Stiftet
Prædikener

11. søndag efter trinitatis

2018-08-11
Stakkels Simon! Farisæeren havde glædet sig til et måltid sammen med Jesus. Nu kunne de endeligt komme på øjenhøjde med hinanden. Men lige da middagen skulle begynde, brasede denne skamløse Drama Queen pludseligt ind. Hvis hun ikke havde været så optaget af at kysse Jesu fødder og i stedet havde kigget sig lidt omkring, derfra hvor hun nu befandt sig, ville hun uden tvivl have set mange krummede tæer.
Skamløs, det var hun. I hvert fald i farisæerens øjne. For en kvinde i datidens kultur måtte ikke spise i samme rum som fremmede mænd, og hun måtte da slet ikke fjerne sit tørklæde og vise sit hår frem. Uden tørklæde var man nøgen. Og nøgen, det er man kun over for sine allernærmeste…
Simon forarges af kvindens grænseoverskridende opførsel. Men han forarges måske endnu mere af Jesu reaktion. Hvorfor siger han ikke fra, hvorfor fordømmer han hende ikke? Pinligt. Det er som om alle skal være vidne til et intimt stævnemøde. Det er, som om disse to, synderinden og profeten, har noget til fælles, en indre frihed og hæmningsløshed, en forbudt kærlighed, der binder dem sammen…

”Simon”, siger Jesus, ”jeg har noget at sige dig”. Og Simon, det er jo ikke blot farisæeren. Det er os alle, Jesus taler til. Forestil dig, siger han: ”En pengeudlåner havde to skyldnere”. Størrelsen på deres gæld var forskellig, den ene skyldte pengeudlåneren ti gange så meget som den anden, men begge skyldnere havde faktisk også noget til fælles. Hverken den ene eller den anden kunne nemlig tilbagebetale deres gæld til ham. Uanset beløbets størrelse var situationen for dem begge udsigtsløs.
Nu sker der altså det forunderlige, at pengeudlåneren vælger at eftergive dem deres gæld. Uden betingelser overhovedet. Han undslår dem blot fra deres forpligtelse og sætter dem dermed fri. Hvem af disse to vil så elske ham mest? Måske den skyldner, der fik eftergivet mest? Sådan svarer Simon i hvert fald.
Og så er det, som om Jesus siger: ”Simon, jeg er kommet for at sætte menneskerne fri. Både du og denne kvinde er skyldnere over for Gud. Måske er hendes fortid mere blakket end din. Men skyldnere, det er I begge. Du forarges på denne kvinde. Men se nu på hende. Knæl et øjeblik ned og kom om i øjenhøjde med hende. Se hendes store kærlighed og hengivenhed. Hun giver alt det, hun har og er – hun klamrer sig fast til mig i håbet om, nej faktisk, i en urokkelig tiltro til, at hun her kan finde tilgivelse og nyt liv. Så vælg da livet, Simon! Lær af hende, mærk friheden og lad kærligheden råde…”
”Simon, husker du lignelsen om den fortabte søn? Da drengen kom tilbage, fattig, angerfuld, hvad gjorde faren så? Tja, han gjorde faktisk lige præcist det, denne kvinde gjorde mod mig: Han glemte al høflighed, løb hen til sin søn, omfavnede ham, kyssede ham og overøste ham med kostbare gaver, af ren og skær glæde og taknemmelighed over at have fået sin søn tilbage. Det, den barmhjertige far gjorde af glæde og taknemmelighed, det gjorde også denne kvinde af glæde og taknemmelighed! Jeg siger dig: hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget”.

Når man nærlæser evangelieteksten til i dag er der noget besynderligt ved forholdet mellem lignelsen, Jesus fortæller, og den konklusion, Jesus kommer med over for kvinden, der salver hans fødder. Ifølge lignelsen opstår skyldnernes taknemmelighed, fordi de er blevet eftergivet deres gæld. Deres kærlighed er en umiddelbar konsekvens af, at deres gæld er blevet slettet. Men når kvinden kommer til Jesus, så er rækkefølgen øjensynligt omvendt: ”Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget”. Tilgivelsen bliver først udsagt som afslutning, som en konklusion på hendes kærlighedsgerning.
Teologer har skrevet tykke bøger om netop dette. Hvad er den rigtige rækkefølge? Hvad kommer egentligt først: Syndsbekendelsen og angeren eller tilgivelsen? Evangeliet eller Jesus virker dog ikke synderlig interesseret i den rigtige rækkefølge. Tilgivelse og syndsbekendelse er to sider af samme sag. Den barmhjertige far vil end ikke høre på sin ”fortabte” søns velforberedte bekendelse. Før drengen formår at sige noget, er han allerede omfavnet af sin far, er han allerede midtpunkt for festen.
Måske lyder diskussionen om forholdet mellem syndsbekendelse og tilgivelse blot som et emne for teologer med lidt for meget fritid og lidt for lidt virkelighedssans, men jeg genkender det faktisk også fra mit eget liv. Her i sommerferien har min trettenårige søn og jeg haft nogle små daglige slagsmål om, hvor meget han nu skulle bruge sin sommerferie til at blive lidt bedre til at læse hurtigt. Midt i sådan en diskussion – når stemningen er ved at blive temmelig anstrengt – stopper han diskussionen, og siger han pludseligt: ”Far, jeg elsker dig”. Jeg blev altså tilgivet, før jeg overhovedet havde fattet, at jeg måske var skyldig i noget! Mon ikke det er kærlighed, når det er bedst?

