Stiftet
Prædikener

Sidste søndag i kirkeåret

22-11-2020
Kathrine Staghøj Liisberg
Sognepræst (kirkebogsfører), Ingstrup Sogn, Vester Hjermitslev Sogn
431-330-303-343-430
Jesu fryderåb
Matt. 11,25-30
Mika 4,1-3 1. Kor. 3,10-17

I dag er det sidste søndag i kirkeåret. Sidste søndag i et kirkeår, der på den ene side blev helt anderledes, end vi kunne forestille os, og på den anden side blev præcis, som vi kender det.

For ligesom kalenderåret indtil nu har været et meget mærkeligt år, så har kirkeåret også været det. For første gang så længe nogen kan huske, blev der ikke fejret påske i kirkebygningerne, for kirkerummet var ligesom resten af Danmark lukket ned i foråret. Vi måtte i stedet finde andre måder at markere påsken på. Nogle kirker lavede net-gudstjenester, andre lavede påskevandringer, og her hos os kunne man i påskedagene gå en tur nede i den gamle præstegårdshave og prøve det påskeløb, der var hængt op, og man kunne sidde derhjemme og se påskegudstjeneste i TV sammen med andre i hele landet. Ja, en af kirkeårets vigtigste begivenheder måtte vi alle finde andre og nye måder at fejre på.

Men fejret blev påsken – for de fortællinger, vi møder gennem kirkeåret, de er der nemlig, uanset om kirkerummet er lukket eller ej. Kirkens fortælling, som vi møder år efter år, den lader sig ikke sådan standse. Uanset om der er corona eller ej i verden, så kommer søndag efter søndag i årets løb, og kirkeåret og dets fortælling er det samme, som det har været, inden corona blev et ord på alles læber. Og på den måde så har dette kirkeår været præcis som så mange kirkeår før, også selvom den virkelighed, vi står midt i, er ganske anderledes end det, vi er vant til. Og det, tænker jeg, er der både en trøst og en befrielse i.

For uanset hvordan verden ser ud, så vil Guds ord lyde til os søndag efter søndag, og selv hvis kirkerummet lukkes ned, ja så finder ordet nye måder at nå ud til os på.

Og det er godt, for vi har brug for den fortælling, vi gives i løbet af kirkeåret. Vi har brug for historien om Gud, der sender sin søn til jorden, så han kan sige til os: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.

Vi har brug for, at Gud fortæller os, at han er der for os.

Og for at nå til det punkt, hvor Jesus kan sige, at han er der for os, og vi kan forstå, hvad hans ord til os betyder, der skal vi igennem de fortællinger, vi hører i løbet af kirkeåret.

Vi skal forberedes på, at der kommer én, som vil frelse os. At ham, der bærer med for os, vil komme ind i verden, sådan som vi bliver forberedt på det i adventstiden, som vi begynder på næste søndag.

Vi skal have Jesus ind i verden, sådan som han kommer det til jul, han skal blive menneske, blive som os, for at han kan sige, at det åg, vi bærer, det kan og vil han også bære.

Han skal fristes i ørkenen for at vise, at han er stærkere end den fristende djævel, at han er den stærke.

Og han skal dømmes og dø på korset Langfredag og opstå Påskemorgen, for at han én gang for alle kan vise os, at han tager det, vi bærer på, på sine skuldre, selv døden. Han skal give sig fuldt hen, for at vi kan se, at der intet sted er, hvor vi skal gå alene. Han tager den ultimative skyld og synd på sig ved sin død, for at vi ikke skal stå tilbage med en skyld, der tynger os så meget, at vi synker sammen.

Og vi har brug for at vide, at det stadig gælder for os den dag i dag, sådan som vi får det at vide i Pinsen, hvor Guds Ånd, Helligånden, kommer ned og fortsætter med at sende det ind i verden, som Jesus kom med. For Ånden sikrer, at dét, Jesus gav os, forbliver blandt os og lever i os, og at det stadig gælder for os i dag.

Vi skal altså hele kirkeårsfortællingen, hele Kristusfortællingen, igennem, for at vi kan forstå, hvorfor Jesus kan stå her og sige, at han er den, der kan give os hvile, når vi bærer vores åg i livet, at han er den, hvis åg er godt, og hvis byrde er let.

Vi skal have alle delene med, for at vide at Jesus gennem sin fødsel, sit liv, død og opstandelse, kan sige til os, at dét, han bringer ind i verden, det gør den bedre og lettere for os at være i.

Og hvorfor gør det så det? Hvorfor bliver verden bedre for os med Jesus? Hvad er det, Jesus gør for os? Hvorfor er det, at kirkeårsfortællingen gør en forskel i vores liv?

Det er jo ikke fordi, det er en trylleformular, der løser alle verdens problemer og udfordringer, Jesus kommer til os med. Det har vi om noget erfaret i de sidste 10 måneder.

Jesus siger på intet tidspunkt i dagens tekst, kom til mig og jeg skal trylle alle livets problemer og udfordringer væk. Det kan vi nogle dage ønske, han ville sige, men spørgsmålet er, om livet så ville være det samme, hvis alt bare var godt hele tiden?

Nej, det Jesus kommer og siger til os, det er, at livet er ikke noget, vi skal bære alene. Vores liv indeholder både det lette og det svære, det gode og det mørke, det er ikke dét, Jesus laver om på, men han lover os, at vi ikke skal stå alene med det. Der er intet, vi skal bære alene.

Og det har vi brug for at blive mindet om, for når man står midt i det svære, så kan det hurtigt føles som om, man er helt alene. Det, tror jeg, gælder for langt det fleste, ja mon ikke alle?

Og derfor tror jeg også, vi har kirkeåret, for vi har brug for igen og igen at blive mindet om, at vi ikke er alene, at Jesus bærer med. At der er ikke noget, der ikke kan rummes hos Gud. At vi altid kan henvende os i bøn eller klage og vide, at i denne verden er vi ikke alene, for Gud har sendt sin søn ind i verden til os, og den forbliver han i, sådan som han lovede det, da han sendte Helligånden.

Og det er deri, det gode og lette ligger for os. For når man ved, at man ikke er alene, når man ved, at man ikke skal bære alting selv, så tror jeg, det giver én plads til at trække vejret, til at puste ud, til at finde hvile som Jesus kalder det.

Det gode og lette ligger ikke i, at Jesus tryller alt det dårlige og onde i verden væk, også selvom man ind imellem godt kunne ønske det.

Men det gode ligger i, at vi ikke skal stå alene i den verden, der både har det gode og det dårlige i sig. Der er én, der bærer med, der løfter livet sammen med os. Og fordi Jesus selv har stået i den ultimative lidelse, kan han love at være ved vores side, når noget i vores liv føles som en byrde.

Og dét, tror jeg, i sig selv kan være en ny begyndelse for os, en lille opstandelse i vores liv her og nu, så vi ikke kun behøver at have fokus på en ny begyndelse, der indtræffer ved de sidste tider som noget fremtidigt, men også som noget der indtræffer allerede her og nu for os.

Amen

Tilbage