Stiftet
Prædikener

2. pinsedag

01-06-2020
Niels Christian Scheel Lassen
Sognepræst (kirkebogsfører), Sejlflod Sogn, Storvorde Sogn
725 - 396 - 332- 292 - 287 - 318
Af Livets brød
Joh. 6,44-51
Ez. 11,19-20 Ap.G. 2,42-47
Da jeg blev konfirmeret, holdt mine forældre andendagsgilde. Der blev inviteret lige så mange mennesker som til selve konfirmationsfesten og det var næsten lige så stor en fest: den samme menu, for de fik jo resterne og ja, jeg fik flere gaver. Den skik er vistnok forsvundet de fleste steder. Mærkedagene strakte sig tidligere over flere dage. Vi ser vel kun det fænomen i dag i kirken, hvor de tre største højtider strækker sig over mindst to dage, fordi det skal der til, når vi fejrer betydningsfulde begivenheder.

2. pinsedag er andendagen, men det er ikke sådan, at I i dag spises af med pinsedagens rester, for dagen har i sin egen karakter og tekster, men de hænger ganske nøje sammen med pinsefejringen.

I går fejrede vi, at Helligånden kom over de forsamlede og de brød ud i lovprisning af Guds store handlinger. I dag på andendagen hører vi, hvad der videre skete, at det ikke bare var en stor åndelig oplevelse, som de kunne se tilbage på med glæde som nu en fest, som man kan varme sig på også i dagene derefter og sige til hinanden: ”Det var nu dejligt, at det gik godt”. Det sluttede ikke pinsedag. Det begyndte. Det forsætter. Det sker nu. De blev ved med at mødes og lovprise Gud, derhjemme og til gudstjenester i templet - ligesom vi mødes i kirken eller på disse mærkelige dage følger med på afstand i medierne.

I de første år tog de del i templet og i synagogernes gudstjeneste før de første kristne løsrev sig fra den jødiske religion og kirken blev til som en selvstændig størrelse, som det vi forstår ved en kirke.

Lukas fortæller i apostlenes gerninger, at de holdt fast ved apostlenes lære, det er evangeliet, ved fællesskabet, det er gudstjenesten, ved brødets brydelse, det er nadveren og bønnerne…De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.
Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst. Helligånden holdt altså efter pinsen ikke op med at virke og kalde mennesker. Og Guds hellige ånd er fremdeles ikke holdt med at kalde. Gud kalder stadig mennesker til sig. Gud kalder og han venter på menneskets svar.

Man kalder aldrig bare ud i det blå, for man kalder i forventning om, at der bliver svaret på kaldet, at nogen følger kaldet og kommer. Gud kalder, fordi Gud søger os.

Det er præcis det, som Jesus udtrykker i evangeliet til i dag. Der bliver sat ord på, hvad der egentlig sker, når mennesker kommer til tro på Gud og til stadighed lever i tro på Gud. Det er ikke noget mennesker gør af egen kraft. Det er ikke noget, som mennesker en dag sætter sig for, som vi en dag kan vågne op en morgen og sige: Nu skal det være, jeg vil begynde at gå til badminton eller banko. Det er slet ikke sådan, for det er noget, som sker for os. Det er Gud, som skaber troen i os. Det er Gud, som tager initiativet. Gud er på en gang subjekt og objekt i troen: det er ham, der skaber troen og troen er på ham.

Evangeliet lyder og så kan troen springe frem i os. Og vi svarer på det ved at synge og takke Gud. Lukas skrev: Herren føjede hver dag nogle til, der stod ikke apostlene føjede til, men Herren. Det er helt i tråd med Jesu ord: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham…”

Det er Gud, som drager mennesker til sig. Det er blot ikke ligesom, når en magnet drager jern til sig, og de små stykker jern viljeløst og modstandsløst bliver trukket til den, for de kan jo ikke andet.

I modsætning til jernstumperne har vi en bevidsthed, som vi nogen gange kan være særdeles meget selvbevidste om, at vi har. Vi kan følge kaldet og tilslutte os eller modsætte os, vi kan stemme imod og lade som om, at Gud ikke kalder, som om vi ikke hører hans kald.

