Stiftet
Prædikener

5. søndag efter trinitatis

2006-07-16
Herre Jesus, lær os ikke at stirre os blind på det, som vi vil se selv, og blive døve af vor egen tale, men at se det, som du vil, at vi skal se, og høre det, som du vil, at vi skal høre.
AMEN

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus.

Lyset falder ind bagfra de to, som går. Niels Larsen Stevns´s fortæller om to venner, som er lynende uenige. Jesus i rødt. Peter i blåt.
Den troende i den røde dragt. Den tvivlende i den blå.
De går væk fra lyset. Er de på vej mod mørket?
Og er det, at de går væk fra lyset, et af de stærke træk i billedet?
Jesus har lige sagt til disciplene, at han skal gå op til Jerusalem og lide meget ondt og slås ihjel og opstå på den tredje dag.
--- på vej mod mørket!
Peter har lige før det bekendt, at Jesus er Kristus den levende Guds Søn. Det var en stjernestund for Peter.
Og nu fortæller hans allerbedste ven – hans ven og mester, at han skal til Jerusalem og slås ihjel.
Det passer ikke med det, som Peter gerne ser i Jesus, og det passer ikke med det, som Peter har hørt om, at Guds Rige er kommet nær.
Skal det hele ende i mørke og lidelse?
Og så siger han: "Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!"
Men Jesus vender sig om og siger til Peter: "Vig bag mig Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil."
I billedet virker det som et piskeslag, der i et splitsekeund får Peter til at standse brat op. Hans ene fod var allerede på vej til det næste skridt, men han bliver standset: Vig bag mig Satan!
Jesus knytter den højre hånd, albuen er skudt lidt udad, som om han vil slå efter den frister, der vil have ham til at vende om, og ændre retning – væk fra mørket, som ligger derude i det fjerne.
"Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil!!
Den troende og den tvivlende. Guds søn og det moderne menneske.
Niels Larsen Stevns havde malet sammen med Joakim Skovgaard i Viborg Domkirke i seks somre fra 1901. Han havde holdt sig til den stil, som Skovgaard havde lagt i sine vidunderlige billeder, som vi alle holder så meget af, fordi de fortæller bibelhistorie i smukke farver og former.
Men Stevns ville mere med sine billeder. Han levede i den tid, som var ved at lægge Gud bag sig. Nietsche – den tyske filosof – havde erklæret fornuften, som udgangspunkt for menneskets herredømme i verden. Han havde sagt, at kristendommens lære om barmhjertighed og medlidenhed havde ført til en slavemoral, der svækkede menneskeheden. "Gud er død" sagde Nietsche i slutningen af 1800-årene.
Stevns var som en af de eneste moderne kunstnere glødende optaget af det med troen og tvivlen.
Han ville bringe Kristus med i den moderne verden.
Den Kristus, der måtte gå gennem mørket for at komme til lyset.
Den Kristus, der måtte afvise menneskets ønske om, at alt skal gå så godt og være så lykkeligt.
Kristus går til Jerusalem for at lide, dø - og opstå. Han lader sig ikke friste af satans tilbøjelighed til, at vi blot skal ville vort eget.
"Vig bag mig Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil!"
Sådan får Stevns fortalt os en dyb sandhed om Kristi gerning for os.
Dette er ikke glansbillede. Jesus har ikke smukt langt hår. Han er korthåret. Han går med tunge skridt. Han – og den tvivlende Peter – er bundet til jorden med fødderne. De lever her i denne verden.
Peter viger virkelig tilbage.
Han forstår intet.
………………

