Stiftet
Prædikener

2. søndag efter trinitatis

13-06-2021
Christian Bjørn Krüger
Provst, Skalborg Sogn
751 - 475 - 30 - 330 - 424
Lignelsen om det store festmåltid
Luk. 14,16-24
Es. 25,6-9 1. Joh. 3,13-18

Det er vigtigt alt sammen, dét de har for. Alt det, som gør, at de ikke havde overskud til at komme til fest … at deres eget er vigtigere end festen – at de ikke kan høre, at deres eget hjertes dybeste længsel og behov – netop er at komme til fest.

Det er præcis de samme undskyldninger, som folk i dag giver form, at der ikke er tid til det med Gud og tro og kirke.

Og argumenterne er gode. Pligten til at være hos familien; pligten til at få gang i den nye karriere; pligten til at pleje kroppen og jokke i naturen.

Så moralsk og pligtopfyldende, at man selv næsten får dårlig samvittighed.

Men selv gode moralske pligtopfyldende gerninger, når de bliver gjort på det forkerte tidspunkt – eller måske når der bliver for mange af dem – kan føre til noget skidt. Hvorfor faldt familien fra hinanden? Mon ikke fordi nærværet manglede midt i pligterne?

I Jesu lignelse bliver alle indbudt til fest – og der menes virkelig alle. Der skelnes ikke engang imellem onde og gode, understreges det i parallelstedet i Mattæusevangeliet. Alle får ikke indbydelsen på én gang, men så meget mere fokus, når man bliver inviteret.

Indbydelsen kom ud i god tid. Tilsyneladende fik de ikke den præcise dato for festen, men de fik så meget forvarsel, at de kunne nå at prioritere deres tid, forberede festtøj og gaver.

Så meget stærkere virker afbuddet, den dag meddelelsen om selve dagen for festen kommer. Og argumenterne er ikke, at nogen er syg, eller at nogen skal til en anden fest – argumenterne er helt dagligdags aktiviteter, som er rigtige og gode, men som egentlig kunne lægges på et andet tidspunkt.

Et nyt arbejde, nogle nye dyr, et nyt ægteskab. Det er argumenter, der virkelig giver festens herre en fornemmelse af at blive ignoreret.

Men festen skal holdes – med eller uden dem, som først blev indbudt. Og så går indbydelsen til alle dem, som selv plejer at blive ignoreret – de fattige, de handicappede, de blinde og lamme, og dem, der sidder langs vejene og gærdene.

Festen bliver holdt – uanset afbuddene. Og dem, der takkede nej kommer selvfølgelig ikke med til festen. Skulle de måske tvinges, hvis de ikke vil?

Jesus slutter med ordene: ”Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.” I Mattæusevangeliet står der: ”Mange er kaldede med få er udvalgte.”

Ikke særlig politisk korrekt. Det politiske korrekte ville være på en eller anden måde at få sagt – selv om det går helt imod lignelsens egen logik – at alle på en eller anden måde kom med til festen alligevel – også selv om de havde takket nej.

For vor tids almindelige religiøsitet går ud på, at uanet hvad man tror på, så ender man det samme sted alligevel. Det er så tiltrækkende en tanke, at også teologer påstår, at Jesus ikke kan mene det, han siger. Der må da være håb i forhold til Guds rige – også for dem, som takker nej.

Også selv om Jesu ord er helt entydige: Indbydelsen kræver et ja-tak akkurat som enhver indbydelse.

Og dermed er teologerne med til at cementere individualismen. Hvorfor skulle man ikke være individualist og holde sig langt fra kristendom og kirke, når præsterne siger, at man ender i Guds rige alligevel?

Nu er det jo en lignelse, vil nogen sige – og Jesu lignelser er ikke lukkede budskaber, som kun kan tolkes på én måde.

Både ja og nej. Jesu lignelser er en slags billeder, hvor han formidler et budskab om Guds rige ved at fortælle en historie om noget, alle kender. Sådan at pointen ikke er til at komme uden om, fordi handlingen er så dagligdags og kendt. Og det er derfor, Jesu lignelser provokerer.

Tag en anden lignelse, som vi alle holder af og som tilsyneladende ikke har nogen irriterende kanter – og hvor vi ikke af den grund får lyst til at lave om på pointerne.

I lignelsen om den fortabte søn – den kommer i kapitlet lige efter lignelsen om festmåltidet – får den yngste søn sin frihed til at løbe hjemmefra og forspilde hele sin arv i en grad, så han ender med at bo og arbejde sammen med svinene. Men han ”gik i sig selv”, siger lignelsen. Andre oversætter det med – ”han kom til fornuft” eller ”han fik en lys idé”. Måske var motiverne ikke nær så fromme.

Pointen var, at han fandt på at gå hjem. For at redde sit skind. Og da han kom hjem, viste faren sig at opføre sig mere som en ordentlig mor end som en far – han tog imod ham betingelsesløst på trods af arven som var gået til spilde, og der blev holdt fest for hans hjemkomst.

Hér får vi virkelig Guds betingelsesløse kærlighed præsenteret. Ikke desto mindre bliver også i denne lignelse sønnens frihed og frie vilje respekteret 200%

For faren vidste ikke, om sønnen ville komme hjem igen. Hver dag spejdede han efter ham, og da han var på vej hjem, så han ham, allerede mens han endnu var langt borte.

I al den tid, sønnen var borte, havde faren haft det forfærdeligt i sin uvished. Med kærlighedens smerte og savn havde han hver dag spejdet efter sønnen. Men den samme kærlighed indbefattede, at når sønnen havde fået sin frihed, så havde han fået den.

Hvis han ikke kom tilbage af sig selv – hvis han ikke omvendte sig, så var der ikke mere at gøre. Hvad ville det ellers blive for et fællesskab, de havde bagefter, hvis faren gik ud og hentede ham, og dermed tog hans frihed fra ham? Uanset at sønnen var i færd med at ødelægge sit liv!

Det er den frihed, som også bliver respekteret i lignelsen om festmåltidet. Den betingelsesløse kærlighed er den samme, for det er jo alle der bliver inviteret – alle! Der skelnes ikke mellem onde og gode.

Guds kærlighed er, at uanset hvem du er, eller hvordan du har levet dit liv, så bliver du inviteret med til fest i Guds rige. Betingelsesløst. Selvfølgelig har du frihed til at takke nej, og så vil din frihed blive respekteret – helt ud i de yderste konsekvenser.

Jamen, så tag dog imod indbydelsen! Hvor svært kan det være?

Indbydelsen lyder sådan: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Johs.3,16)

Der er ingen dom i denne indbydelse. Den er betingelsesløs.

Dét er frihed. Dét er kærlighed. Dét er sandhed.

Amen!

Tilbage