Men dermed hører Gud ikke op med at kalde, selv om vi ikke altid svarer. Det viser, at Gud er tålmodig, for Gud er kærlig. Derfor bliver han ved med at kalde, han håber og venter på os.

Tænk på bibelhistorien, f.eks. fortællingen om den nat, hvor Gud kaldte på Samuel (1.Sam.3). Gud kaldte flere gange. Samuel måtte være lidt søvndrukken, for der gik noget tid, før han fattede, at det var Gud, som kaldte. Han stod op hele tre gange og gik hen til Eli og sagde hver gang: Du kaldte på mig, her er jeg. Det var først tredje gang, at tiøren faldt for Eli, da Samuel igen vækkede ham. Da forstod Eli, at det var Gud, som kaldte på Samuel og han sagde til Samuel: Gå hen og læg dig til at sove. Hvis der bliver kaldt på dig igen, skal du sige: Tal, Herre, din tjener hører”.

Det er ikke altid, vi er opmærksomme på, at Gud kalder. Fordi vi kan have opmærksomheden andre steder, være uopmærksomme - også fordi Gud kalder på os på mange måder, som vi måske ikke umiddelbart opfatter som Guds kald, nemlig i længslen eller savnet efter Gud. Vi møder det i uroen, i rastløsheden, når tanken om livets endelighed og livets sårbarhed slår ned i os. Kirkefaderen Augustin har en rammende tolkning af det, han siger med de berømte ord: Mit hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig. Gud virker uroen efter sig. Gud er i den længsel efter Gud, for den er virket af Gud.

Den svenske professor i religionspsykolog Owe Wikström skriver i bogen Det blændende Mørke (side 131): Det første ”skridt”, som Gud tager, når han vil drage et menneske til sig, er at han lader det møde et fundamentalt begær eller en længsel inden i sig. Han gør sig kendt på mindst tre måde: dels ved at lade os begynde at bekymre os over, at vi ikke kender nogen fast grund i tilværelsen, at vi oplever en angst for døden. Dels ved, at vi oplever en smertelig overtone i skønheden, naturen og kulturen, ind imellem en næsten mystisk oplevelse, men denne tone forbliver utilgængelig og kun antydet. Endelig kan vi rammes af samvittighedskvaler, når vi ser det absolut gode menneske. Både længslen efter et ultimativt støttepunkt, den vemodige glæde over det skønne og følelsen af skyld, er Guds handlinger i et menneskes indre, ifølge traditionen. Gud benytter dem for at kalde os hjem til sig.

Men vi kan overse eller ignorere de tanker og følelser og dermed misser vi at forstå, at det Gud, som kalder på os. Vi kan fortrænge eller undertrykke dem ved at kaste os ud i alverdens aktiviteter, arbejde endnu mere, søge endnu mere adspredelse og underholdning eller lade familielivet og interesser fylde alt for at holde savnet og længslen på afstand. Vi kan være travle. Men indimellem kan de komme frem i os igen, i et svagt øjeblik, selv om vi af al magt søger at flygte fra dem: Er det virkelig alt? Var livet ikke noget mere? Var det bare det? Den slags spørgsmål melder sig især ved kriser og overgange i livet. Og vi kan finde dem hamrende irriterende, men vi kan også noget andet.

Det er klart, at det ikke gælder om fortsat at forbigå de tanker og sige: det vil jeg ikke tænke, og så kaste sig ud i et nyt projekt, men at det gælder om at forstå, at det er Gud, som kalder. Det er Gud, som kalder, når vi finder ud af, at det ikke er nok at have dækket de materielle behov, når vi finder tv overfladisk og tomt, litteraturen triviel, så er det fordi, at det ikke er nok og aldrig har været nok.

Mennesket lever af andet end brød alene. Der er noget, vi savner, der er noget, vi mangler, længes efter: Gud. Det levende brød, som består evigt, mens alt andet er forgængeligt og endeligt som ørkenens manabrød.

Derfor er det om at benytte længslen efter Gud, og følge kaldet. Der gives noget, som er evigt, som kan udfylde de dybeste længsler i mennesket som intet andet, noget som kun Gud kan udfylde behovet for.

Derfor vil der være et vakuum indtil vi begynder at spise af det: Gud lad os leve dit ord, som dagligt brød på denne jord.
Amen