Stakkels Simon! Og jo egentlig ikke blot farisæeren Simon, men også Simon Peter. Hans forargelse var mindst lige så stor som farisæerens, dengang Jesus skærtorsdag aften knælede foran ham for at vaske hans fødder. Det var grænseoverskridende, skamløst grænseoverskridende. For Jesus var trods alt hans mester. Én, han så op til. En mester, Peter sagde, han var villig til at ofre sit liv for. Men nu lå Jesus der foran ham, på knæ, ligesom synderinden dengang, og ville gøre det, ingen voksen mand med æren i behold ville gøre. Som ville Jesus sige: ”Kan du genkende mig; jeg er synderinden, jeg er den tigger, du møder, jeg er det menneske, du plejer at se ned på. Når jeg, din mester, vasker dig dine fødder, kan du aldrig igen hæve dig over din næste igen”.

Det er kærlighedens logik – overraskende, befriende, men også provokerende og grænseoverskridende. Kærligheden sætter os på plads og løfter os samtidigt op. Når min søn siger, ”jeg elsker dig”, er han som den barmhjertige far, og er jeg afsløret som den fortabte søn. Når synderinden vasker Jesu fødder, så er hun den fromme, den troende, ikke farisæeren. Når Peter får vasket sine fødder, så er mesteren tjeneren og tjeneren mesteren. Så er det ikke Simon Peter, der skal give sit liv for sin mester, men mesteren, der går i døden for ham.

Stakkels Simon. Stakkels du og jeg. Vi har så svært ved at give os hen til kærligheden. Så svært ved at miste kontrollen. Godt, at vi her må høre det glædelige budskab: At Gud allerede har taget det første skridt. At han har slettet begge skyldneres gæld. Også du, Simon, er altså sat fri til at elske! Også vi får her at høre: ”Din tro har frelst dig. Gå bort herfra med fred”!
Bart Kris Lieve Vanden Auweele
Overenskomstansat sognepræst (kirkebogsfører), Hvidbjerg Vesten Å Sogn, Lodbjerg Sogn, Ørum Sogn
756, 582 ,192, (439), 217, 855 (fra 100 salmer)
Kvinden i farisæerens hus
Luk. 7,36-50
5. Mos. 30,15-20 Rom. 10,4-13[17]
Prædikener fra 11. søndag efter trinitatis Prædikener af Bart Kris Lieve Vanden Auweele

Hjælp til søgning

Klik på det ønskede faneblad og start din søgning.

Præster og medarbejdere
Her kan du søge efter præster og medarbejdere og se i hvilke sogne, de er ansat. Du finder kontaktinformationer ved at klikke på sogn i søgeresultatet. Du kan også finde prædikener fra præster, som har bidraget til prædikensamlingen her på hjemmesiden.

Sogne
Her kan du finde information om alle stiftets sogne, ansatte og kirker. 

Kirker
Under kirker er der fotos af alle stiftets 334 kirker samt forklarende tekst om kirkernes historie og udsmykning. Kirkedatabasen bliver løbende opdateret, se de seneste opdateringer her. Kontaktinformationer på kirkens personale finder du ved at søge specifikt på præster og medarbejdere eller ved at søge under sogne. 

Provstier
Søger du på et provsti får du kontaktinfo på provst, provstisekretær og provstiudvalg samt et overblik over, hvilke pastorater og sogne der hører til i provstiet. Der er i alt 14 provstier i stiftet: Brønderslev, Frederikshavn, Hadsund, Hjørring Nordre, Hjørring Søndre, Jammerbugt, Morsø, Rebild, Sydthy, Thisted, Aalborg Budolfi, Aalborg Nordre, Aalborg Vestre og Aalborg Østre.

Prædikener
Under prædikener finder du prædikener tilbage fra 1998 og frem til i dag. Det er præster i stiftet, der løbende bidrager til samlingen. Du finder en prædiken ved at søge specifikt på prædikantens navn, på årstal, en dag i kirkeåret eller fritekst. Navne på dage i kirkeåret finder du her. Du finder et direkte link til 'ugens prædiken' fra hjemmesidens forside.