Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

26-06-2005
Christian Mejdahl
Sognepræst, Vor Frue pastorat
318 - 356 - 68 - 725 / 266
Peters fiskefangst
Luk. 5,1-11
Es. 6,1-8 1. Pet. 3,8-9[15a]
Hvad skal du lave på søndag?
Jeg skal ud at fiske.
- Nå, med hvem?
- Med en, der hedder Peter.
- Det lyder spændende. Så må vi håbe, at I fanger noget.
- Det gør vi.
- Hvordan kan du vide det?
- Det er jeg bare helt sikker på!
- Du griner! Det passer ikke!
- Jo, det gør, men det er ikke nogen almindelig fisketur.
- Hvad er det så?
- Jeg skal i kirke, og da handler det om en Peter, der tog ud at fiske og som fangede masser af fisk.
Nogenlunde sådan lød det, da to personer snakkede sammen.
Og det, det handler om på denne søndag er fiskeri, et fiskeri, der ganske vist fandt sted for to tusind år siden – men som stadig finder sted – for Peter skulle efter den dag være menneskefisker.
Og Peter blev en Jesu-discipel – og fulgtes med ham – stærk i troen - og andre gange svag.
Vi husker ham fra ordene: - Du er i sandhed Kristus, den levende Guds søn!
Men også hans fornægtelse af Jesus ved den jødiske påske, hvor Peter sagde om Jesus: - Jeg kender ikke den mand!
Peter har haft stor betydning for kirken – også gennem de breve, der går under hans navn.
Her hedder det i epistlen til i dag:
- Lev alle i enighed, og vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse.

Her får vi her en række formaninger om det rette liv:
medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt – men gengæld det onde med velsignelse!
Formaninger og velsignelse.
Velsignelse er sådan et højtideligt ord.
Men velsignelse betyder her for mig et tilsagn om, at Gud vil være levende virkelighed i mit liv.
Enighed, medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed er vigtige ting i et hvert menneskes liv – men det er ikke nok.
Gud må blive levende virkelighed for os – Gud må være den kraft, der bærer mig gennem livet.
En yngre japaner, der som voksen var gået over til kristendommen, sagde en gang, at han var glad for at han først var bleven kristen som voksen. For derved havde hans tro bevaret sin friskhed!
Og han har jo ret i, at mange af os kender de gode kristne ord: Gud er din himmelske Far, Gud om-giver dig med sin uendelige kærlighed – men lever de ord i dig og er de med til at fylde dit liv med glæde og mening?
Eller: Har de smukke og gode ord mistet deres kraft og derved kun blevet til smukke ord?
Der er for mig ingen tvivl om, at det grundlæggende i vores kristne tro er det, at Gud holder uendelig meget af dig og viste dig det ved at sende sin søn, Jesus, til verden.
Men de gode ord skal også gerne leve i dig og mig og betyde noget for mig og for dig!
Det fortælles om en benediktinermunk, John hed han, at han efter nogle år i kloster befandt sig i en menneskelig og åndelig krise.
Hans arbejde i klosteret tog al hans tid og energi.
Han følte ikke, at han var levende engageret i sin tro og han følte ikke længere, at han kunne bede.
Så kom der en dag en ung mand til klostret. Han havde tilbragt nogle måneder hos en indisk guru og ønskede nu at lære noget om, hvad levende kristendom var for noget.
John bød ham velkommen, men han havde ikke lige tid og overskud til at tage sig af ham.
Så i stedet gav han ham en bog, der hed "Hellig visdom".
Og han håbede så at den unge mand ville blive fanget ind af den bog, indtil han selv havde fået bedre tid.
Men nu skete der så det, at den unge mand blev overvældende begejstret:
Her havde han virkelig fundet, hvad han søgte.
John undrede sig og gav sig så til selv til at læse bogen.
Bogen handlede som han jo godt vidste om en kristen munk Cassian, der levede i 400-tallet.
Han var i sin tid rejst østpå for at søge ægte åndeligt liv.
I Egyptens ørken mødte han en mand, som havde talt om den uafbrudte bøn.
Han blev grebet af det manden fortalte og følte sig lykkelig: Han følte, at han havde fundet, hvad han havde søgt!
Men om aftenen hjemme i sit logi sagde han til sig selv:
- Jeg ved, at bøn er det eneste, som virkelig betyder noget. Jeg ved, at jeg ønsker at bede. Jeg ved, at den Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, også bor i mig. Jeg "ved" alt dette – men jeg fik ikke at vide, hvad jeg skal gøre.
Næste dag vendte han så tilbage til manden igen. Og spurgte:
Hvordan skal jeg bede?
Manden svarede: "Den, som ved, hvad han skal spørge om, er ganske tæt på den rette indsigt.
Og så lærte han ham, at han bare skulle gentage denne bøn: "Gud kom mig til hjælp."
"Denne bøn skal altid være i dit hjerte. Når du lægger dig, så gentag bønnen, til du er så gennem-trængt af den, at den gentager sig selv, mens du sover."
John læste denne beretning og tænkte på ny over den.
Og han lod ordene bundfælde sig i sit sind og gentog ordene:
- Gud kom mig til hjælp!
Og lidt efter lidt genopdagede han fylden i den kristne tradition og mødte Guds livgivende kraft.
Ja, der skete mere end det, for snart kom der mange unge, der ønskede at lære kristen meditation af ham.
Senere blev John prior for et benediktinerkloster, hvor der samledes meditationsgrupper, der mød-tes i klostret for at meditere sammen med munkene.

Det, John og andre oplever i deres bøn, det er Guds nærhed. De oplever Guds virkelighed, Ordene om Guds kærlighed blev gennem bønnen på en hel anden måde levende for dem.
Jo, det var stadig sandt, at de i dåben var blevet Guds sønner og døtre, ét med Guds eneste Søn, Jesus.
Men n u var det ikke bare ord, men liv.
Når John blev spurgt ud om sit liv med Gud, sagde han gerne:
- Brug et minut eller to til at komme til ro og spænde af.
Og lad troen samle sig om Gud, som bor i dit eget hjerte.
Vælg så et enkelt ord eller en kort bøn, som udtrykker dit svar på Guds kærlighed og gentag det ord for dig.
Og bed så til sidst Fadervor eller en anden bøn.
John selv har fortalt, at han selv holder meget af den korte bøn, der slutter Johannes Åbenbaring: Maranata, der betyder:
- Kom Herre Jesus.
Andre vælger kun at bruge Jesu navn som den korte bøn, der gentages igen og igen.
Eller de gode ord kan være:
- Hjælp mig Gud!
Nogen gange udtrykkes ens følelser måske bedre med ordene:
- Tak Gud!
Gentag ordene for dig selv.
Lad dem trænge ned i dit sind og lade dem leve der.
For: Det er vigtigt at de gode ord bliver til liv i os.
Og en stor hjælp kan det være, hvis vi nogen gange bryder det vante livs rytme – og søger ind i stilheden.
Jesus selv søgte hen til øde steder, ved vi – og det kan vi godt lære noget af.
I stilheden kan vi åbne vort sind og vore sanser – for det guddommelige.
Kirkens rum kan være et godt sted for stilhed, men det kan Guds eget rum, naturen, også være.
Det kræver tid at have med Gud at gøre – men du vil få det mange gange igen på anden måde.
Lad mig slutte med ordene fra 1. Peters brev:
Enighed, og medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed.
Det skal være vigtige ting i vores liv som kristne – men de kommer først rigtig til at leve, når vi føler, at vi selv er i Guds nærhed, at vi er velsignet af Gud.
Amen.