Det er så godt for os, at vi har en pæn religion. Vi har en fin kirke. Vi har en godt sammenhæng med det, som virker til god moral og god borgerlig opførsel.
Men dybt i os lever den tvivl – den blå tvivl, som alligevel forfølger os.
Kristus må dø for at leve.
Vi er Guds hus og kirke nu – bygget af levende stene!
Den isnende blå tvivl. Den glødende røde tro.
Har vi nu i virkeligheden styr på alt i livet?
Vi med vores livsforsikringer, vores gode økonomi, vores beundrede velfærdssamfund – den nordiske model?
Har vi styr på livet?
Svigter vi ikke vore egne med mellemrum?
Er vi lidt for polerede i vores omgang med hinanden, så vi bare behager i stedet for at være kærlige – og ærlige?
Sker det ikke, at vi betaler os fra at sørge for vore medborgere med timeafmålt hjemmehjælp eller socialpædagogik i arbejdstiden

* i stedet for selv at følge den lidende det stykke af vejen?
* i stedet for at lære et barn, at det er værdifuldt?

Hjælper vi de døende til at se, at bag den mørke død, stråler lyset fra ham, som gik gennem mørket ind til lyset?
Lader vi ikke hellere vore døende få lidt lyst i stedet for trøst?
Rastløshed er vort stærkeste kendetegn. Vi iler af sted for at nå så mange ting, i stedet for at nå ind til hinandens smerter og længsler.
Vi vil vort eget…. "– lykke og fred i tiden, der kommer!"
Og dog klæber den blå tvivl til alt omkring os, mens vi rastløse jager af sted.
Men Kristus vil vække troen i os – i dig og mig.
Den glødende tro på, at bagom mørket lever lyset.
Vi er Guds hus og kirke nu – bygget af levende stene.
Det er os, der er levende stene!
Kan stene leve?
Nej, stene er døde, selvom de var her tusindvis af år før os – og de er her tusindvis af år efter os.
Vi lever, ……men vi skal dø!
Stenene er døde, men bliver her længe efter os!
Hvad er det for noget?
Kristus døde, men han opstod.
Kærligheden, tilgivelse, forsoningen skal leve og blive.
Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!
Han er her. Kristus lever.
Vi er de levende stene, som han bygger sin kirke af.
»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv?"
Mellem den blå tvivl og den røde tro, lever vi.
Den kolde beregning og den glødende kærlighed.
Du slipper ikke for alle livets problemer, men der er en, som går foran dig.
Du vil blive ved med at opleve depressionens pinsler, men der er en som venter på dig og giver dig livet tilbage.
Du skal fortsat kæmpe med rastløsheden, men der er en, som venter på dig og giver dig roen tilbage.
Du vil fortsat opleve, at du svigter, men der er en, som aldrig svigter dig.
Du vil igen og igen komme til kort, men der er en, som vil tage dig i hånden og føre dig længere.
Det sker i det åndelige rige, som Guds Søn har stiftet i verden.
På det jævne skal nåden og sandheden mødes.
Med begge ben på jorden lever vi her i denne verden.
Som taget lige ud af hverdagen går vi sammen du og jeg med den blå tvivl – og Kristus med den glødende tro.
Han er vort lys og vort liv, alt hvad vort hjerte begære!
AMEN
Jens Fahnøe Munksgaard
Provst, Hurup-Gettrup-Helligsø pastorat
753 – 264 – 323 v.1-3 / 318 – 439 – 474 - 261
Peters bekendelse Jesu forudsigelse af sin lidelse, død og opstandelse
Matt. 16,13-26
Jer. 1,4-9 1. Pet. 2,4-10
Prædikener fra 5. søndag efter trinitatis Prædikener af Jens Fahnøe Munksgaard

Sådan bruger du søgemaskinen

- Brug fanebladet Præster og medarbejdere for information om, hvilket sogn, den pågældende er ansat i. 

- Find information om stiftets sogne, personale og kirker under Sogne.

- Benyt fanebladet Kirker for at finde fotos og historier omkring de 334 kirker i stiftet. 

- Brug Provstier for at finde kontaktinformationer på provst, provstisekretær, provstiudvalg eller for at få    overblik over pastorater og sogne i provstiet.

- Søg blandt mere end 1000 Prædikener i stiftets store prædikensamling.

 

Se opdateringer af kirkesamlingen her.