeligt nødhjælpsarbejde i det krigshærgede Yemen, hvor millioner af mennesker sultede – og det gør de vist stadig. Jeg citerer fra Dansk Europamissions blad (aug. 2019):

Midt i alt dette spreder kirkerne i det overvejende muslimske land håb og fred, og muslimer får øjnene op for Guds kærlighed gennem de maduddelinger, som de kristne er involveret i.

En modtager af hjælpen fortæller: ’Som muslimer i dette samfund forbander vi ofte de kristne og taler ondt om dem, selvom vi ikke kender dem. I de sidste tre måneder har jeg udelukkende mødt Guds hjælp gennem dem – mad til min familie med fem børn. Jeg takker Gud for dem og er taknemmelig for, at Guds elsker os. Gennem denne kærlighed føler jeg, at de er vores sande brødre. Jeg takker for dem, der leder dette projekt. Må Gud velsigne dem med sin kærlighed og bruge dem endnu mere.”

En væsentlig pointe i lignelsen er også – tror jeg – at den siger noget fundamentalt om Guds væsen, om hans nåde og barmhjertighed. I Lukasevangeliet er den indføjet lige efter lignelsen om den fortabte søn. Vi husker, at sønnen havde fået sin del af arven udbetalt, hvorefter han forlod hjemmet og lagde alt bag sig. Da han kom ud i den usleste fattigdom og elendighed, gik han i sig selv og vendte hjem i et håb om at kunne få lov til at gå som daglejer i sit tidligere hjem hos faderen. Hvad skete der? Jo, faderen modtog ham med åbne arme. (Med længsel havde han spejdet efter ham hver eneste dag). Ingen bebrejdelse. Ingen skældud. Kun kærlighed og tilgivelse. Hans søn, der havde vendt ham ryggen, blev mødt med et kærlighedskys!

Det er det samme vi møder i dagens lignelse, der også fortæller os noget afgørende om Guds forhold til synd og syndere. Og om hans barmhjertighed og overbærenhed. Der er næppe nogen tvivl om, at godsejeren er et billede på Jesus. Da forvalteren, som er et billede på os, erkender sin synd og skyld, begynder han ikke at undskylde og bortforklare. Vi kommer ikke nogen vegne med at undskylde og bortforklare vore syndige handlinger – for Gud kender dem jo og erklærer åbenlyst, at vi er skyldige. Vi kan ikke lyve os bort fra vor synd og skyld og skam over for Gud og mennesker.

Som lignelsen viser os, så har det en konsekvens for os, at vi opfører os som de syndere, vi er. Konsekvensen vil være, at Gud viser sin retfærdighed ved at afskedige os. Men som godsejeren i lignelsen ikke kastede forvalteren i fængsel eller solgte ham og hans familie, så han kunne få mindsket sit tab, sådan er Gud nådig imod os. Gud er ret-færdig og straffer synd – for han hader al form for synd – men samti-digt er han mild og barmhjertig mod den synder, ser ærligt vedgår at have syndet.

Lagde vi mon mærke til de befriende ord, som vi hørte fra epistelteksten, hvor Johannes taler om lysets børn og deres forhold til Kristus? Det, vi hørte, var: ”Hvis vi siger, vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.”

Det er Guds væsen i en nøddeskal: En synd, som vi bekender, den tilgiver han. Gud er nemlig ikke ude efter os syndere, men han ude efter synden. Men har man den indstilling, at synd ikke eksisterer – og at den da slet ikke eksisterer i forhold til Gud – så er man på vild-spor. Måske er vi det selv ind imellem. Vi lægger måske låg på den onde samvittighed – i forhold til Gud og også i forhold til andre men-nesker. Og hvis vi ikke får det lagt åbenlyst frem, så kan vi vel næppe forvente, at Gud skulle tilgive os. For han tilgiver ikke det, som vi ikke fortæller ham.

Men når vi erkender og bekender vore synder for Gud, så har vi hans ord for, at så tilgiver han os, for Jesu, Guds søns blod, renser os for al synd. Et tegn herpå er bl.a. nadveren, som vi om lidt skal dele med hinanden. – Og så kan vi gå ud i verden og leve som lysets kloge børn.

Tilbage