Stiftet
Prædikener

1. søndag efter helligtrekonger

10-01-2021
Helge Maagaard
Sognepræst (kirkebogsfører), Sønderup Sogn, Suldrup Sogn
411, 139, 424
Den tolvårige Jesus i templet
Luk. 2,41-52
Sl. 84 Rom. 12,1-5

Bøn: Guds hjælp og med at blive og være de mennesker, som du har skabt og skaber os til at blive, i Jesu navn.

I dagens prædikentekst møder vi Jesus – en rigtig teenager, der syntes det var så pinligt at følges med sine forældre, og gerne ville være meget sammen med sine venner – og det har Maria og Josef måske forstået, så de ræsonnerede, at han nok fulgtes med noget familie, hvor der nok var jævnaldrende. Men Jesus fulgtes ikke med sine jævnaldrende.

For Josef og Maria oplevede, at Jesus var ulydig på denne pædagogisk positive måde, hvor Jesus var i en selvstændighedsproces, og hvor han gryende viste en person i sin egen ret. For da de finder ham i templet, siger Jesus, vidste I ikke, at jeg bør være hos min far.

Jesus var ved at gå fra teenager til voksen. Ordret betyder ”at være hos min far” faktisk ”at være i min fars familie- forretning eller firma eller tjeneste” (Tømrer). Da Maria og Josef fandt Jesus, var han i templet, i sin Fars foretagende. Jesus kendte sin identitet som 12årig, og han vidste, hvor han skulle gå hen for at få den styrket; i sin fars hus, i Guds hus eller på Guds sted.

Jesus kendte sin identitet, fordi hans forældre havde fortalt historierne om hans fødsel. Og fortalt historierne om Gud og mennesker fra Biblen. Og ikke mindst havde de taget ham med hen til templet i Jerusalem for at vise ham frem for Gud, på det sted, hvor Gud på en særlig måde havde lovet jøderne at være til stede. Mon ikke Jesus og Josef af og til havde fået sig en snak om Gud, døden og livet, mens de snedkererede, - jeg tror det.

Så hvordan skal vi da opdrage i den kristne tro – både de rigtige børn og teenagere og når de dukker op hos selv og andre fra tid til anden:

Vi kan måske ligefrem som Josef og Maria – opøve gode vaner, der hjælper os på vej til templet, hjælper os hen til de steder, måder og rum, hvor Gud særligt har lovet at komme og være til stede. Det er noget, - vi - kan gøre – med os selv, for børnene, hinanden og andre.

Et sådan sted er gudstjenesten, det ligger i ordet, og det er hensigten med gudstjenesten, med dåben, nadveren og når vi hører ordene fra Biblen læst op, Guds ord, vi beder bønnerne og præsten prædiker.

Det kunne være på så mange andre måder og steder, ikke mindst i vore samtaler og handlinger overfor hinanden, når de fra tid til anden bliver særligt betydningsfulde, og vi derfra lærer om den treenige Gud og om at leve livet.

Jesus sagde som voksen, at hvor to eller tre er sammen i hans navn, der vil han også være.

I bøn kan vi åndeligt tage os selv og hvem som helst og hvilken som helst situation med hen i templet med hen til Gud.

Det er at lære alt det, som Han har befalet os. Herom kunne Grundtvig, vores store danske salmedigter og prædikant, sige: det handler om at læse Guds ord og leve efter det i dagligdagen.

Og det er ikke nyt. Omkring år 200 skrev Hippolyt, kirkefaderen, om dåbskandidater: de skal lytte i hvert fald tre år til ordet, før de kan blive døbt – og det var flere gange om ugen og ikke kun søndag. Kun undtagelsesvis ved særlig flid, kunne man undvige denne treårs regel. Så er det lidt lettere at blive kandidat til dåben eller konfirmationen nu om dage.

På en måde er vores opgave at ligne Gud. For så kan børn, teenagere og vores indre af samme slags lettere finde Gud. Der ligger heri en stor frihed – og et stort ansvar – for forældre og voksne og menighed.

Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader? Sagde Jesus. Det er udfordringen også til os hver især. Vi bør bruge tid hos vores far, far, som Jesus lærte os at føle-tænke-forstå-tro Gud i vore liv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Tilbage