Stiftet
Prædikener

14. søndag efter trinitatis

13-09-2020
Anette Melbye Madsen
Sognepræst, Skalborg Sogn
Den syge ved Betesda dam
Joh. 5,1-15
Sl. 39,5-14 2. Tim. 2,8-13

Jeg kender en mand, som fik en hjerneblødning. Han blev lammet i den ene side af kroppen, det fortog sig ikke, så han var nødt til at komme på plejehjem

Han har aldrig accepteret det. Han siger, at han bor midlertidigt på plejehjemmet. At han snart får det bedre og kommer hjem igen. Derfor vil han ikke sælge sit hus, og hans bil står også i garagen. Hans børn og naboerne passer blomster og slår græs, maler vinduer og beskærer æbletræer. Årene går. Hans børn spørger, om ikke huset snart skal sælges, men han bliver vred og råber: Jeg kommer hjem, forstår I ikke det? I vil berøve mig mit hjem og en del andre grimme beskyldninger. Efterhånden ser han ikke så meget til sine børn. Huset forfalder, bilen står på flade dæk i garagen, og han sidder på plejehjemmet og håber.

Håb kan være så forbandet. Håb kan holde et menneske fast mellem to verdener.

Manden ved dammen, som vi hørte om lige før. Han er lam, det har han været længe. Han har ligget ved dammen i 38 år og håbet, at det ændrede sig. I 38 år har han levet i to verdener, en verden, hvor han var en stakkels lammet mand, der ikke har nogen til at hjælpe sig i vandet og derfor aldrig kom først i det

helbredende vand (som åbenbart var ligeså ubarmhjertigt et fænomen som skæbnen selv. Der var kun helbredelse for den første).

Og samtidig i en anden verden, hvor det nok vil lykkes at komme først i vandet lige om lidt, så han kan blive rask og få et godt liv.

Den lamme mand har ikke givet op. Det må det lykkes. Han håber…

Og er det ærligt talt ikke dumt? Kunne det ikke tænkes, at han får et bedre liv, hvis han indser, at han er lam og finder en anden måde at leve på? Indretter sit liv efter det?

Men han håber stadig – og hvordan skulle han også kunne holde op, kan man sige. Hvordan bliver man løst fra sit håb? Kan man opgive at håbe uden at opgive sig selv og sit liv?

Det kunne være ham, der bad det, vi hørte fra gt: Fjern lidelsen fra mig, for jeg går til under vægten af din hånd....Hør min bøn, Herre, lyt til mit skrig, vær ikke tavs når jeg græder.

Midt i alt det svære, midt i lidelsen, retter håbet sig mod Gud.

Hvad skulle han ellers gøre –hvordan kan man holde op med at håbe? Er det ikke som at leve uden Gud? Det må føles som helvede, forestiller jeg mig.

På den anden side kan håbet lamme. Håbet fastholder ham ved dammen.

Håbet kan fastholde mennesker de værste steder. Placere os ml to verdener.

Han holder nok op med at slå mig, han skal bare lige have et andet job…

Fra i morgen begynder jeg at leve sundt

I kender sikkert flere…

Spørgsmålet er: Hvordan finder man balancen mellem håb og erkendelse af sandheden?

Den her mand ved dammen – hvad har 38 års håb gjort for ham? Set med mine øjne ikke ret meget. Jeg ved ikke, hvordan han var tidligere, men nu forekommer han mig ret træls:

Da Jesus spørger ham Vil du være rask? svarer han Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig i, og så kommer der hele tiden en anden før i end mig. Mener han: ja! og folk kunne da også tage og hjælpe mig lidt, i stedet for bare at tænke på sig selv.

Måske, men Jesus gør ham rask, han kan rejse sig og gå – og så går han altså hen til Jesus fjender og fortæller dem, at det var

Jesus der sagde, at han skulle bære rundt på sin båre, på sabbatsdagen.

Han er fysisk rask nu, men egoistisk og træls. Synes jeg.

Sådan er det med Guds kærlighed. Den får ikke altid mennesker til at se på verden og hinanden med Guds kærlige blik. Man behøver ikke at blive sympatisk, fordi man har set Gud eller hans søn i øjnene.

Hvis Guds kærlighed virkede hver gang, var den ikke kærlighed, men magt.

Hvis min bekendt på plejehjemmet virkelig fik det bedre og blev i stand til at flytte hjem, ville han nok heller ikke blive et rarere og mere omgængeligt menneske. Jeg tvivler på, at han ville undskylde sine hårde ord over for sine børn, og vise dem sin kærlighed. Jeg tror han i stedet ville sige, kan I se hvad jeg sagde, alle sammen. Jeg fik ret! I tog fejl – I er nogle svæklinge.

Om det så er fordi han har håbet i lang tid, ved jeg ikke. Det har måske ikke noget med det at gøre. Men jeg overvejer, om man kan håbe for længe? Om man på et eller andet tidspunkt gør bedst i at rette sig ind efter de forhold, man er i? I stedet for at leve i to verdener? hvis ja, hvornår skal man så opgive håbet?

Jeg kender ikke svarene. Det er vel noget vi hver i sær må gøre op med os selv og Gud. Hvor længe skal jeg vente? hvornår skal jeg handle?

Vi kan søge råd hos Gud, for vores kristne tro er, at han er med os alle dage – det fik vi at vide, da vi blev døbt, sådan som vi igen hører det lige om lidt, når Alfred skal døbes.

Og dét er vores håb. At vi aldrig er alene, at Gud er hos os og hører vore bønner, mens vi finder ud af, hvordan vi bedst muligt kan leve vores liv til glæde for os selv og for andre.

Så lad os bede:

Kirkebøn

Himmelske ophav. Du, som giver os evnen til at tænke over vores liv og måde at leve på.

Giv os styrke til at være ét med dig, så vi løser de bånd, vi binder os selv og hinanden med.

Hør os, når vi beder for syge, ensomme og bange. Vær hos dem med din styrke og nærvær.

Lær os at se nuet, nærværet og tilgivelsen og hjælp os med at bringe den ud i verden.

Hør os, når vi hver især i stilhed be’r vores egen bøn.

I faderens, og sønnen og helligåndens navn, amen

Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed, Helligåndens fællesskab

Kære Gud!

Du, som bor både i mørket og i lyset. Vi beder dig: lad os alle mærke håbet og glæden og det gode du og mennesker gør mod os, og hjælp os med at hjælpe andre.

Giv os livskraft og håb, når vi er spærret inde og hjælp os fri, hvis håbet begrænser vores liv og bliver en sovepude. Vær hos os, når vi er ensomme, fortvivlede og føler, at der ingen mening er med noget. Men lær os også at dig, når vi er frie og glade.

Vi beder for de fattige, de sultende, flygtende og lidende mennesker.

Vi beder for mennesker, vi ofte møder, for alle, som får os til at føle os godt tilpas, vi beder også for dem, som vi ikke lægger mærke til, og for alle, vi har svært ved at møde.

Vær hos os i vores hjælpeløshed over for døden, når den rammer mennesker, vi elsker og når vi selv skal dø.

Vi beder for, at alle, der har magt træffer de rigtige beslutninger. Nedbryd fordomme og falske grænser, og gør os til et levende og åbent fællesskab.

Velsign os alle, hold din hånd over os og under os og giv os styrke, fred og frihed til at leve vores liv i din ånd. Amen

Tilbage